Filmanmeldelse: Ice Age: Den vildeste rejse – Vildt skuffende
– Det er egernets skyld det hele!
Sådan fortalte min 8-årige datter jublende sin mor, efter at hun havde været inde og se det femte og seneste skud på ”Ice Age” stammen ”Ice Age – Den vildeste rejse”.
Og ja, det lille agern-tørstende fortidsegern Scrat er rent faktisk skyld i både vores solsystems opståen og den meteor, som er i fare for at ramme jorden og udslette alt liv i den hyggelige Ice Age verden.
Scrats evige jagt på at få knækket sit agern (hvorfor er den ikke død af sult for længst?) fører i filmens indledningssekvens til, at den havner i et rumskib og skydes ud i rummet med stor ravage til følge.
Jeg husker endnu startscenen med Scrat i den første Ice Age film i 2002 – et lille stykke funklende klassisk animationskomik perfekt timet og udført, som stadig holder den dag i dag. Nu 14 år og fire film senere, er glansen og nyhedens interesse imidlertid gået af både Scrat og resten af Ice Age universet. Der er ingen udvikling eller fornyelse længere blot mere af det samme og en fornemmelse af, at tiden er gået.
I løbet af de fem film har seriens tre hovedpersoner – mammutten Manfred, sabeltigeren Diego og dovendyret Sid – reddet et menneskebarn, frelst deres dal fra oversvømmelse, besøgt en underjordisk verden fyldt med forhistoriske dinosaurer og kæmpet mod istidspirater.
Nu er der imidlertid gået familie i den. Manfred er gift med Ellie og døjer med alle de sædvanlige forældre-kvababbelser i forbindelse med datteren Ferskens snarlige giftemål og udsigten til, at hun flytter hjemmefra. Diego og hans kæreste Shira overvejer at få børn, mens Sid er deprimeret over ikke at have en kæreste. Selv i istiden er parforholdet åbenbart det eneste saliggørende.
En meteorregn slår hul i familieidyllen. Snart står det klart – via en besked fra endnu et indefrosset rumskib – at en større og endnu mere ødelæggende meteor er på vej mod jorden og truer med at udslette pattedyrene på samme måde som dinosaurerne.
Hjulpet af deres Indiana Jones inspirerede ven Buck fra den underjordiske fortidsverden drager hele den brogede familie nu afsted for at finde en måde at forhindre meteoren i at ramme jorden.
Undervejs jages de af tre hævngerrige flyveøgler og finder et new age-agtigt Shangrila-agtigt samfund i resterne af en tidligere meteor og lærer, at man kan overvinde selv arternes udryddelse, hvis man arbejder sammen.
Mens plottet i den første Ice Age film var en stramt fortalt historie om mødet mellem tre meget forskellige karakterer og deres fælles kamp for at beskytte og tilbagelevere et menneskebarn, flakser fortællingen i den nye film hid og did.
Ice Age konceptet har således for længst udspillet sin rolle, hvilket desværre aldrig har forhindret producenterne i at fortsætte. Resultatet er en film, hvor Scrat fra at være en morsom bifigur overtager store dele af scenen, hvor en hovedperson som Diego nærmest er reduceret til en bifigur, og hvor man allerede halvejs gennem den godt halvanden time lange fortælling tager sig i at glippe søvnigt med øjnene og tænke på, hvor ligegyldigt det hele er blevet.
Min datter jublede, ja og det vil andre børn sikkert også gøre. Imidlertid fortjener både børn og voksne langt bedre, mere kreative og mindeværdige animationsfilm end dette, men den slags er for længst uddøde hos Ice Age folkene.
Ice Age: Den vildeste rejse – 94 minutter – USA – Instruktør: Mike Thurmeier – Medvirkende: (Danske stemmer) Thomas Mørk, Jens Andersen, Michael Carøe, Jens Jacob Tychsen, Ellen Hillingsøe, Malte Milner Find, Sarah-Sofie Boussnina m.fl.
