Man kan aldrig begynde for tidligt med at forberede sig på Oscar-uddelingen. Selv om der stadig er næsten 6½ måned til næste års Oscaruddeling, er forberedelserne med at udvælge film-kandidater allerede i fuld gang.
I Danmark har den danske Oscar-komité således taget det næste skridt. De har udvalgt tre film, der nu skal dyste om at blive Danmarks Oscar-kandidat i kategorien ”Bedste internationale film”.
Og man kan roligt sige, at der er tale om tre meget forskellige film: Anders Thomas Jensens sorte komedie ”Den sidste viking”, David Borensteins dokumentarportræt ”Mr. Nobody Against Putin”, samt Jeanette Nordahls familiedrama ”Begyndelser”.
Tine Fischer, direktør for Filminstituttet og formand for den danske Oscar-komité, siger:
”Det er komitéens opgave i første runde at shortliste tre film, som vi vurderer har størst international gennemslagskraft. Interessen for de tre film har allerede været mærkbar, og det glæder os at kunne præsentere et felt, der tydeligt viser dansk films internationale placering og kunstneriske flyvehøjde i 2025. Tilsammen demonstrerer de, hvordan dansk film både kan engagere publikum og skabe genklang i det internationale marked. Med historier, der rummer både universel relevans og menneskelig nærvær.”
Så vidt DFI’s direktør. Lad os lige kort se på de tre film og deres fortællinger:
”Den sidste viking” fortæller historien om enspænderen Anker, der løslades efter 15 år i fængsel for røveri. Ankers bror, Manfred, er den eneste som ved, hvor pengene fra røveriet er. Han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt. Sammen begiver de sig nu tilbage til deres barndomsland for at finde pengene. Men også for at opdage, hvem de selv er.
”I ‘Mr. Nobody Against Putin” følger vi Pavel (kaldet Pasha). Han er en helt almindelig lærer i en lille russisk by. Pavel er kendt som skolens sjove, kreative og utraditionelle voksen, som eleverne elsker. Men skolens hverdag ændrer sig drastisk, da Putin indfører propaganda og krigsundervisningen på skoleskemaet. Det sker i kølvandet på Putins fuldskala-invasion af Ukraine. Pasha tvinges til at filme og dokumentere børn, der reciterer meningsløse tekster. Og lærere, der læser uforståelige paroler op for deres klasser. I protest – og i al hemmelighed – begynder Pavel at smugle videoerne ud af Rusland. Samtidig begynder han at filme, hvordan propagandaen og krigen påvirker det samfund, han bor i. Pashas optagelser afslører det russiske samfunds forvandling, Putins jerngreb på befolkningen. Og de hjerteskærende øjeblikke, hvor tidligere elever sendes til fronten.
I filmen ’Begyndelser’ står Ane og Thomas midt i en skilsmisse, men de har ikke fortalt det til børnene endnu. Thomas er ved at flytte sammen med sin nye kæreste, da Ane pludselig rammes af en livsændrende blodprop. De beslutter at blive boende sammen, indtil Ane får det bedre. Mens hun indædt kæmper for at komme tilbage til sit gamle jeg, må de begge se en ny virkelighed i øjnene. Og finde håbet dér, hvor ingen forventede at finde det.
Som sagt tre meget forskellige film og bud på en Oscar-kandidat. Hvem det bliver, afgøres den 17. september, når Oscar-komitéen mødes igen.

