Filmanmeldelse: Toy Story 4 – Man griner og græder til Pixars mesterværk

Det er som med ens børn. Man elsker dem, man bekymrer sig vildt, og så griner man og græder bevæget.

Da Pixar lancerede ”Toy Story” for snart 25 år siden, var det ikke bare starten på en helt ny og anderledes animationsverden. Det var også begyndelsen på en af de smukkeste og mest rørende tegneseriefortællinger, der nogen sinde er produceret. Woody, Buzz Lightyear og alle de andre talende legetøjsfigurer gik lige i hjertet. Det var kærlighed ved første blik.

Derfor blev jeg også i stigende grad bekymret, da der først blev lanceret en ”Toy Story 2”(2000) og senere en ”Toy Story 3” (2010). Hver gang sad jeg med hjertet i halsen og tænkte, at nu ville niveauet falde i forhold til forgængerne, og hver gang blev historien bare endnu bedre.

Da det blev annonceret, at der nu ville komme en ”Toy Story 4”, nåede bekymringen derfor nye højder. Især fordi ”Toy Story 3” virkede som den perfekte slutning på en perfekt triologi.

Men jeg lægger mig fladt. Efter at have set ”Toy Story 4” må jeg erkende, at Pixar har gjort det igen og skabt det absolut smukkeste kapitel i Toy Story fortællingen. Jeg blev betaget, jeg grinede højlydt og ikke mindst mod slutningen kneb jeg flere tårer. Alene det, at en animationsfilm kan fremkalde så dybe følelser, siger noget om, hvad det er for en unik ting, som Pixar kan.

”Toy Story 3” handlede om, at legetøjsfigurernes ejer, drengen Andy, var blevet voksen og skulle på college og dermed også vokset fra sit legetøj. Den sluttede så smukt med, at de alle i stedet endte hos pigen Bonnie.

I ”Toy Story 4” er Woody imidlertid ikke længere Bonnies yndlingslegetøj. Hun vil hellere putte hans sherifstjerne på cowboypigen Jessie, mens Woody blivcer efterladt i skabet.

Det svækker dog ikke Woody’s pligtfølelse over for sin ejers velbefindende. Han tager sin eksistentielle krise med ophøjet ro, og da Bonnie er angst for sin første skoledag, sniger han sig med i hendes taske. På skolen sørger Woody for, at dagen bliver en succes, da han giver Bonnie de redskaber, hun skal bruge for at bygge et nyt yndlingslejetøj: En gaffel med piberenserarme, ispindefødder og skøre øjne.
Gafli har dog svært ved at forlige sig med sin nye identitet som legetøj. I hans optik er han et stykke brugt plastikbestik og skrald, og Woody kommer på hårdt arbejde for at hindre Gafli i at kaste sig i skraldespanden.

Da familien tager på tur i deres autocamper, og det lykkes Gafli at hoppe af, hopper Woody uden tøven efter for at bringe ham tilbage. Nu starter et spændende eventyr i den nærliggende by, hvor Woody støder på en meget savnet og ressourcestærk gammel bekendt, men også på den ulykkelige, dukke Gabby Gabby og hendes bande af aflagte bugtalerdukker.

I mellemtiden forsøger Buzz Lightyear og de andre at finde Woody og Gafli. De ender i et omrejsende tivoli, der er på besøg i byen, og møder de to voldelige plysbamser Bunny og Ducky.

Mere skal ikke røbes her andet end, at folkene bag Toy Story demonstrerer en sjælden grad af overskud. Det sprudler i den grad med ideer både visuelt, handlingsmæssigt og dialogmæssigt at der ikke er det mindste strejf af rutine over det.

Pixar’s store styrke er deres evne til at fortælle en almengyldig historie i et unikt univers. Samtidig er de i stand til at levere en stadig mere kompleks historie uden at tabe den magi, der gjorde, at man blev forelsket i venskabet mellem en cowboy og en rumhelt for snart et kvart århundrede siden.

Temaet for ”Toy Story 4” er, hvordan man tackler at blive ældre og finder mening med sit liv i en verden, der ikke længere har samme brug for en, som den havde engang. Men også om at bryde med sine indre vaner og bånd og have øjnene og hjertet åbent for nye muligheder og eventyr. At affinde sig med sin rolle her i livet eller finde en ny. Og at vi alle bærer hovedansvaret for at være tro mod vore længsler og drømme.

Dét tema rækker langt ud over filmens animerede figurer og er også overraskende voksent, når man tager Pixar-universets kernemålgruppe i betragtning.

Pixar har imidlertid været der før med den lige så fremragende ”Op”  (2009). Når det også lykkes denne gang, er det fordi ”Toy Story 4” taler til nostalgien i os alle – over en svunden barndom, en gammel kærlighed eller livet selv. Og for de mange, der selv var små børn, da den første Toy Story film blev lanceret, og som nu er voksne, også nostalgien over at gense nogle elskede figurer.

Forhåbentlig er det slut nu. Med fare for at skulle bekymre mig igen engang, vil jeg hævde, at Toy Story nu er afsluttet på sjoveste og smukkeste vis.

Toy Story 4 – 100 minutter – USA – Instruktør: Josh Cooley – Medvirkende (danske stemmer): Preben Kristensen, Ann Hjort, Thomas Eje, Jesper Asholt, Kathrine Greis-Rosenthal m.fl.