Jeg indrømmer blankt, at jeg har en blød plet for claymation – film med animerede lerfigurer. Og jeg har en endnu blødere plet for den australske claymation-instruktør Adam Elliott og hans mørke, bevægende fortællestil.
Det så man i hans første claymation-spillefilm ”Mary & Max” (2009), der havde premiere på åbningsaftenen på Sundance filmfestivalen. Og som senere vandt en krystalbjørn på Berlinalen. Og det ser man endnu tydeligere i hans nye film ”En snegls erindringer”, der tidligere i år dystede om en Oscar for bedste animerede film.
For Adam Elliotts historier er ikke for børn – i hvert fald ikke helt små eller mellemstore børn.
Man skal for eksempel ikke langt ind i filmen, før vi præsenteres for en tidligere dommer – nu hjemløs – der blev fyret, fordi han blev taget i at onanere i smug, mens han sad i retslokalet. På samme måde præsenteres vi undervejs for både swingere og feedere (folk der tænder på andres fedt og overfodrer dem).
Filmens hovedperson Grace fortæller sin livshistorie siddende på en bænk i veninden Pinkys nyttehave. Pinky er lige død, og Grace – der er besat af snegle – har netop sluppet sin yndlingssnegl Sylvia løs. Det er den hun nu fortæller om sit liv.
Og hvilken historie. Grace bliver født med hareskår, og hun og hendes tvillingebror Gilbert mister deres mor allerede ved fødslen. I skolen bliver hun nådesløst mobbet, selv om Gilbert forsvarer hende indædt. De to udvikler et meget tæt forhold, men da deres kørestolslammede og alkoholiske far også dør, skiller myndighederne dem ad.
Grace trækker det længste strå. Hun sendes mod øst til en sød familie, som dog er nudister og inkarnede swingere og derfor meget væk. Gilbert sendes derimod mod vest og ender hos en sekt-agtig landmandsfamilie, der behandler ham hårdt. Deres indbyrdes breve er deres eneste lyspunkt.
Grace isolerer sig mere og mere. Hun udvikler også sin samlermani omkring snegle, der starter med nogle porcelænssnegle, som hun arver efter sin mor. Og hendes nærmeste kontakt er hendes kælesnegle – herunder Sylvia.
Derudover har Grace kun én menneskeven, den ældre og på alle måder eksotiske Pinkie. En inkarneret rebel, der aldrig har været gift længe af gangen, men til gengæld har levet livet fuldt ud som blandt andet strip-danser. Hendes navn hentyder i øvrigt til, at hun mangler den ene lillefinger, som hun mistede, da hun i kådhed dansede på et bord under en vifte i loftet…..
Det kan lyde meget tragisk alt sammen. Og ”En snegls erindringer” kunne nemt være endt som en meget mørk film. Men selv når det ser mørkest ud, bliver historien brudt op af små glimt af varme. Og af Graces eget motto om, at ”Til trods for mine kvaler troede jeg altid, at glasset var halvfyldt”.
Dertil kommer hele claymotion-æstetikken, med et helt vanvittig væld af detaljer, som må have taget år at designe, og som alene gør filmen vær at se igen – og igen. Og en historie befolket med excentriske karakterer, som befandt man sig i en John Irving bog. Man hører næsten lillesøsteren fra ”The Hotel New Hampshire” gå rundt og mumle ”Keep passing open windows”
Men mest af alt minder stemningen og den grå/sort/brune/beige æstetik i ”En snegls erindringer” om en af Chaplins stumfilm, når Adam Elliott mesterligt blander melankoli og humor til ren og rørende claymation-poesi.
Grace bliver selv til titlens snegl – forsigtig og langsom i livet og i lange perioder trukket ind i sikkerheden i sin skal. Men skridt for skridt finder hun mod og motivation til at kaste sneglehuset af sig og bevæge sig ud i livet og verden.
Som tilskuer glemmer man næsten, at der er tale om lerfigurer og ikke virkelige mennesker, hvilket er en cadeau til fortællingens basale styrke.
Det hele akkompagneres af en iørefaldende musik af den klassiske komponist Elena Kats-Chermin spillet med gusto af det australske kammerorkester og i passager yderligere forstærket af sopranen Jane Sheldon. Jeg ved ikke, hvorfor, jeg kom til at tænke på Pixars mesterværk ”Up” (2009), men det gjorde jeg.
”En snegls erindringer” illustrerer på smukkeste vis, hvordan et menneske kan transformere isolation og ensomhed til styrke.
Filmen vandt ikke en Oscar. Den blev slået på stregen af den mesterlige lettiske ”Flow” (2024), men det må have været tæt løb. ”En snegls erindringer” får i hvert fald én til at forlade biografen med håb i hjertet.
En snegls erindringer – 95 minutter – Australien – Instruktør: Adam Elliott
