Filmanmeldelse: Cold Case Hammarskjold – Mads Brüggers mesterlige afrikanske konspirationsfilm

”Det er helt sikkert, at skurken i denne historie altid gik klædt i hvidt”

Sådan starter Mads Brügger sin nyeste dokumentarfilm ”Cold Case Hammarskjold”. En film der uden sammenligning også er hans bedste og mest foruroligende, og som allerede efter verdenspremieren for få dage siden på Sundance filmfestivalen har fået mægtige medier som New York Times, The Guardian og Der Spiegel til at faktatjekke dens afsløringer. For kan det virkelig passe?

Lige dét spørgsmål er svært at besvare. Som altid med Mads Brüggers film er man nemlig ikke sikker på, hvad det er, man lige har siddet og set. Brügger er lige dele journalist, provokatør og komiker, og selv om hans film kategoriseres som dokumentarer, ville man ikke blive det mindste overrasket, hvis man bagefter fik at vide, at det hele var iscenesat skuespil.

Hvad angår ”Cold Case Hammarskjöld” er man næsten lige ved at håbe, at det forholder sig sådan. For i sin efterforskning på at afdække sandheden om FN Generalsekretær Dag Hammarskjölds mystiske død ved et flystyrt i 1961, kommer Brügger nemlig uforvarende til at falde over en langt større og mere gruopvækkende sandhed.

Lige siden, at Hammarskjölds fly styrtede ned en septembernat nær Ndola lufthavnen i Zambia (der på det tidspunkt hed Rodesia) har der været rygter og konspirationsteorier.

Hammarskjöld overtog generalsekretærposten i 1953 og blev hurtigt en torn i øjet på mægtige kræfter i den vestlige verden, fordi han kæmpede for, at de afrikanske lande skulle gøres fri af deres gamle kolonisatorer. Hans fly var på vej til Katanga-provinsen i den sydlige del af Congo for at forhandle en våbenhvile – et område som blandt andet landets tidligere kolonimagt Belgien og dets største mineselskab havde store interesser i at bevare kontrollen over.

Mads Brügger har denne gang slået sig sammen med den rolige, indadvendte svensker Göran Björkdahl. Svenskeren har gjort Hammarskjöld-mysteriet til sit livsværk, efter at hans far – en svensk FN-diplomat – besøgte Ndola få dage efter styrtet og der fandt noget, der pegede i retning af et attentat.

De to fører sig frem, som legede de ”Tintin i Congo”, med hvide safarihjelme for at beskytte deres sarte, skandinaviske hud, skovle til at grave resterne af flyet og cigarer til at fejre, når de har opklaret sagen.

De lægger ud med at interviewe en række af de lokale indbyggere, der levede dengang, og som myndighederne aldrig afhørte. Deres historie er forbavsende ens: Alle har de set et andet og mindre fly, der dukkede op bag Hammarskjölds og skød det.

Så langt, så godt, men som i alle konspirationsfilm ender det hele hurtigt i forførerisk kviksand, hvor man synker længere og længere ned i en strøm af blindgyder. Brügger og Björkdahl løber panden mod adskillige mure både bureaukratske og tidsmæssige, fordi mange af de implicerede selvfølgelig er døde her næste 60 år efter.

Alligevel får de faktisk fundet frem til navnet på den sandsynlige attentatsmand – en belgisk lejesoldat og pilot. Men hvem der gav ham ordren, fortaber sig længe i det uvisse.

Og så, da man egentlig føler, at alting er kørt fast, er det, at ”Cold Case Hammerskjöld” pludselig bliver til noget mere og langt mere mørkt.

Brügger og Björkdahl følger nemlig en tråd til Sydafrika, hvor de kommer på sporet af en mystisk, paramilitær organisation ved navn SAIMR, ledet af en flamboyant skikkelse, Keith Maxwell, der yndede at klæde sig helt i hvidt.

Efter at have opsøgt adskillige vidner, der alle nægter at kende noget til SAIMR, møder de to nemlig eks-lejesoldaten Alexander Jones, der bliver filmens helt store whistleblower.

Jones, der selv var ansat i SAIMR, bekræfter både, at organisationen stod bag drabet på Hammarskjöld, og at den var involveret i planer om statskup i flere afrikanske lande. Og – allermest skræmmende – fortæller han deltaljeret om, hvordan SAIMR arbejdede aktivt på at udrydde så mange sorte som muligt for at bevare hvidt overherredømme i Afrika.

Hvordan skal ikke afsløres i denne anmeldelse, det skal man have til gode til filmen. Men det er i sandhed en politisk ormerede, som Brügger og Björkdahl her mere eller mindre uforvarende kommer til at stikke hånden ned i. En konspirationslabyrint, der overgår både John Forsythes og John Le Carré’s romaner. Ja det minder næsten om Poul og Nulle på jagt efter sandheden, som pludselig kommer på sporet af, hvem der myrdede Kennedy.

Om historien er sand, afhænger selvfølgelig af, om man tror på Alexander Jones – der umiddelbart virker uhyre troværdig – og ikke mindst om man tror på Mads Brügger.

Den danske instruktør bygger da også sin film op omkring nogle stilistiske greb, der er med til at øge fascinationskraften, men som ikke besvarer det afgørende sandhedsspørgsmål.

En del scener er optaget på et hotelværelse, hvor Mads Brügger – klædt i hvidt som en spejling af filmens skurk – dikterer sine tanker til to afrikanske sekretærer. Undervejs udvikler deres spørgsmål sig til små dialoger om sagen.

Brügger indrømmer da også midtvejs i filmen, at han i virkeligheden altid har opfattet Hammarskjöld som en lidt fjoget figur. At hele kostumelegen var et trick, han kunne falde tilbage på, hvis han ikke slog til som afslørende journalist. Og at mysteriet om flystyrtet kun skulle bruge som adgangsbillet til, at han kunne få lov til at gøre det, han virkelig brænder for: Opspore skumle lejemordere og rende rundt med metaldetektorer.

Det er mesterligt gjort af Brügger på denne måde at smide forklædningen. Til gengæld er det uklart, om han gør det, fordi han bliver klar over den langt værre historie, han er faldet over, der overgår hans egne vildeste konspirationsteorier. Eller om det er endnu en smart måde at få os til at tro på, at afsløringerne er ægte.

Se filmen og døm selv. Størstedelen af alle konspirationsteorier har som regel én ting til fælles: At hvis man efterforsker dem, så viser de sig ikke at være sande.

Det betyder imidlertid ikke, at alle konspirationsteorier er usande. ”Cold Case Hammarskjöld” afdækker ikke blot indtil flere konspirationsteorier, der er viklet ind i hinanden, men sandsynliggør, at i hvert fald nogle af dem er sande.

Uanset hvad, så er ”Cold Case Hammaerskjöld” dybt foruroligende og en af de mest provokerende og tankevækkende dokumentarfilm i mange år.

Derfor er det også fuldt fortjent, at Mads Brügger i weekenden vandt prisen som bedste instruktør i kategorien ”Ínternational dokumentarfilm” på Sundance Festivalen.

Cold Case Hammarskjöld – 128 minutter – Danmark, Norge, Sverige og Belgien – Instruktør: Mads Brügger – Medvirkende: Mads Brügger, Göran Björkdahl m.fl.