Filmanmeldelse: En-to-tre-nu – Banal filmatisering af populær roman

Det er en gammel sandhed, at de mest intense kærlighedshistorier er dem, hvor et eller andet uopretteligt ender med at skille de elskende. Tænk bare på Romeo & Julie, som aldrig ville være blevet det samme megahit, hvis ikke de to hovedpersoner var døde.

Sådan er det også i Jesper Wung-Sungs populære ungdomsroman ”En-to-tre-nu” (2001), som ved Regner Grastensmellemkomst og med Barbara Topsøe-Rothenborg i instruktørstolen er blevet filmatiseret.

Den unge elite-basketballspiller og gymnasieelev Jeppe har svært ved at forene lektierne i med træningen – og egentlig også svært ved at finde ind til sin indre fighter på banen.

Det ændrer sig imidlertid, da han møder og falder pladask for Cecilie, der netop er flyttet til Svendborg fra Odense og startet på gymnasiet. Det er den store, altfortærende forelskelse for begge. Men indeni i Cecilie er der noget andet, som gnaver. Hendes humørsvingninger mellem sprudlende livslyst og afvisning af Jeppe dækker over en dyster hemmelighed.

Cecilie er nemlig alvorligt syg, men de to unge nægter at synke ned i mismodet. I stedet forsøger de at gribe livet og deres kærlighed med fuld styrke, selv om omgivelserne ser bekymret til.

”En-to-tre-nu” forsøger tydeligvis at skabe en dansk ”En flænge i himlen”. Desværre er den grundlæggende banale kærlighedshistorie ikke blevet mindre banal af at blive filmatiseret – tværtimod.

Da Jeppe ser Cecilie første gang, er det til gymnasiets morgensamling, hvor hun vælger at synge Leonard Cohens ”Bird on af Wire” for at præsentere sig selv.

I bogen synes Jeppe, at det virker forkert og er for meget. I filmen bliver det imidlertid til en nærmest kliché-agtig kærlighed-ved-første-blik scene med projektørlys på de to unges ansigter, mens resten fortoner sig i skyggerne.

Og senere, da Cecilie med Jeppes hjælp flygter fra sygdommen og hospitalet tager de to gudhjælpemig til Gran Canaria af alle steder. Her bliver de viet af en ensom præst hjemmefra, der virker så påklistet og utroværdig, at man får halsbrand.

Samtidig bliver ”En-to-tre-nu” ramt af samme følelsesmæssige  berøringsangst, som også kendetegnede ”De strandhaftige” (2016). Når det kommer til de store dramatiske højdepunkter viger filmen således tilbage for at rulle dramaet fuldstændigt ud.

Når ”En-to-tre-nu” alligevel er værd at se, skyldes det ikke mindst Nikolaj Groth og Clara Rosager i de to hovedroller. Begge får skabt nogle troværdige og helstøbte figurer, som vi tror på. Rosagers Cecilie balancerer hårfint mellem det kække og det alvorlige, mens Nikolaj Groth leverer roen og tyngden som den gennemsympatiske og dybt forelskede Jeppe.

Filmen markedsføres under Piet Heins skamredne linier: ”Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det”. Også det er en kliché, men faktisk lykkes det for ”En-to-tre-nu” at formidle det banale budskab og bringe håb og optimisme ind i en ellers tragisk historie.

Den 115 minutter lange fortælling fungerer bedst, når den slipper intentionerne om at være en dansk sick flick og fanger sine personer med de tillærte parader nede. Et eksempel er, da Jeppe er til middag hos Cecilie og hun ved middagsbordet anklager sine forældre for at tie hendes sygdom ihjel. Eller da Jeppe i frustration tager et opgør med sin bedste ven Jack, der pludselig rystes bort fra sine positive floskler.

Her bliver filmen insisterende og nærværende og ikke det mindste banal.

En-to-tre-nu – 115 minutter – Danmark – Instruktør: Barbara Topsøe-Rothenborg – Medvirkende: Nikolaj Groth, Clara Rosager, Lukas Løkken m.fl.