Filmanmeldelse: Bad Times at the El Royale – Velspillet og underholdende drama, men retningen slingrer
En præst, en sælger, en backup sangerinde, og en mystisk kvinde mødes i en øde hotellobby.
Ovennævnte kan være begyndelsen til en vittighed, et blodbad eller en gåde. I de indledende øjeblikke af Drew Goddards nye film – og også længere end det – er det svært at afgøre, i hvilken retning vi er på vej hen. Det er ikke så mærkeligt, for Goddard har blandet en cocktail af lige dele 30’er pulp fiction, 40’er noir og 60’er technicolor tilsat et stænk af Stanley Kubricks ”The Killing” (1956).
Rammen er der til gengæld ingen tvivl om. Filmen udspiller sig i 1969 på det tidligere berømte – nu hensygnede – Hotel El Royal, der udmærker sig ved at ligge lige på grænsen mellem staterne Nevada og Californien.
En tyk rød linie løber ned gennem parkeringspladsen udenfor og deler hotellets to fløje i en Nevada- og en Californien-fløj. Den fortsætter indenfor og splitter hotellets lobby op i en Californien-del, hvor der gerne må drikkes alkohol, og en Nevada-del, hvor der gerne må gambles. Og den ender på et podie med en skinnende Wurlitzer jukebox, der leverer en stor del af filmens lydside.
De fire gæster tjekker ind på hver deres værelse, og det går hurtigt op for én, at stort set ingen og intet i filmen er, hvad det giver sig ud for at være – heller ikke hotellet.
Der er støvsugersælgeren Laramie Seymour Sullivan (Jon Ham) med sit billige jakkesæt, brilliantineglimtende hår og hemmeligheder i kufferten. Der er den prikne hippie-pige Emily Summerspring (Dakota Johnson), som er på flugt fra et eller andet ondt, og som har en overraskelse i bagagerummet. Præsten Daniel Flynn (Jeff Bridges) bruger den hvide præstekrave til at dække over en kriminel fortid, og den umiddelbart mest sympatiske af firkløveret, Darlene Sweet (Cynthia Errivo), er på vej til Reno for at udskifte karrieren som backup sangerinde med en solo-karriere. Og lad os ikke glemme aftenens vært, den enlige hotelreceptionist Miles Miller (Lewis Pullmann), der har sine egne mørke sider at slås med.
Læg dertil en hemmelig gæst (Cailee Spaeny) og en Charles Manson-agtig kultleder (Chris Hemsworth) og der er lagt op til en på alle måder dramatisk
aften og nat på El Royale.
De næste 2 timer og 21 minutter skubber Drew Goddard tilskuerne gennem begiveheder, der hele tiden udvikler sig uventet og mere og mere voldsomt, en række tidsspring, der uddyber personernes baggrundshistorier, og en række overlappende scener, hvor perspektivet konstant skifter.
Det er underholdende og meget velspillet på alle poster og derfor bestemt værd at se på. Alligevel sidder man med følelsen af, at Drew Goddard modsat sin gennemførte debutfilm ”Cabin in the Woods” (2012) denne gang er kommet lidt længere ud, end han kan bunde. Hvor han i ”Cabin in the Woods” brugte en simpel ramme til at dække over et udstrakt, rædselsvækkende univers, er det her det omvendte – at alle voldsomhederne dækker over en historie, der ikke rigtig er stor nok. De forskellige brikker hober sig bare op i stedet for at generere sand filmmagi.
Der er ingen tvivl om, at Goddard har brugt det berømte og berygtede Hotel Cal Neva som forbillede – et sted, som Frank Sinatra, Dean Martin og deres mafia-venner købte i 1960, og som konspirations-tilhængere mener, var det sted, hvor Marilyn Monroe døde i virkeligheden, mens andre hævder, det var en elskovsrede for kendte politikere som John F. Kennedy.
Der er heller ingen tvivl om, at han trækker på arven fra Tarantinos ”Pulp Fiction” (1994), ja det kunne såmænd have været titlen på Goddards film, hvis den ikke allerede har været taget de sidste 24 år.
Men som historien bliver ved og ved, kommer man til at tænke på slutstroferne i Eagles berømte sang om et andet hotel:
“Relax,” said the night man
“We are programmed to receive
You can check-out any time you like
But you can never leave!”
Bad Times at the El Royale – 141 minutter – USA – Instruktør: Drew Goddard – Medvirkende: Jeff Bridges, Cynthia Errivo, Jon Ham, Dakota Johnson, Cailee Spaeny, Chris Hemsworth, Lewis Pullman m.fl.
