
”Det er ikke let at se sig selv gå i glemmebogen på den måde.”
Ordene kommer med lige dele vemod, eftertænksomhed og livskraft fra den nu 78-årige Katja Schumann. Og de indrammer på en måde hele Anne Svejgård Lunds smukke og sentimentale dokumentar om den pensionerede cirkusprinsesse.
Schumann er en af de store, europæiske cirkusdynastier. Et dynasti der i generationer bragte julelys i børn og voksnes øjne med deres flotte hestedressurnumre. I 1887 debuterede de i den dengang nyopførte Cirkusbygning. Senere fra 1918-1968 – et halvt århundrede – havde de sommerresidens samme sted.
Katja Schumann var selv indbegrebet af en cirkusprinsesse, lige fra hun som 10-årig debuterede i cirkusbygningen i 1959. Nu er cirkusmanegen erstattet med en faldefærdig bondegård i Løkken, som Katja driver med sin mand Luffe.
Eller Cirkus Gården som den hedder. For inde i en af staldbygninger er opført en manege og hver sommer skaber Katja en forestilling med sine smukke heste. Her forsøger hun at holde liv i de traditioner og det nære forhold til hestene, hun er vokset op med.

En cirkusprinsesse fanget i en indre kamp
Det er let at se, hvorfor Svejgård har følt, at hun bare måtte lave denne film. Lige fra hun mødte Katja for seks år siden på en blæsende mark i Nordjylland og indså, at hun stod midt i resterne af et cirkusdynasti. Langsomt voksede en tillid og et bånd op mellem de to kvinder. Et bånd, der ikke er ulig det, mellem Schumann og hendes heste. For lige som dem er hun stolt og helt sin egen og kan ikke bindes af sadler og bidsler.
Resultater er et følsomt og flere steder dybt rørende portræt af den aldrende cirkusprinsesse fanget i en indre kamp: På den ene side med ønsket om at bevare alt det, som hendes forfædre har bygget op. På den anden side erkendelsen af, at alting forandrer sig. Og at forandring er uundgåeligt.
Vi følger Katja i det daglige arbejde med hestene på gården, hvor hun stadig bor i en cirkusvogn. Vi ser hende forsøge at oplære den unge kvinde Liv til at bære traditionen videre. Et projekt, hvor hun må kæmpe en ny indre kamp om at afgive kontrollen og lade nye kræfter komme til.

Magiske øjeblikke i Frankrig, USA og Cirkusbygningen
Endnu mere rørende bliver det, da Katja kontaktes af en fransk cirkushistoriker og donerer et at sine kostumer til ham. Hun besøger hans samling. Og her omgivet af andre kostumer, som hun har set andre cirkusfolk, hun kendte, bære, opstår et magisk øjeblik. Senere, da hun besøger sine voksne børn i USA, opstår endnu et magisk øjeblik i den gensidige og ofte underspillede udveksling af savn og længsler. Og et tredje højdepunkt er Katjas besøg i den Cirkusbygning, hvor hendes familie huserede i 50 år. Her er det hende, der må vise den nuværende direktør rundt.
“Hvordan føles det at være her igen? spørger Svejgård.
“Det er forfærdeligt….Alt det, man virkelig holdt af i det hus. Dét er væk”, svarer Katja Schumann.

Hestehvisker
Det mest fascinerende er dog at se Katja Schumann i sit rette element i den daglige omgang med sine heste. I en tid, hvor hestedressurverdenen oplever den ene skandale efter den anden, står hun som lysende fyrtårn for det fuldstændig modsatte. I hendes verden er hestene frie – uden seletøj eller fysisk styring. Katja Schumann tvinger ikke sine dyr til noget, men inviterer dem til at samarbejde. Den form for kontrol, hun udøver, er uden magt og udelukkende styret af hestenes egen lyst. Og når hun blidt hvisker til dem, forstår man for alvor hvad respekt mellem mennesker og dyr vil sige.
En plads i manegen nyder også godt af instruktørens erfaring. Som en dreven artist udnytter hun fornemt sine virkemidler. Nutidige optagelser blandes elegant med optagelser fra gamle VHS-bånd, nyhedsindslag og arkivklip. Det ene øjeblik ser vi Katja Schumann ride rundt som yngre i manegen i glitrende kostumer. Det næste lægger hun makeup på sit aldrende ansigt eller går rundt i manegen i stalden.
På den måde er filmen ikke blot blevet et flot værk for eftertiden, men også et smukt og tankevækkende værk for lige nu om at bære traditioner videre eller lade dem gå tabt.
TITEL: En plads i manegen
VARIGHED: 95 minutter
LAND: Danmark
INSTRUKTØR: Anne Svejgård Lund
MEDVIRKENDE: Katja Schumann, Liv Papageorgiou Veiler m.fl.

