”DEN SIDSTE VIKING” FÅR FANTASTISK MODTAGELSE I VENEDIG
Filmbranchens blik er i øjeblikket rettet mod Venedig, hvor den årlige filmfestival startede i onsdags. Sent lørdag aften var der verdenspremiere på Anders Thomas Jensens og Zentropas længe ventede komedie ”Den sidste Viking”. Her blev filmen, der har Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen i hovedrollerne, for første gang vist for en begejstret verdenspresse og festivalgæster i biografen Palazzo del Cinema. En verdenspremiere der endte i en 5 minutter og 30 sekunder lang stående ovation i salen Sala Grande. Og begejstringen har holdt sig også i de første anmeldelser fra både den danske og internationale filmpresse: Herhjemme giver filmsitet Soundvenue ”Den sidste viking” 5 stjerner med ordene: “Ingen gør det her bedre end Anders Thomas Jensen, Mads Mikkelsen & co”,mens Filmmagasinet Ekko’s anmelder Niels Jakob Kyhl Jørgensen skriver: “En publikumsbasker i topform”. Han kvitterer ligeledes med 5 stjerner. Filmagasinet The Hollywood Reporter’s anmelder Caryn James kalder filmen: “A bloody and utterly delightful black comedy”. James er på alle måder imponeret af Anders Thomas Jensens nyeste værk: “Few directors would be able to juggle genres and navigate shifts in tone as fluidly as Jensen does here”, skriver han I sin anmeldelse. IndieWire beskriver “Den sidste viking” med ordene: “The emotional core of a winning film”. Og Screen Daily tilføjer: “Fast, furious and frequently funny” og “This is the kind of film that mostly goes in the directing you’re expecting but it’s all so well done.” Det er første gang, at Thomas Jensen får en film udtaget til filmfestivalen i Venedig, som han selv han skrevet og instrueret. Men for blot to år siden var ”Bastarden”, som han har skrevet i samarbejde med Nikolaj Arcel, udtaget til festivalens hovedkonkurrence. ”Den sidste Viking” er udtaget til den prestigefyldte festivals officielle program – ”Official Selection” – hvor den vises uden for konkurrence i den fornemme sektion ”Out of Competition”. Efter Venedig Film Festival skal filmen direkte videre til en anden prestigefyldt festival – Toronto Film Festival – hvor den er udtaget i sektionen “Centrepiece”. ”Den sidste Viking” er allerede solgt til 62 lande og får dansk biografpremiere den 9. oktober.

FRELLE PETERSEN MODTAGER ASTA-PRISEN FOR ”HJEM KÆRE HJEM”
Med over 240.000 medlemmer i ryggen kårer Biografklub Danmarks publikum hvert år den film fra programmet, der har gjort det største indtryk i løbet af sæsonen. I år gik Asta-prisen til instruktøren Frelle Petersens anmelder- og publikumsroste ”Hjem kære hjem”, som med sin varme, menneskelighed og dybt rørende fortælling har ramt noget særligt hos publikum over hele landet. ”Hjem kære hjem” er en næsten fluen-på-væggen agtig fortælling om den unge alenemor Sofie, der bliver ansat som kommunal hjemmehjælper – et job der hurtigt viser sig at slide på både hendes engagement og empati. “Asta-prisen er noget ganske særligt, fordi det er klubbens medlemmer, der stemmer på den film, de bedst har kunnet lide. Vores medlemmer har været utrolig begejstrede for ”Hjem kære hjem”, som har fået dem til at grine, græde og ikke mindst blive rørt i biografmørket. Hjem kære hjem er et eksempel på en film, der både har begejstret anmeldere og publikum. Og vi er stolte af at have kunnet dele den med et stort publikum som en del af biografklubbens program. Frelle Petersen formår at skildre det genkendelige med så meget ømhed og autenticitet, at det føles som om, vi alle er en del af historien,” forklarer direktør i Biografklub Danmark, Lykke Lind Thomsen. Overrækkelsen af Asta-prisen 2025 markerer også 30 års jubilæet for Biografklub Danmark, som i år kan fejre tre årtier fyldt med biografglæde, fællesskab og uforglemmelige filmoplevelser for et begejstret publikum. Klubben er i dag en af Danmarks største kulturbærende fællesskaber og har spillet en afgørende rolle i at styrke dansk films position i biograferne. Biografklub Danmark er en landsdækkende biografklub, der siden 1995 har gjort det nemmere og billigere for publikum at se udvalgte kvalitetsfilm i biografen. Medlemmerne får rabat på 10 nøje udvalgte film om året, som præsenteres i et samlet filmprogram.

MARKANT DANSK AFTRYK PÅ FILMFESTIVALEN I VENENDIG
I onsdag begyndte den årlige filmfestival i Venedig – som også bliver kaldt Oscar-kandidaternes startrampe. Og det blev med flere markante danske fingeraftryk. Både spillefilm, co-produktioner og en VR-installation (virtual reality). På spillefilmssiden er Anders Thomas Jensens ”Den sidste viking” udtaget til festivalens officielle program uden for konkurrence. Filmen fortæller historien om enspænderen Anker, der løslades efter 15 år i fængsel for røveri. Ankers bror, Manfred, er den eneste som ved, hvor pengene fra røveriet er. Han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt. Sammen begiver brødrene sig nu tilbage til deres barndomsland for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er. Også på VR-fronten er Danmark repræsenteret i Venedig. Projektet ”Dark Rooms” er nemlig udtaget til Immersive Competition sektionen og inviterer publikum ind i fire intime fortællinger om begær, seksualitet og de grænser, vi selv sætter. En sanselig virtual reality oplevelse, der udfordrer og konfronterer deltageren med egne forestillinger. ’Dark Rooms’ er instrueret af Laurits Flensted Jensen og Mads Damsbo, i co-creation med de medvirkende. I filmfestivalens Orizzonti-program er to danske co-produktioner udvalgt: Den første er ”Mother” af insdtruktøren Teona Strugar Mitevska der åbnede Orizzonti-programmet den 27. august. Filmen, der er co-produceret af Maria Møller Christoffersen for Frau Film, fortæller historien om en nonne i 1948, der står over for et livsafgørende valg mellem tro og ambitioner. ’Den anden er instruktøren Mihai Mincans nye film ”Milk Teeth”, instrueret af Mihai Mincan, der blev vist i Orizzonti-programmet den 29. august. Filmen er co-produceret af Monica Hellström for Ström Pictures og følger en ung pige, hvis søster forsvinder under mystiske omstændigheder i de sidste dage af Ceaușescus Rumænien. Venedig Filmfestival er verdens ældste filmfestival og blandt de mest prestigefyldte sammen med festivalerne i Cannes og Berlin. Festivalen blev afholdt for første gang i 1932, og den første danske film på festivalen var børnefilmen ”De pokkers unger” af Astrid og Bjarne Henning-Jensen i 1947. I 1955 vandt instruktøren Carl Th. Dreyer den eftertragtede Guldløve, festivalens fornemmeste pris, for sin film ”Ordet”.

