Filmanmeldelse: Hotel Transylvania 3 – Veloplagt monsterferie
For seks år siden stiftede verden for første gang bekendtskab med ”Hotel Transylvania” – Grev Draculas hotel, hvor alverdens monstre kan få sig et velfortjent pusterum.
Filmen gik lige i hjerterne hos sit 8-12 årige kernepublikum. Og siden har tweens gået rundt og deklameret ”Jeg er Dracula, bla bla bla”.
Den slags succeser får ikke lov at stå alene. Filmen blev efterfuldt af en to’er i 2015, og nu har nummer tre – der meget passende har titlen ”Hotel Transylvania 3: Monsterferie” – ramt de danske biografer.
Mens den første film handlede om Draculas datter Mavis’ forhold til menneskemanden Jonathan og nummer to om deres barn Dennis og hans måske/måske ikke vampyrevner, stiller 3’eren skarpt på Draculas eget kærlighedsliv.
Efter en indledning om monsterjægeren Abraham Van Helsings årelange jagt efter Dracula omkring år 1900, springer vi frem til nutiden. Her har Mavis bestilt et fælles cruise for hele monsterfamilien for at glæde sin far, der er begyndt at virke træt og gnaven.
Først er han imod turen, for hvorfor tage på ferie på et flydende monsterhotel, når man selv driver et af slagsen? Men da Dracula ser den smukke menneskekaptajn Erika falder han pladask for hende.
Hun virker også interesseret, men har hun reelle hensigter? Erika er nemlig oldebarn af Van Helsing og udset til at gennemføre hans plan om at udryde Dracula og resten af monstrene én gang for alle.
Hvis man tror, at familien Dracula har mistet pusten, bliver man glædeligt overrasket. ”Hotel Transylvania 3” virker nemlig lige så frisk og fuld af fortælleglæde, som den første film gjorde i 2012.
Der er selvfølgelig masser af plat falden på halen komik. Frankenstein viser sig af have gamblertendenser, der ender med at koste ham hænderne. Hr. og Fru Varulv opdager til deres begejstring, at der er en børnehave på skibet, hvor de kan afsætte deres tornado af en varulveungeflok. Og Dracula selv er så blind af kærlighed, at han vader rundt på skibet som en lallende zombie, mens Erika prøver at gøre det af med ham på forskellig vis. I stedet rammes hans ven slimbolden i stedet af alt fra strømpistoler til både, der falder ned i hovedet på ham.
Det, der for alvor holder en fanget, er dog, at der bag løjerne gemmer sig en ægte hjertevarme og en smuk morale om, at vi alle inderst inde er ens, og derfor burde møde hinanden med kærlighed i stedet for at bekrige hinanden. Et smukt budskab til de opvoksende generationer i en tid, hvor næstekærligheden og rummeligheden er understærkt pres overalt på vore planet – monstre eller ej.
Læg dertil, at det hele er pakket lækkert ind med flotte animationer og cool musik, og man har opskriften på den perfekte familieflugt væk fra hedebølgen og ind i biografens eventyrlige mørke på herlig monsterferie.
Hotel Transylvania 3: Monsterferie – 97 minutter – USA – Instruktør: Genndy Tartakovsky – Medvirkende(stemmer): Niels Ellegaard, Thea Iven Ulstrup, Benjamin Hasselflug, Iben Hjejle m.fl.