Filmanmeldelse: Smerte og ære – Mesterlig Almodovar spejler sig selv i ny film

Om få dage fylder Spaniens største filmauteur Pedro Almodovar 70 år. Og torsdag får hans 21. film ”Smerte og ære” premiere i Danmark. Den handler om en aldrende instruktør i kreativ tomgang med skrantende helbred og lurende depression.

Det er næppe noget tilfælde, at personen Almodovar og hovedpersonen i hans nye film virker som spejlinger af hinanden.

Lige siden starten af sin karriere har hans film været meget personlige med enorme strømme af sympati over for homoseksuelle og transvestitter (Aldomovar er selv homoseksuel), mangedimensionelle kvindelige heltinder og seksuel og menneskelig nysgerrighed og grænsesøgning.

Nu kommer han så med en film, der viser,  at den altomfavnende humanisme, som er varemærket i hans film, og som han er vidt beundret for, aldrig har favnet ham selv. Han trækker tæppet bort og afslører alle sine egne tvivl og usikkerheder personificeret i den aldrende instruktør Salvador Mallo (Antonio Banderas).

Malo er midt i en dyb kunstnerisk krise, som falder sammen med, at en af hans første film er blevet restaureret og genudsendt med stor succes. Han kontakter filmens hovedperson Alberto Crespo (Asier Etxeandia), som han ikke har talt med i over tredive år, fordi de blev uvenner.

I sit bohemehjem introducerer Crespo ham for heroin og i sin heroindøs genoplever Malo nogle af sine tidlige minder: Hans barndom i 60’erne, hvor han emigrerede med sin familie til den fattige landsby Paterna, hans mor Jacinta (Penelope Crux) hans skolegang, hans erkendelse af at være homoseksuel, hans første voksne kærlighed i Madrid i 80’erne og hans vej ind i filmens verden.

Og sådan flyder vi ud og ind mellem fortid og nutid, mens Almodovar konstruerer et patchworktæppe for øjnene af os over sit eget liv, sine film og de skuespillere, han har arbejdet sammen med. En ting fører til en anden eller sidelæns eller tilbage til en tredje eller til endnu et minde.

Selv om der er mere smerte end ære i filmen er Almodovars nyeste værk dog først og fremmest en film om fornøjelse, som selv er en fornøjelse at overvære: Vittig, intelligent og følsomt indlevende.

”Smerte og ære” handler om kærlighed, minder, kunst, mødre, elskere og fremfor alt om sig selv. Hvis det var en anden end Almodovar, der styrede løjerne, ville det virke selvsmagende, men den spanske instruktør er mester i personlige referencer og intertekstualitet, og aldrig har det været tydeligere ned her: En film i en film, en fortælling i en anden fortælling og en drøm inden i en anden drøm.

Antonio Banderas, hvis karriere selv kickstartede i roller i Almodovars film i begyndelsen af 80’erne, træder ind i rollen som Salvador Mallo med en tyngde og selvfølgelighed, som om han var født til at spille den aldrende instruktør.

En mand der ikke har arbejdet i årevis, men som har tjent penge nok til at kunne leve komfortabelt blandt sine dyre kunstværker, mens han grubler over sine mange helbredsproblemer: Hovedpiner, rygsmerter, problemer med at kunne synke andet en flydende kost og generel depression. Alt sammen noget, der på en eller anden måde er forbundet med han kreative blokering.

Mange af hans minder kredser om moderen, der spilles brilliant af en anden Almodovar-veteran Penelope Cruz. Og af Julieta Serrano som gammel og døende matriark, der skarpt tager afstand, da sønnen spørger til hendes egne minder: ”Jeg ønsker ikke noget af dette i dine film”.

Hvis man overhovedet skal kritisere noget i “Smerte og ære”, er det, at filmens hoppen frem og tilbage og indirekte måde at formidle tingene på, gør, at man ikke helt føler det følelsesmæssige mavespark, som man burde. Samtidig gør det, at der er noget ufærdigt over filmen, men måske er det bare sådan, at livet er.

For Almodovar-nybegyndere er denne film et godt sted at starte. For garvede Almodovar-fans, der har brugt tre-fire årtier på den spanske instruktørs univers, er “Smerte og ære” en Almodovar-katarsis. Aldrig før har denne mesterinstruktør udstillet sin sjæl så nøgent.

Smerte og ære – 114 minutter – Spanien – Instruktør: Pedro Almodovar – Medvirkende: Antonio Banderas, Penelope Cruz, Asier Etxeandia, Leonardo Sbaraglia, Julieta Serrano m.fl.