DEBAT: John Dillermand – Endelig er der noget sjovt ved tissemænd

”Er jeg den eneste, der finder det forkasteligt, at børn skal synes, det er sjovt at se på voksnes tissemænd på DR Ramasjang?”

Sådan spurgte Dansk Folkepartis næstformand og kulturordfører Morten Messerschmidt forleden på Twitter i det der krænkelsesparate og forargede tonefald, som er forbeholdt politikere, meningsdannere og emsige forældre.

”Hvad er det dog, de har gang i på Ramasjang?”, nåede jeg lige at tænke, inden det gik op for mig, at han hentydede til børnekanalens nye animationsserie John Dillermand. Så grinede jeg!

For jo, det var måske på kanten, hvis Ramasjang helt uden filter klaskede nøgne tissemænd og tissekoner i ansigtet på vores små uskyldige poder, men det er der jo slet ikke tale om her.

Dels er der ikke tale om levende personer. Dels er John med den ustyrligt lange diller klædt i en meget tækkelig Find Holger hvid og rød badedragt. Og den omtalte diller, der mest af alt minder om en lang Spirilhale, er lige så tækkelig rød- og hvidstribet.

Den lange diller er seriens omdrejningspunkt, fordi den har sin egen vilje og dermed konstant bringer stakkels John i problemer. Til tåretrillende latter for børnene, mens folk som Morten Messerschmidt slår korsets tegn.

Man fristes næsten til at sige, at tyv tror hver mand stjæler. For mens børnene sagtens kan se det sjove og frække i dillermanden uden at seksualisere tingene, så er det tydeligt, at Messerschmidt bedømmer det hele ud fra sit lumre, voksenhjørne.

Og han er langt fra den eneste.

”Er det virkelig det budskab, vi ønsker at sende til børn, mens vi står midt i en enorm #Metoo-bølge?”, skriver forfatteren Anne Lise Marstrand lige så skingert forarget i en klumme i Berlingske.

Og helt ude i den akademiske hamp bliver det, når kønsforsker Christian Groos fra RUC folder sig ud i den engelske avis The Guardian og hævder, at ”John Dillermand foreviger ét af det patriarkalske samfunds standard-idéer og normaliserer omklædningsrums-snak…..der er blevet brugt til at undskylde mænds dårlige opførsel.”

Nej, nej og atter nej til hele det forargede hylekor, der åbenlyst har glemt, hvordan det er at opleve verden fra børnehøjde.

John Dillermand handler ikke om blottede, blodfyldte, voksne tissemænd (som så burde kaldes noget andet), Metoo (selv om alle gerne vil have alt til at handle om netop dét) eller patriarkatet (og ja, der ér faktisk ting, der ikke skyldes det).

Det handler om at få børn til at grine ved at bruge noget, der svarer til at lave pruttelyde eller sig et bandeord. Noget der er lidt forbudt, og derfor sjovt. Og frem for alt handler det, som den lange diller finder på af skarnstreger, om alt andet end sex.

På den måde sender John Dillermand præcis det kønsbudskab til børnene, som den skal. De vokser lige nu op i en verden, hvor mænds seksualitet næsten uden undtagelse gøres til noget grimt og væmmeligt, mens kvindernes ditto fremhæves. Og hvor voksne tissemænd er noget ubehageligt og påtrængende, der konstant står på lur for at krænke.

Her er der for en gang skyld en serie, der gør det modsatte og fremstiller dilleren som noget, der måske nok er ustyrligt og har sin egen vilje, men også som noget sjovt og ikke noget, man skal være bange for.

Astrid Lindgren, der skabte nogle af de stærkeste og sundeste rollemodeller for børn i sine bøger, ville modsat Messerschmidt og co have klappet i hænderne over dillermanden, som nogen gange er bange, men som altid finder modet og gør det rigtige til sidst.

Og jeg klapper med.

Til forældre, der stadigt måtte være urolige eller krænkede på børnenes vegne, kan jeg i øvrigt tilføje, at John Dillermand er udviklet med foreningen Sex & Samfund og en børnepsykolog som konsulenter.