

Der er SÅ mange grunde til at Anders Matthesens film ”Ternet Ninja” (2018) skulle have en efterfølger.
For det første fordi, at Anders Matthesen som ingen andre har fingeren på pulsen både hvad angår humor og alvor. Han evner simpelt hen at skrive et manuskript og nogle replikker, hvor store eksistentielle pointer som kærlighed, venskab og at huske at være tro mod den, som man er, pakkes ind i befriende politisk ukorrekthed, så man griner med hele vejen.
Hvem ellers kunne midt under MeToo – endda som mand – slippe afsted med en figur som Onkel Stewart som er indbegrebet af sexisme, racisme og alle mulige andre –ismer. En mand som bander, stjæler, drikker, tager stoffer og går på bordel. Og som alle alligevel jubler over, når dukker op, fordi han minder os om, at det hele også kan blive for pænt og stuerent uden kant.
Eller hvad med en ninjadukke, der siger, at han ikke bryder sig om sin nye uniform fordi han ”ikke skal være en kælling”. Eller en papbror, der spørger hovedpersonen, om hans ninjadukke ikke er lidt homo.
Det er så den anden grund til, at ”Ternet Ninja 2” er en indlysende god idé. Publikum elskede den første film, og de kommer også til at elske efterfølgeren. Det handler simpelt hen om udbud og efterspørgsel og om at fodre markedet med det, som det tørster efter.
Hvilket leder hen til den tredje og sidste grund til, at ”Ternet Ninja 2” nu har sparket dørene ind på biografsale over hele landet: Den er simpelt hen en rigtig god forretning.
”Ternet Ninja” solgte i alt 928.987 biografbilletter i danske biografer. Det giver den en 18. plads blandt de mest sælgende film de seneste 45 år. Der skal noget til, hvis efterfølgeren skal klare sig lige så godt, men biograferne har tilsyneladende lugtet guld. Hvordan forklarer man ellers, at en biograf som Big i Herlev viser filmen mellem 20 og 25 gange om dagen – en helt uhørt høj frekvens.
Alle de gode grunde ville dog være fuldstændigt ligegyldige, hvis filmen ikke holdt, men det gør den heldigvis.
Det er blevet dagligdag for Aske efter de hæsblæsende begivenheder i ”Ternet Ninja”. Han har svært ved at holde ninjaformen, og hans udkårne Jessica svarer ikke på hans opkald, fordi hun har kastet sin interesse på en ældre badboy.
Og så midt i al elendigheden dumper den hævnende ninjasjæl pludselig ned i hans liv igen. Først i form af et pindsvin, men hurtigt i ny ninjadukke, som Aske får sin mor til at sy.
Den onde legetøjsfabrikant og barnemorder Philip Eberfrø er nemlig på vej ud af det thailandske fængsel, hvor han endte i første film, fordi beviserne mod ham er væk.
Nu går han på jagt efter de sidste vidner – de børn der har overværet hans forbrydelser. Derfor må Aske og den ternede ninjadukke igen på en mission for at stoppe ham. Aske får snart manipuleret sin familie til at holde ferie i Thailand, og er snart lige i hælene på Eberfrø.
”Ternet Ninja 2” er en film, der fungerer på stort set alle planer: Tempoet er højt, animationen i top og dialogen veksler ubesværet mellem grovkornet humor og hjertevarme budskaber. Og så er Anders Matthesens timing skarp som en ragekniv uanset, hvad han leverer. Når tre små prikker på Askes mobil viser, at Jessica endelig er ved at besvare hans mange beskeder, hvorpå de forsvinder og dukker op igen og igen og igen, så er det ikke længere animation, men et smukt og smertefuldt filmøjeblik.
Det er svært at sige, om man bør håbe på en tredje Ternet Nija film, for hold op hvor vil det være ærgerligt, hvis den ikke kan holde samme høje niveau som de to første. Men hvis nogen kan gøre det, så er det Anders Matthesen, så jeg vover det ene øje og siger ”lav den”.
Ternet Ninja 2 – 86 minutter – Danmark – Instruktør: Anders Matthesen – Medvirkende (stemmer): Anders Matthesen

