Jeg mangler ord, og min hals snører sig sammen. Jeg har med mellemrum brugt ordet hjerteskærende, når jeg beskrev en film. Men det er først, da jeg sidder i biografen og ser den tunesiske instruktør Kaouther Ben Hanias dramadokumentariske mesterværk Hind Rajabs stemme, at det går op for mig, hvad begrebet hjerteskærende egentlig dækker over.
Hjerteskærende er lyden af en femårig palæstinensisk pige, der ligger fanget i en sønderskudt bil i Gaza. Såret og omringet af døde familiemedlemmer efter, at bilen er blevet ramt af israelske granater. Hjerteskærende er den spinkle høje stemme fra et barn fyldt af frygt og forvirring, der beder de lokale Røde Halvmåne medarbejdere over telefonen om at komme og hjælpe. Hjerteskærende er, da lyden af hendes stemme til slut forsvinder efter nye brag. Og hjerteskærende er, at det er Hind Rajabs egen stemme, vi hører, mens alle de øvrige i filmen er skuespillere.
Historien bærer nærmest sig selv i al sin ubærlighed. Den 29. januar 2024 forsøgte Hind Rajabs familie at flygte ud af krigens helvede i Gaza City. Men bilen, de kørte i, blev ramt, og Hind Rajabs onkel, tante og tre kusiner og fætre blev dræbt på stedet, mens en fjerde 15-årig kusine blev dræbt kort efter.
Inden da lykkedes det dog for kusinen at få kontakt til alarmcentralen. Og nu startede et hektisk liv-og-død-kapløb for at få Hind Rajab reddet. Nødarbejdere fra organisationen Røde Halvmåne i Ramallah på Vestbredden holdt kontakt til hende i timevis, før de sikkert kunne sende en ambulance ind i krigszonen.
Og det til trods for, at bilen, hvor Hind Rajab lå fanget, kun var otte minutters kørsel væk fra ambulancens udgangspunkt. Men i Gazas virkelighed kunne det lige så godt have været otte tusind. For i krigens nådesløse logik og bureaukrati turde de overordnede ikke sende ambulancen afsted uden grønt lys fra israelerne.
I filmen følger man de fire nødarbejdere Omar, Mahdi, Rana og Nisreen, der leverer et fornemt ensemblespil. Omar er den mest opfarende. Hans frustration over, at redningen trækker i langdrag, eksploderer i magtesløs vrede. Hans chef Mahdi, der er ansvarlig for at koordinere redningsaktionen, er mere forsigtig. Han har en mindevæg fyldt med fotos af ambulanceførere, der er blevet dræbt under lignende redningsaktioner, og ønsker ikke at sætte flere liv på spil. Den empatiske Rana taler beroligende til den skrækslagne pige, mens supervisoren Nisren træder til og beroliger Rana, når hun er ved at bryde sammen over situationen.
Kaother Ben Hania har gjort sig store anstrengelser for, at filmen lægger sig så tæt op ad de virkelige begivenheder som muligt. Som en del af sin research interviewede hun blandt andet de nødarbejdere, der talte med Hind Rajab, så det er deres ord, som skuespillerne bruger.
Samtidig smelter grænserne mellem fiktion og virkelighed undervejs, når billedet splittes mellem skuespillerne og mobiloptagelser af de virkelige nødarbejdere. Det fungerer i det store og hele, men distraherer også ind imellem og bryder den intensitet, som er historiens kerne.
Der er store og højlydte følelser på spil. Nødarbejderne skændes indbyrdes om det moralsk rigtige at gøre versus at overholde reglerne og sikkerheden. Og de græder – og vi med – i enden af historien. For resultatet kender vi på forhånd. Da ambulancen endelig nåede frem, blev også den ramt af israelske granater og ambulanceførerne blev dræbt.
Men filmens altoverskyggende hjerte, er Hind Rajabs stemme. Alt andet er i princippet ligegyldigt, end denne pige, der bare ønskede at blive reddet, og aldrig blev det. I alt er over 18.000 børn blevet dræbt i Israels krig i Gaza. De fleste af dem navn- og ansigtsløse for os. Men Hind Rajab ér et navn, et ansigt (selv om det kun er et billede) og ikke mindst en stemme. En stemme som aldrig må glemmes, og som bliver symbolet for alle de andre på det folkemord, som verden er vidne til i Gaza.
Da Hind Rajabs Stemme havde verdenspremiere på Filmfestivalen i Venedig blev den fulgt af 23 minutters uafbrudte klapsalver bagefter. Og filmen er ligeledes nomineret til en Oscar for Bedste Udenlandske Film. Jeg håber, at den vinder.
TITEL: Hind Rajabs stemme
VARIGHED: 89 minutter
LAND: Tunesien, Frankrig, USA, England, Italien, Saudi Arabien og Cypern
INSTRUKTØR: Kaouther Ben Hanias
MEDVIRKENDE: Hind Rajab (stemme), Saja Kilani, Motaz Malhees, Amer Hlehel, Clara Khoury m.fl.
