For dem, der er født frem til 80’erne, vil der altid være et før og et efter i dansk film, da Ole Bornedal’s ”Nattevagten” (1994) kom frem. Filmen var en intet mindre end en sensation – en dansk gyser efter amerikansk forbillede og med samme isnende uhygge, som de bedste af slagsen from over there.
Historien om de to kåde venner Martin og Jens, der udfordrer hinandens grænser og krydser spor med en bestialsk seriemorder, blev ikke blot et bragende gennembrud for de to unge skuespiltalenter Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia. Filmen blev også et signatur-portræt af 90’ernes nihilistiske ungdom, hvor det, man frygtede mest, ikke var at dø, men at have levet et kedeligt, konformt liv.
Og ja, så slog den selvfølgelig også Ole Bornedals navn fast, som et af de mest markante, danske instruktørtalenter.
Nu forsøger han så at vise, at der stadig er mere uhygge at hente i de mørke gange på Retsmedicinsk Institut og i de personer, han skabte for snart 30 år siden.
Allerede filmens titel ”Nattevagten: Dæmoner går i arv” antyder, at der i mellemtiden er sket et generationsskifte fra generation X til generation Woke. Trods tidsspringet er ”Nattevagtens” hovedpersoner dog alle stadig dybt traumatiserede af det blodige opgør med politikommissær Wörmer. Jens er stukket af til Thailand, selv om han blot behøver at kigge på sin skamferede, tommelfingerløse hånd for at mindes, hvad det kostede at overleve dengang. Martin er sunket ned i pillemisbrug og arbejdsløshed, og kæresten Kalinka kom sig aldrig, men endte med at tage sit eget liv.
Det er derfor op til Martins og Kalinkas datter Emma at rydde op i krænkelserne fra dengang. Da hun kommer på sporet af sine forældres ungdomstraumer begynder hun at grave i historien for at forstå sin fars misbrug og sin mors selvmord.
Lige som sin far tager hun job som nattevagt på retsmedicinsk og opsøger Wörmer, der sidder indespærret på den lukkede afdeling på Skt. Hans. Og ja, som det altid er i den slags film: Det skulle hun nok ikke have gjort. ”Nu ved ”han”, at du eksisterer, hvisker Martin skræmt, da han hører, hvad Emma har gjort. Noget ondt sættes i gang, og snart begynder folk igen at dø.
Bornedal forstår stadig at skrue en gyser sammen, men med den nye film er der langt mere skabt et før end et efter. ”Nattevagten: Dæmoner går i arv” lever således i den grad på arven fra den første film.
Det banebrydende fra dengang er der slet ikke længere. Frem for at sidde yderst i biografsædet bliver ens frygt-reflekser alt for lidt udfordret. Bornedal låner så flittigt fra sit eget mesterværk, at man let gennemskuer både filmens twists og hvem, der nu er den onde, som trækker i trådene.
Det bliver heller ikke bedre af, at den nye film ikke har samme stærke trio til at drive intrigen. Godt nok er både Nicolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia med, og med al den skuespilsmæssige tyngde, som de mellemliggende år har givet dem. Men den kulsorte, prokerende humor, som ikke mindst Kim Bodnia stod for, er der ikke længere, og Emma’s lægestudievenner får hverken nok plads eller materiale til at bære faklen videre.
Den eneste af dem, der lyser op, er Emmas veninde Maria, hvor Nina Rask med sin androgyne fremtoning er det perfekte valg til rollen – også i forhold til den kønsbevidste, MeToo-prægede virkelighed, vi lever i anno 2023.
Fanny Bornedal, stråler også selv og fylder fornemt rollen ud som Emma, så jeg vil undlade at skrive alt for meget om nepotisme og forældre, der giver deres børn filmroller igen og igen.
Men det er ikke nok til at bære en film, hvor manuskriptet efterlader store huller i historiens troværdighed. Et eksempel er, da Emma besøger Wörmer. Hvem lukker en ung pige ind til en over 190 centimeter høj psykopatisk morder i en næsten mørkelagt celle, og lader ham være alene med hende? Og hvordan kan Wörmer have en æske med håret fra de ofre, han skalperede hos sig? Det bliver næsten ufrivilligt komisk.
Det samme er Casper Kjær Christensen som Wörmers unge psykopat-lærling med bleg hud, mørke rande om øjnene og ildevarslende tågetale.
Så selvom det er et interessant eksperiment at genbesøge sine egne historier og personer, ender Bornedals nye Nattevagten dybest set med at være ligegyldig.
Og prøv så i øvrigt lige at tælle, hvor mange personer – både gode og onde – der i løbet af filmen ender med at slå andre ihjel. Alene der har ”Nattevagten: Dæmoner går i arv” mistet sit moralske kompas.
Nattevagten: Dæmoner går i arv – 110 minutter – Danmark – Instruktør: Ole Bornedal – Medvirkende: Fanny Leander Bornedal, Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia, Casper Kjær Jensen, Paprika Steen, Ulf Pilgaard, Sonja Richter m.fl.
