Man plejer at sige, at historien traditionelt er blevet skrevet af mænd om andre mænd. Og at kvinder derfor fylder alt for lidt i historiebøgerne.
Derfor er det også befriende, at produceren Regner Grasten og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis har besluttet at lave en opfølger til deres film om ”Hvidstengruppen” (2012), hvor besættelsesårene for en gangs skyld får et kvindeligt ansigt.
Det er blot ét af de perspektivskift, der på mange måder gør ”Hvidstengruppen II –De efterladte” til en både anderledes og bedre film en forgængeren.
”Hvidstengruppen” adskilte sig i forvejen fra den efterhånden lange række af danske modstandsfilm, fordi den modsat de fleste af disse film foregik ude på landet og ikke inde i København eller en anden større dansk by.
Filmen er den kendte heltefortælling om en gruppe helt almindelige danskere, der valgte at tage kampen op mod de tyske besættelsestropper og endte med at betale den højeste pris.
”Hvidstengruppen II” starter få dage efter, at den første film slutter med henrettelsen af kroejer Marius Fiil, hans søn Niels Fiil og svigersønnen Peder Bergenhammer Sørensen samt fem andre mænd fra Hvidstengruppen.
Dermed er mændene skrevet ud af historien, og de bliver aldrig skrevet ind i den igen. I stedet følger filmen de efterladte kvinder: Marius’ enke Gudrun Fiil, der skal forsøge at holde kroen gående efter mandens død, og hendes døtre Tulle Fiil (enke efter Peder) og lillesøsteren Gerda, der fik deres dødsdomme omstedt til livsvarigt tugthus.
De to kvinder sendes i kvindefængsel syd for grænsen. Et grumt sted, hvor døden lurer alle vegne. De skal nu undgå galgen og guillotinen og overleve såvel sult og sygdomme som de kvindelige fangevogteres konstante tortur.
Her har vi så det andet perspektivskift. Mens ”Hvidstengruppen” handlede om farlige våbennedkastninger i Jylland, er ”Hvidstengruppen II” et fuldtonet og fortættet fængselsdrama.
De daglige fornedrelser og udfordringer gør også den nye film langt mere spændende og nervepirrende end den første. Man kom ikke ud på kanten af stolen dengang i 2012, men det gør man her.
Til gengæld lykkes det desværre ikke for ”Hvidstengruppen II” at holde den knivskarpe balance mellem hæmningsløs dansk nationalisme og stoiskhed og tysk ondskab. Begge dele kammer over, og nuancerne forsvinder totalt i Regner Grastens insisteren på at skære sin historie helt ud i pap.
Det gælder ikke mindst i portrættet af de kvindelige,
tyske fangevogtere, der ryger helt i ud i rendyrket ondskab, så det nærmest
virker som en kliché.
Et eksempel er, da fængselsvagterne under en togrejser sidder og mæsker sig i
mad og vand, mens de frysende og udsultede krigsfanger står i en samlet klump.
Tulle beder dem om at udvise empati og give fangeren vand, hvorefter en af
fangevogterne rejser sig, hælder vand i en kop, samler det mellem tre fingrer
og kaster det i små dråber ud over de tørstende kvinder. Så kan ingen være i
tvivl om, hvem der er de onde her.
De danske skuespillere har lidt mere at gøre godt med. Marie Bach Hansen leverer masser af værdig og sej overlevelsesvilje som Tulle, der kæmper for at blive genforenet med sit spædbarn hjemme på kroen. Elling Hillingsøe stjæler igen og igen billedet som den aristokratiske fange Monica Wichfeld, der bekæmper de tyske fangevogteres ondskab med stilfuld arrogance og foragt. Og ingen spiller rollen bedre som standhaftig jysk kromutter end Bodil Jørgensen.
”Hvidstengruppen II” skæmmes af sin ensidige inddeling i helte og skurke. Men den emmer af flotte billeder og fængende optrin, der nok skal holde publikum fanget. Forgængeren blev en af nyere tids største, danske biografsucceser med over 765.000 solgte biletter – det har den nye film trods sine mangler også potentiale til at blive.
Hvidstengruppen II, De efterladte – 130 minutter – Danmark – Instruktør: Anne-Grethe Bjarup Riis – Medvirkende: Marie Bach-Hansen, Laura Winther, Bodil Jørgensen, Ellen Hillingsøe m.fl.
