FILM: Songs of Earth: Voldsomt smukt norsk billedværk om livet, døden og naturen
For halvanden måned siden udpegede den danske Oscar-komité Nikolaj Arcels nye film ”Bastarden” som Danmarks kandidat til næste års Oscar-uddeling for Bedste Udenlandske Film. Et brutalt 1700-tals drama med den barske, jyske hede som kulisse.
Nordmændene har imidlertid taget skridtet fuldt ud. Deres kandidat ”Songs of Earth” er således noget så usædvanligt som en halvanden times lang udramatisk naturdokumentar. Vanvittigt eller genialt? Døm selv. Efter at have siddet i biografmørket og være blevet forført vil jeg bestemt ikke afvise, at den kan vinde – selv målt efter Hollywood-standarder.
Forholdet mellem filmens instruktør Magreth Olin og hendes far Jørgen har altid været tæt knyttet til naturen og til at udforske verden til fods. Denne gang har hun derfor kastet sig over et lyrisk og på alle måder smukt projekt og er vendt tilbage til sit barndomshjem i Oldedalen i det vestlige Norge.
Her følger hun sin 84-årige far rundt i det, der af mange er blevet beskrevet som Norges smukkeste dal.
Resultatet er en stille – i ordets allerbedste betydning – og overvældende dyb film. Med en blanding af jublende widescreen landskabsbilleder og ultramakronærbilleder af summende insekter og knasende is, tilskynder ”Songs of Earth” tilskuerne til at værdsætte verden og acceptere naturens, uundgåelige cykluser. Cykluser som vi som mennesker bør lære at omfavne i stedet for at kæmpe imod.
Filmen følger de fire årstider, der samtidig afspejler forskellige, menneskelige livsstadier. Og i den storslåede natur er døden altid tilstede. Magreths tipoldefar fortæller således i sin dagbog om et jordskred, hvor atten slægtninge døde, og hvor de overlevende stod uden tag over hovedet, mens landbrugsjorden blev forvandlet til golde klipper.
Samtidig er der noget meget tilfredsstillende ved, at ideen til filmen – med sin endeløse udforsken af de umådelige bjerg- og dallandskaber – blev undfanget under covid-19 epidemien, hvor resten af verden skrumpede. Og selv om der ikke er fokus på epidemien i filmen, så er døden, som nævnt, et grundtema.
I en prolog optaget i huset, som Olin delte med sine forældre, snakker de tre om døden. Jørgen er den vise og rolige, der understreger, at sorg er en naturlig ting, og at det er vigtigt også at fejre et liv, der er blevet godt levet. Og for ham er et fuldendt liv et, som er dedikeret til de to største kærligheder i hans liv, hans kone Magnhild og naturen.
Dermed er man også inde ved filmens kerne – gåturene i dalen. Da Olin som barn spurgte sin far om et eventyr, tilbød han i stedet, at de kunne gå en tur. Og da hun som voksen søgte hans støtte under en krise i sit liv, var hans råd det samme.
Scenerne af faderens gåture er nærmest meditative. Ofte fører de ham gennem udfordrende terræn, hvorefter han stopper op for at suge hver eneste detalje til sig i det landskab, som han endnu ikke er træt af at kigge på selv efter 80 år.
Som dansker i et mestendels fladt land, er ”Songs of Earth” en aldeles magisk film, der opmuntrer en til at lære at se igen på verden omkring os og absorbere og forstå det, vi ser.
Og så er ”Songs of Earth” en film, der absolut skal opleves på det store lærred. Songs of Earth – 90 minutter – Norge – Instruktør: Magreth Olin – Medvirkende: Jørgen Mykle og Magnhild Mykløen.
