Filmanmeldelse: Lion – Lang vej hjem i indisk tåreperser
Det australske drama ”Lion” kommer til Danmark med seks Oscar-nomineringer i bagagen og et hav af andre nomineringer og vundne priser.
Den er da også klassisk Oscar-materiale: Episk storslået, menneskeligt rørende og så fyldt med følelser, at det flyder i en lind strøm fra lærredet ud over publikum. Og som toppen af kransekagen har den ”historien” – en gribende fortælling, der henter en stor del af sin styrke fra, at den bygger på en sand begivenhed.
Det er en forbløffende historie af den slags, som kun opstår i den virkelige verden: Den fem-årige og ludfattige Saroo tager på natarbejde med sin bror Gaddu. Han efterlades på en bænk på en togperron i Kandahar i Indien, forvilder sig ind i et tog og falder i søvn, og ender mod sin vilje 1.600 kilometer væk i den brusende storby Kolkata.
Den første nat sover Saroo på et stykke pap i en tunnel sammen med de andre gadebørn, indtil gruppen vækkes af nogle voksne, der griber fat i dem. Saroo flygter videre i en verden, han ikke forstår. Han snakker hindi, ikke bengali som de fleste i byen og må leve af at stjæle mad fra de offergaver, folk har bragt til guden Ganesh. Han møder en kvinde, som sætter ham i kontakt med en farlig mand og ender hos politiet, hvor han hverken kan huske sin mors navn eller navnet på sin landsby.
Saroo er dog heldig. Han bliver adopteret af et kærligt par fra Tasmanien, John og Sue Brierley, som også adopterer et andet barn fra Indien. Her vokser han op i trygge omgivelser, men 20 år senere, da han er på hotelleder-kursus i Melbourne, vender fortiden tilbage. Sarro begynder at huske brudstykker af sit liv, og bliver besat af tanken om at finde sin biologiske familie.
Han begynder derfor at lede efter sin hjemegn på Google Earth. Det bliver en årelang jagt, inden han omsider finder et landskab, som virker bekendt. Dermed er der lagt op til en rejse tilbage til Indien og den tårepersende slutning, der ikke lader de mest følelsesladede afsnit af programmet ”Sporløs” noget efter.
For selvfølgelig er det rørende, når Saroo efter 25 år finder sin tabte familie, men alligevel har man svært ved at engagere sig 100 procent i ”Lion”, fordi den veksler uelegant mellem kras socialrealisme og forceret tåreperseri.
Det er filmens første tre kvarter, hvor man følger den lille Saroo’s kamp på gaderne, der er dens sande styrke. Det er her, at instruktøren Garth Davis får iscenesat nøden og fattigdommen, så den både kan ses, høres og næsten lugtes ud i biografsalen.
Da historien skifter til Tasmanien, mister den imidlertid sit vigtigste kort og den voksne Saroo’s årelange søgen på Google, hvor han isolerer sig fra både sin familie, sine studier og sin kæreste, bliver hurtig en lidt langstrakt og selvynkende affære.
Den voksne Saroo spilles af Dev Patel, som alle stadig husker fra ”Slumdog Millionaire”. Her fungerer det dog ikke rigtigt for ham. Når Saroo råber af sin kæreste ”Hvordan tror du det føles,” at vide, at ens familie råber ens navn hver dag uden at få svar?”, så virker det underligt påklistret og kunstigt på grænsen til det kliché-banale.
Filmen vokser i intensitet igen mod slutningen, men noget helstøbt værk bliver den aldrig.
Nicole Kidman får det optimale ud af rollen som Saroo’s adoptivmor og leverer filmens bedste voksen-præstation skarpt forfulgt af Rooney Mara som Saroos hårdtprøvede kæreste.
Det samlede indtryk er dog, at Oscar-juryen gerne må springe løven over, når priserne skal uddeles.
Lion – 118 minutter – USA, Australien og England – Instruktør: Garth Davis – Medvirkende: Sunny Pawar, Abhishek Bharate, Priyanka Bose, David Wenham, Nicole Kidman, Rooney Mara, Dev Patel m.fl.
