”Han er det fremtidige lig.”
Med disse ord slås tonen an i den franske instruktør-auteur Francois Ozons nyeste film ”Sommeren 85”.
Døden er med lige fra starten, hvor den purunge, 16-årige Alexis bliver reddet fra at drukne i en bådulykke under et uvejr af den lidt ældre, dragende David. Og den hænger ved hele vejen gennem.
Vi ved allerede fra begyndelsen, hvor Alexis føres gennem en korridor af en betjent og i en voiceover fortæller sin udgave af historien, at det ikke ender godt for de to.
Præcis som vi ved, at den jomfruelige, blonde Alexis og den mere erfarne David en der som både venner og kærester. Der er en umiddelbar kemi og gnist imellem dem, som springer fra lærredet fra første scene og brænder sig vej ned til publikum.
Derefter går historien sin egen skæbnesvangre gang, for mødet mellem de to bliver på mere end én måde skelsættende. David udfordrer således Alexis og tager ham med på halsbrækkende motorcykelture. Først med hjelm og siden uden, så man mærker uroen krybe op langs ryggen.
De to unge ender selvfølgelig også med at have sex. Om det sker med eller uden kondom vides ikke, for på gammel-Hollywoodsk manér stopper kameraet dydigt uden for soveværelsesdøren. Spørgsmålet lurer imidlertid, fordi 1985 også var det år, hvor AIDS for alvor blev sin tids svøbe. Og selv om bogen, som filmen bygger på, udkom inden AIDS blev kendt over hele verden, og den dødbringende sygdom ikke nævnes overhovedet i ”Sommeren 1985”, aner man alligevel også her en leg omkring døden.
Som en sidste døds-henvisning indgår David og Alexis en pagt om, at den af dem, som lever længst, skal danse på den andens grav.
Det hele er skildret ud fra Alexis’ point-of-view, lige fra han bliver forelsket i David over hals over hoved, til beskrivelsen af Davids borderline-agtige mor og hans blandede følelser over for den engelske tomboy au pair pige Kate, som David også er interesseret i.
Det er Francois Ozons 19. film, og på mange måder føles det som om, at han her fuldender den cirkel, som han begyndte for et kvart århundrede siden i slutningen af 90’erne.
Stilistisk minder ”Sommeren 85” således om den ligefremme, dristige stil i Ozons tidligste værker. Men historien og personernes tilsyneladende naivitet er ikke bare et ærefuldt buk tilbage i tiden. Det er en mesterlig fortællers drevne måde at forføre sit voksne publikum til at opleve og overveje, hvordan unge mennesker lever og taler om deres liv.
Når teenagere oplever ting for første gang vender de sig ofte mod film og musik for at hente inspiration til at håndtere de store følelser. Ozon gør det samme og henviser ikke blot til sin egen kortfilm ”A Summer Dress” (1996) fra hans egen ungdom, men fylder også sin film med musik fra Rod Stewart til Bananarama og The Cure.
Og til tonerne af fra hits som ”Sailing” og ”In Between Days” driver ”Sommeren 85” afsted mellem romantik og melankoli og store følelser.
Sommeren 85 – 100 minutter – Frankrig og Belgien – Instruktør: Francois Ozon – Medvirkende: Félix Lefebvre, Benjamin Voisin, Philippe Veige, Valeria Bruni Tedeschi, Melvil Poupaud m.fl.
