Mr. Nobody Against Putin er blevet Oscar-nomineret
Torsdag nåede David Borensteins Mr. Nobody Against Putin endnu et skridt tættere på en Oscar-statuette. Her blev den nemlig nomineret til en Oscar i kategorien for bedste dokumentarfilm.
Nomineringen vækker naturligvis glæde hos Det Danske Filminstituts direktør Tine Fischer:
“En Oscar-nominering til Mr. Nobody Against Putin viser med stor tydelighed, hvorfor den frie dokumentarfilm er så vigtig netop nu. Filmen insisterer på sandhed og ærlighed i en tid, hvor autokratiske magthavere i stigende grad forsøger at kontrollere og forvrænge fortællinger og virkelighedsbilleder. Ofte uden respekt for fakta. Fortællingen om Pashas civile ulydighed peger på behovet for demokratisk frisind. Og for den modstandskraft, som åbne samfund er så afhængige af”, siger Tine Fischer.
Hun bemærker også, at det er ottende gang siden 2010, en dansk dokumentar nomineres i kategorien Bedste Dokumentar.
”Det vidner om en helt usædvanlig styrke i dansk dokumentarfilm. Jeg vil gerne sende en stor lykønskning til hele holdet bag filmen. Og til alle, der hver dag kæmper for demokrati og retten til at fortælle modige historier”, siger Tine Fischer
I Mr. Nobody Against Putin’følger vi Pasha, der er en helt almindelig lærer i en lille russisk by. Han er kendt som skolens sjove, kreative og utraditionelle voksen, som eleverne elsker.
Men skolens hverdag ændrer sig drastisk, da Putin indfører propaganda og krigsundervisningen på skoleskemaet i kølvandet på sin fuldskala-invasion af Ukraine. I stedet for at lære eleverne at tænke selvstændigt, bliver Pasha nu tvunget til at filme og dokumentere børn, der reciterer meningsløse tekster og lærere, der læser uforståelige paroler op for deres klasser. I protest – og i al hemmelighed – begynder Pasha at smugle videoerne ud af Rusland.

Begyndelser åbner stærkt som årets første danske film
Jeanette Nordahls film Begyndelser var ikke blot årets første danske film i biograferne. Den blev også den mest sete film i sin åbningsweekend.
Filmen blev varmt modtaget af publikum, der kvitterede med 41.300 solgte billetter i premiereweekenden.
Dermed skubbede den Avatar 3 af pinden efter fire uger på toppen og stod samtidig alene for omkring en tredjedel af det samlede billetsalg til filmene på top-10 listen i årets 3. weekend.
Det har nok hjulpet, at Begyndelser er en del af Biografklub Danmarks program, hvilket traditionelt giver et solidt fundament blandt det faste biografpublikum.
Men selvom Avatar 3 måtte afgive førstepladsen, holder den sig generelt pænt i markedet og rundede i uge 3 hele 400.000 publikummer i alt.
Begyndelser var den eneste film på ugens top 10 over de mest billetsælgende film i danske biografer.
I alt har biograferne indtil nu i år solgt 583.600 billetter. Heraf tegner de danske film sig for en markedsandel på 21%.

Flygtet afghaner åbner berlinalen med danskproduceret film
Når årets Berlinale går i luften om få uger bliver det med en danskproduceret film. Åbningsfilmen er den afghanske eksilinstruktør Shahrbanoo Sadats nye film No Good Men, hvor hun selv spiller den ene af hovedrollerne.
Filmen – der er delvist selvbiografisk – handler om den 30-årige Naru, der arbejder som TV-fotograf. Hun føler sig fanget i sit ægteskab med en utro mand, men kan ikke søge skilsmisse uden at miste forældremyndigheden over deres søn. Efter at manden konfronterer hende under en live-udsendelse, bliver hun forflyttet til en anden afdeling. Her kommer hun til at arbejde sammen med en 50-årig gift reporter. Sammen med ham får hun mulighed for at dække de sidste dage, inden Kabul overtages af Taleban. Da deres forhold udvikler sig, begynder Naru at overveje, om der alligevel ikke findes gode mænd i verden.
Shahrbanoo Sadat valgte selv at flygte, da amerikansk militær trak sig ud af Afghanistan i august 2021 efter ti års krig og overlod magten til Taleban. Hun frygtede, at hendes kritiske udtalelser kunne bringe hende i alvorlig fare.
Selv om No Good Men ikke er optaget i Afghanistan skriver den alligevel afghansk filmhistorie, fordi den indeholder en kærlighedsscene med et kys. Ud over Sadat selv medvirker omkring 500 afghanske skuespillere i filmen – alle flygtninge, immigranter eller anden generations indvandrere.
No Good Men får verdenspremiere på Berlinalen den 12. februar. Filmen er en coproduktion mellem det danske produktionsselskab Adomeit Film og flere andre producenter med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR.

