Det er 38 år siden, at Bruce Willis bekæmpede 12 terrorister I et højhus I Los Angeles i Die Hard (1988). Jeg kan stadig huske, hvordan en anmelder dengang skrev, at inden for actionfilm kunne det ikke gøres meget bedre.
Det er stadig sandt. Die Hard satte en standard for den type film, som mange siden har efterlignet. Vi har set folk dø hårdt på fly (Passenger 57 og Air Force One), på busser (Speed), i tog (Under Siege 2), i det Hvide Hus (Olympus Has Fallen), og på skibe (Under Siege og Speed 2) for bare at nævne nogle af de mest markante.
Dog vi er tilbage på havet det seneste skud på stammen Mutiny. En film, der lige så godt kunne hedde Dø Hårdt på et containerskib
Cole Reed er bundloyal bodyguard for den stenrige rederiejer Tibu i Bangkok. Så loyal, at Tibu nærmest anser ham for at være én af familien. Men kort efter, at Tibu indvilger i at sælge rederiet bliver han myrdet i et baghold.
Cole, der ser hjælpeløst til, bliver mistænkt for mordet. Den slags gør man naturligvis ikke ustraffet. Især ikke, når det er Jason Stratham, hvis ven man myrder.
Han sætter sig for at afsløre de virkelige mordere og rense sit navn. Sporet fører hurtigt til en af Tibus containerskibe – Artemis – som Cole får sneget sig ombord på. Her opdager han hurtigt en container i lasten fyldt med illegale immigranter, som han nu også skal redde.
Selvfølgelig skal der være en fysisk stærk hovedmodstander på skibet. I dette tilfælde Artemis’ skruppelløse kaptajn Marko Madsen.
Lige så selvfølgelig skal der også være en kvinde – gerne smuk. Og vips påmønstrer Angie, enlig mor og styrmand, lige inden afgang, hyret af rederiet for at hjælpe Marko.
Endelig skal der selvfølgelig også være nogle hjælpsomme ”strissere”, der først må ankomme, når helten har ryddet skibet for forbrydere. De leveres her af skib fra USA’s kystvagt.
Hvis nogen synes, at dette stort set lyder som manuskriptet til Die Hard, ja så har de helt ret. Ligheden understreges yderligere af, at Cole er blind passager, og bevæger sig rundt på Artemis af bagtrapper og ventilationsskakter. Så handlings- og plotmæssigt er der absolut intet af hente. Vi har været der før – også på langt bedre dage.
Det er der desværre heller ikke rigtig på skuespilsiden. Jeg er ellers rimelig stor fan af Jason Stratham. I sine bedste film har han leveret en humor mellem slagene, som skaber en god dynamik, men ikke her. I stedet forsøger instruktøren Jean Francois Richet at vinde publikums sympati og retfærdiggøre volden med et menneskesmugler-plot.
Hvor kynisk den beslutning er, understreges af, hvor hurtigt historien atter forlader de stakkels immigranter i containeren. Og kun hiver dem momentfris frem igen, når det er belejligt.
Filmens komponist Marcus Trump forsyner løjerne med et buldrene elektronisk musik, som ekkoer i de labyrintiske gange på skibet. Det gør dog ikke Artemis til en specielt spændende kulisse. Det hele ligner på gabende vis hinanden.
Hvad angår Stratham selv, så har han ikke længere sin ungdoms fysiske smidighed. Det forklarer måske, hvorfor actionsekvenserne er muskuløse og kompakte frem for opfindsomme. Cole skyder, slår, smadrer og stikker med stor sikkerhed så blodet sprøjter. Men Mutiny har ikke den samme iøjnefaldende kreativitet som i hans bedste film.
Misforstå mig ikke. Volden er skam effektiv nok – meget effektiv. Et sted slår han én ned, skyder en anden med sin maskinpistol, dræber den første og skyder to mere inden for ni sekunder. Det foregår så tjept, at vi snarere taler om at dø hurtigt frem for hårdt. Rene henrettelser frem for egentlig kamp.
Den eneste undtagelse fra dette er det afsluttende opgør mellem Cole og Marko. Sidstnævnte spilles med lige netop tilstrækkelig tyngde af danske Roland Møller. Fyldt med tatoveringer og et elegant skæg og en accent, der er lige dele Arnold og Matthias Schoennaerts. Han er ikke Allan Rickman, men han går an.
Det samme kan man ikke sige om Mutiny som helhed. Faktisk er det ret skuffende, hvor lidt Richet har fået ud af sit store 40 millioner dollars budget. Og af kompetente kræfter som Stratham og Møller.
Det er som om, han og producenterne ikke regner de forventningsfulde actionfans for noget. I stedet for et festmåltid serverer de kartofler og gule ærter. Måske skulle man helt have droppet manuskriptet og kaldt filmen 30 drab på 95 minutter. Det ville have været mere ærligt og retfærdiggjort billetprisen.TITEL: Mutiny
VARIGHED: 95 minutter
LAND: USA og England
INSTRUKTØR: Jean Francois Richet
MEDVIRKENDE: Jason Stratham, Roland Møller, Ramon Tikaram, Annabelle Wallis m.fl.
