FILM: Benedetta – Paul Verhoevens surrealistiske nunploitation
Hvad kalder man det, når en 83-årig mand laver en film om unge nonner, der med glødende begær kaster sig over hinanden?
En gammel mands sidste lidenskabelige krampetrækninger for at holde fat i drømmen om smukke, urynkende kvindekroppe? En lummer voyeurs forsøg på at billedliggøre sine fantasier fra De Grå Sider? Eller en aldrende instruktørs ærlige og velmente forsøg på at skildre religion og seksualitet i begyndelsen af 1600-tallet?
Måske en blanding af det hele? Og så igen, folk ændrer sig sjældent radikalt. Den hollandske instruktør Paul Verhoeven har alle dage levet og åndet for at provokere gennem sine film lige siden det erotiske romantiske drama ”Turkish Delight” (1973). Så det er svært ikke også at se hans seneste værk ”Benedetta” med de briller på.
Filmen bygger blandt andet på Judith C Browns bog ”Immodest Acts”, der igen er baseret på en række gamle dokumenter fra Firenze i årene 1619-1623. Dokumenterne omhandler en sag, hvor myndighederne skulle afgøre, om priorinden Benedetta Carlini fra et toscansk kloster havde haft en affære med en yngre nonne.
”Benedetta” starter med, at den unge hovedperson ankommer til klosteret. Allerede her en pige, der får anfald, hvor hun står i direkte forbindelse med Jesus, og knugende en træstatuette af Jomfru Maria.
18 år senere er hun avanceret til priorinde for klosteret og har i samme åndedrag fået en indædt fjende i den tidligere priorinde Felicita. Så da Benedetta indleder et lesbisk forhold til den unge nonne Bartolomea, som har søgt tilflugt i klostret fra sin far, der voldtog hende, er det tid at tage hævn.
Affæren afsløres og fordømmelse, inkvisition og kætterbål følger.
Hvis nogen synes, at overstående handlingsmønster passer perfekt som manuskript til en nunploitation film – en kombination af nonnetemaet og en kynisk udnyttelse af elementer som vold sex – så har de fuldstændig ret. Og selvfølgelig har en garvet provokatør som Verhoeven også set det.
Måske kunne man have tonet den religiøse skandale ned og fremstillet ”Benedetta” som fortællingen om to kvinder, der er lidenskabeligt tiltrukket af hinanden i en tid og nogle omgivelser, hvor – som en nonne udtrykker det – kroppen er din værste fjende.
Men Verhoeven har aldrig været subtil. Han har altid haft fokus på det seksuelle og på, at noget så fundamentalt for vores eksistens som sex ikke skal gemmes bort. Men det er ikke så meget sex’en som de mere kinky aspekter af den, han er interesseret i. Og selv om de kulturelle værdier omkring LBGTQ-tolerance ændrer sig i raketfart i disse år, er det tvivlsomt, om Verhoeven ville have skænket Benedetta Carlinis historie mange blikke, hvis ikke de seksuelle aspekter i den havde været så kontroversielle.
Så nej, der er ikke noget, der tones ned i ”Benedetta”. Vi får en fuldtonet kulørthed med blødende stigmata, gynækologiske torturinstrumenter og hed, eksplicit nonnesex, hvor træfiguren af Jomfru Maria er blevet snedkereret til en perfekt dildo, der sender priorinden i ekstase.
Heldigvis har Verhoeven også altid formået at levere kvalitet. Hans nunploitation er stilren, kompleks, æstetisk flot og lige så surrealistisk som en Bunuel-film. Så der er lige dele at hente for filmfeinschmeckerne og husarerne.
Så glemmer vi lige et sekund, at den hollandske instruktør har begået samme fejl som i Abdellatif Kechiches ”Blue Is The Warmest Colour” (2013). At forsøge at narre os til at tro at to uerfarne kvindelige elskende har pornoagtigsex første gang, hvor de skifter stilling utallige gange til ære for kameraet. Men sådan må det måske være, når tingene fremstilles gennem en aldrende mands blik.
Benedetta – 131 minutter – Frankrig & Belgien & Holland – Instruktør: Paul Verhoeven – Medvirkende: Virginie Efira, Daphne Patakia, Charlotte Rampling, Lambert Wilson m.fl.
