Norsk film er vældig i vælten i øjeblikket. Derfor er en film af forfatteren og nobelpristager Jon Fosse og veteran-instruktøren Erik Poppe selvfølgelig interessant.
Især fordi Fosses stramme fortællinger især lever i kraft af det usagte. Det gør den i den grad også her. Det usagte er som en uigennemtrængelig mur mellem de to hovedpersoner Asle og Gerd. Som det grå skydække, der i store dele af filmen danner loft over de vestnorske fjordlandskaber
Han er musiker. Hun arbejder i et lokalt supermarked. En aften i byen hører hun ham spille på det lokale hotel. Hun bliver betaget af den langhårede fyr med guitaren og de brune øjne. I en grad, så hun med et henført smil gentager sætningen om, at ”I synger virkelig godt”, flere gange, da de mødes i baren.
De ender sammen, bliver par og får barn. En sød lille dreng. Og her – eller allerede under graviditeten – begynder sprækkerne at vise sig. Atle er nemlig også sømand og væk i månedlange perioder for at tjene penge. Gerd har omvendt brug for ham tæt på og kan ikke forstå, at han ikke finder et job i lokalområdet.
Måske forstår Atle det heller ikke selv. Men langsomt bliver sprækken til en kløft. Ikke kun den fysiske men også den følelsesmæssige afstand skiller dem. Da Atles band går i opløsning, vælger han at lægge guitaren og sangen på hylden, når han er hjemme. Men tager den stadig med og spiller i de lange, ensomme stunder på skibet.
Han kan kommunikere med sin søn, men ikke med Gerd. Hun forstår ham ikke. Hans tavshed og mangel på initiativ bliver en afgrund, som Gerds kærlighed ikke kan forcere eller navigere i. ”Det er håbløst – du har det ikke i dig” konkluderer hun. Og tager den konsekvens, som mange kvinder har taget før hende.
Mere er der ikke i den fortælling. Eller jo et lille dramatisk efterspil, med tryk på lille.
Man kan anskue Min kære på to måder. Den første – den utålmodige – udtrykte en af mine anmelderkolleger efter pressevisningen: ”Det var godt nok en film, der ønskede at være trist bare for at være det.”
Jeg forstår godt synspunktet. Der er noget trøstesløst og knugende over de evigt skydækkede og gråvejrshærgede landskaber. Og over byen – eller byerne – der er næsten lige så affolkede og øde, som kommunikationen mellem Atle og Gerd.
Måske skyldes det også frustration over Atles mundlamhed. Jeg mærkede den også selv. I næsten samme grad, som Gerd mærker den. Måske er det dét, som han ikke har i sig. Ja måske ved Jon Fosse ikke engang, hvad der rører sig i Atle. Lige som vi andre også kan have svært ved at sætte ord på det, der rører sig indeni.
Den anden måde at anskue filmen på – den tålmodige – er at opfatte tavsheden og det usagte som en gave.
En gave, der skærper iagttagelsen. Når fokus ikke er på ordene, er det på alt det andet: En dukket bilrude. Et blik. En manglende omfavnelse. En samtale set på afstand gennem en rude.
For Erik Poppe har det også været en gave. Han fylder tavsheden ud med storslåede billeder. Naturen bliver filmens fjerde gennemgående skuespiller efter Atle, Gerd og deres søn: Stejle fjeldsider. Dybe mørke f006Aorde. Bølger der brydes igen og igen mod kysten – en spejling på Gerds følelser, der preller af mod klipperne. Og mellem de små byer, de tynde veje, deR snor sig i hårnålesving gennem landskabet. Som livliner.
Jeg foretrækker selv version to. Den hvor man kan sidde og nyde filmens to hovedrolleindehavere: Kristi-Helen Engeberg og Leo Magnus de la Nuez. To vidunderligere spillefilmsdebutanter, der erstatter manglen på ord med blikke og kropsbevægelser: Fascination, forelskelse, glæde, frustration og resignation.
Min kære frustrerer de utålmodige og belønner de tålmodige. Den er på samme tid trist og smuk, banal og dybt kompliceret. Som livet selv. Og sine steder lige så uforklarlig.
TITEL: Min kære
VARIGHED: 114 minutter
LAND: Norge
INSTRUKTØR: Erik Poppe
MEDVIRKENDE: Kristi-Helene Engeberg, Leo Magnus de la Nuez, Jørgen Hausberg Nilsen m.fl.
