Berlinalen 2017 dag 4 – Chilensk transkønnethed

”Gratis øl til dig på hele festivalen! Du har fundet mit motto!”

Sådan lød ordene fra Berlinalens direktør Dieter Kosslick, da han kort før festivalens start blev interviewet af Politikens Europa-korrespondent Erik Jensen.

Erik Jensen havde spurgt Kosslick om, hvad Berlinalen egentlig er for en størrelse? Om den er en politisk opsang, en kunstnerisk kraftpræstation eller slet og ret underholdning med holdning?

”Underholdning med holdning! Det er lige præcis det, som vi vil” udbrød Kosslick begejstret.

Og sandt er det, at Berlinalen altid har ønsket at have politisk kant.

– Jeg kunne virkelig godt tænke mig at få folk til at se på noget i stedet for altid at se væk. Vi ser efterhånden aldrig på hinanden eller på den virkelighed, vi deler. Vi ser altid ned på de fordømte mobiltelefoner. Hvis jeg kunne få folk til at lade dem ligge i ti dage og i stedet for se nogle gode film og dermed blive konfronteret med verden, sig selv og deres omgivelser, så ville jeg være glad, sagde Berlinale-direktøren til Politiken.

Hans udtalelse står dog lidt i kontrast til det, som den unge receptionist på mit hotel fortalte mig i morges. Han ville gerne have set mange flere Berlinale-film, men måtte erkende, at man ofte skal gennem nogle Lars von Trier agtige benspænd for at få billetter. Kun en lille del af biletterne udbydes således på nettet. Resten kan man kun få fat i ved at troppe op på et af de kun fem udsalgssteder i byen og stille sig bag i køen – eller lidt længere fremme, hvis man står tidligt op. Og der kan kun købes biletter til samme og næste dag.

– Der var fire film, jeg gerne ville have set, men jeg kunne ikke få biletter til nogen af dem, desværre. De burde ændre billetsystemet, forklarede receptionisten. Det råd er hermed givet videre.

Et andet spørgsmål er, hvad Berlinalens overordnede tema egentlig er i år? Hvis jeg kigger på de 10 film, der indtil videre er blevet vist i hovedkonkurrencen, er det lidt af en udfordring at finde en fællesnævner.

Er det mon musik og musik som bindeled mellem mennesker? Det musiske var i hvert fald i centrum i åbningsfilmen ”Django”, lige som en bestemt sang spillede en central rolle i den underfundige, meget romantiske ”On Body and Soul”. I den østrigske komedie ”Wilde Maus” var hovedpersonen en midaldrende musikkritiker, der bliver fyret fra sit arbejde, og på sammen måde var sangen og musikken udgangspunktet i den afrikanske ”Félicité”.

Et andet tema kunne være retten til at leve på sine egne præmisser. I ”Django” ønsker Django Reinhardt ikke at blive blandet ind i 2. verdenskrig, men ville bare leve af sin musik. I den polske ”Pokot” forsøger en pensioneret ingeniør at skabe en verden, hvor dyr ikke blive dræbt for sjov eller for at vi mennesker kan spise dem. I den engelske ”Viceroys House” kæmper inderne for at få lov til at bestemme over deres eget land, og i den chilenske ”Una Mujer Fantastica” må hovedpersonen Marina slås for at leve sit liv som transkønnet uden fordomme fra omgivelserne.

Eller måske er temaet usædvanlige kærlighedshistorier. I ”On Body and Soul” kæmper de to hovedpersoner i hvert fald for at nå ind til hinanden i virkeligheden, lige som de allerede deler den samme drøm om natten. I ”Pokot” falder hovedpersonen for hele to mænd og får på forunderlig vis dem begge, og i ”Félicité knytter filmens centrale trekløver deres helt egne bånd på tværs af alle konventioner.

Måske er svaret en blanding af de ovennævnte tre eller noget helt fjerde. Gætterierne vil helt sikkert fortsætte, men for CineMadsen er Berlinalen slut for denne gang. I år blev det kun til fire dages intens filmfestival, men som jeg skrev i det første indlæg: En halv Berlinale er bedre end ingen Berlinale til hver en tid.

Dagens film

POKOT.
Den polske instruktør Agniezka Holland er ikke hvem som helst. De seneste 35 år har hun lavet over 30 film og vundet alskens priser inklusive en Emmy Award, en Golden Globe, en Gylden Løve og BAFTA. Hendes nyeste film ”Pokot” er da heller ikke hverdagskost, men derimod sin helt egen. Den pensionerede ingeniør Duszejko lever et afsondret liv nær en bjerglandsby på grænsen mellem Polen og Tjekkiet. Hun tror på astrologi, er fanatisk veganer, fører en indædt krig mod de lokale jægere og er lige så karismatisk som excentrisk. Da hendes to elskede hunde en dag forsvinder, begynder der at ske mærkelige ting i området. Duszejko finder liget af sin nabo med dyrespor ved siden af. Senere dør andre af de lokale jægere. Duszejko er overbevist om, at det er dyrene, som er begyndt at hævne sig, men har hun ret, eller er der andre, som er på hævntogt. Holland mikser ubesværet de forskellige genrer, og resultatet er en film, der er lige så anarkistisk som sin heltinde og lige dele humoristisk detektivhistorie, dystert-spændende øko-thriller og feministisk eventyr. Hele tre ting som et lækkert Kinder-æg ig lige så fyldt med overraskelser.

VICEROYS HOUSE
For lidt over halvfjerds år siden blev Indien delt i to: Det muslimske Pakistan, og det moderne sekulære Indien. Den engelsk/indiske film ”Viceroy House” handler om de dramatiske uger og måneder, der ledte op til delingen. Dronning Victorias barnebarn Lord Mountbatten ankommer til Indien i 1947 for at blive landets sidste britiske vicekonge. Hans mission er at sikre Indiens overgang til selvstændighed, men det bliver en hård opgave, for landet er dybt splittet af religiøse stridigheder. Mountbatten ønsker at bevare landet som en samlet enhed, men må snart indse, at det ikke alder sig gøre. Samtidig bliver den forbudte forelskelse mellem to af vicekongens ansatte, hinduen Jeet og den muslimske kvinde Aaila, gjort endnu mere umulig af konflikten. ”Viceroy House” er flot sat op, men lider under, at den prøver at forene en dokumentarisk fremstilling af begivenhederne i 1947 med en ret beset banal kærlighedshistorie. Og med en spilletid på syv kvarter er det svært at få alle trådene flettet sammen, så filmen ender mellem to stole.

A FANTASTIC WOMAN
I 2013 var chilenske Sebastian Lelos ”Gloria” en af de helt store oplevelser på Berlinalen. Sjældent var en midaldrende kvindes seksualitet og lyst blevet skildret med så meget power og vovemod, at lidenskaben kunne mærkes helt nede i salen. Derfor var forventningerne store til hans nye film ”A Fantastic Woman”. Filmen handler om den transkønnede Mariana, hvis 20 år ældre kæreste Orlando efter en romantisk middag og aften bliver bleg og dårlig og kort efter dør på hospitalet. Marina skal nu kæmpe en hård kamp. Orlandos kone og søn afviser hende og føler sig truet af hendes seksuelle identiet. Udover at skulle bearbejde sorgen over Orlandos død, bliver hun nu også nødt til at forsvare sig mod omverdenens fordomme og ydmygelser. Daniela Vega løfter rollen som Marina smukt, men hvor Gloria sprudlende er ”A Fantastic Woman” et langt mere indadvendt drama, hvor det meste sker inden i personerne. Så festfyrværkeriet og eventyrfornemmelsen udebliver desværre.