Hvad gør man, når man er fanget mellem kærlighedspligt og egen lykke? Dette dilemma bliver sat humoristisk og hjertevarmt på spidsen i den irske komedie Four Mothers.
Den homoseksuelle romanforfatter Edward (James McArdle) bor i Dublin sammen med sin mor, der efter et slagtilfælde har mistet stemmen og har brug for hans hjælp til at klare dagen. Da hans debutroman, Aeon, skal udgives i USA, planlægger forlaget en bogturné, som han siger ja til. Problemet er bare, at han ikke har sagt det til sin mor. Og han er splittet mellem sin pligtfølelse overfor hende og det brændende ønske om at tage på turnéen.
Men før han skal afsted, dumper Edwards to venner (der også bor sammen med deres mødre) de aldrende kvinder hos ham for at tage til Maspalomas Pride på Gran Canaria. Og da han ringer til sin psykoterapeut (der pudsigt nok også bor hos sin mor) for at beklage sig, synes han, at det er en så fremragende en ide, at han gør det samme.
Pludselig står Edward med huset fuldt af excentriske, ældre kvinder, der alle er vant til at blive vartet op af deres homoseksuelle sønner. Han står nu ikke alene med ansvaret for sin mor, men også med tre andre kvinder, som alle er mere eller mindre hjælpeløse og krævende.
Det kan måske virke lidt søgt at have så mange homoseksuelle mænd, der bor med deres mødre i samme film og man undrer sig over, om det virkelig er en ting i Irland. Men når det er sagt er setuppet ganske underholdende.
Four Mothers kunne nemt være blevet en klichefyldt sag, hvor Edward knoklede sig halv ihjel for de gamle damer. Og løb ind og ud af døre som i en Noël Coward komedie. I stedet bliver det en udviklingsrejse på tre intense dage hvor ikke alene Edward bliver opmærksom på nye sider af sig selv. Men hvor også de lidt forstenede kvinder vågner – eller kommer til sig selv – i de nye rammer og hinandens selskab.
Den forløsende engel i fortællingen er Edwards ekskæreste fysioterapeuten Raf, som hjælper til i menageriet. Edward er aldrig holdt op med at elske Raf, men samtidig er han også for ubeslutsom og pligtopfyldende til at kunne gå helhjertet ind i et forhold. Eller som Raf forløsende siger det: ”Kan du ikke for en gangs skyld tage en beslutning og holde dig til den?”
Four Mothers skildrer det komplekse forhold mellem mor og søn. Også her kunne filmen have været en grel affære med en karikeret egoistisk og kommanderende mor. Men det er ikke tilfældet med Alma. Vist koster hun rundt med Edward. Men hun er også indsigtsfuld og hjertevarm, når hun taler med sin udtryksfulde mimik eller med maskinstemme gennem sin iPad. En fremragende præstation fra Fionnula Flanagan.
Filmen er skrevet og instrueret af de to brødre Colin og Darren Thornton og er delvist autobiografisk. Den er et remake af den italienske film Sommerfrokost i Rom (2008), men samtidig inspirereret af brødrenes egne oplevelser med deres mor i hendes sidste leveår.
De italienske midaldrende mænd fra den oprindelige film er skiftet ud med irske homoseksuelle. Og det giver filmen en særlig twist, at sønnernes homoseksualitet og coming out-historier er med til at binde mødrene sammen. På trods af, at ingen af dem som udgangspunkt ønsker hinandens selskab.
Four Mothers er en rigtig feel good film, men på den gode og ikke den kvalme Hallmark-måde. Den har en rørende, dyb tone, og er til tider rent ud sagt bevægende. Karaktererne, der i udgangspunktet kan forekomme klichéprægede, har bid og sødme. De udvikler sig igennem filmen, så man til sidst står med helstøbte mennesker, der engagerer tilskuerne.
Det gælder dog ikke de tre andre sønner. De bevæger sig aldrig ned under overfladen, men det kan man nok heller ikke forvente af dem, eftersom de blot eksisterer for at sætte handlingen i gang.
Four Mothers – 99 minutter – Irland – Instruktør: Darren Thornton – Medvirkende: James McArdle, Fionnula Flanagan, Stella McCusker, Gordon Hickey, Dearbhla Molloy, Gaetan Garcia m.fl.
