Filmanmeldelse: Optimisterne – Norsk film om volleyball-spillende bedstemødre er en hyldest til alderdommen og livet
Nogle laver dokumentarfilm og krige og kriser, men ikke den norske instruktør Gundhild Westhagen Magnor. Hun har i stedet lavet en film om 15 ældre kvinder fra 66-98 år, der spiller volleyball.
Lyder det kedeligt? Så tro om igen. ”Optimisterne” er en af de smukkeste og mest livsbekræftende dokumentarfilm, der længe har været vist på et dansk biograflærred.
Samtidig er den beviset på, at store historier og filmoplevelser sagtens kan findes i det små og nære.
De 15 kvinder mødes til træning en gang om ugen. Det har de gjort i 40 år – selvfølgelig med en del udskiftninger, men alligevel med en imponerende vedholdenhed.
Til gengæld tager de det ikke så nøje med reglerne. Holdet har kun en enkelt slidt bold, det løstsiddende net buer på midten, og så har de for resten aldrig nogensinde spillet en kamp.
Det sidste bliver der dog lavet om på, da holdets yngste kvinde, den 66-årige Irma, får kontakt til et seniorherrehold i Sverige. Inden længe er der stillet en landskamp på benene mellem Krutgubbarna og Optimistene, som kvinderne beslutter at kalde deres hold.
Men inden de drager til Sverige i bus, bliver holdet trænet af professionelle volleyballspillere, lige som der også skal vælges spilletrøjer. Og hvordan er det nu lige med reglerne. Må man ”bokse” i en volleyball kamp?
Gundhild Westhagen Magnors fortjeneste er, at hun med volleyballspillet og den forestående kamp som filmisk motor har skabt et meget personligt portræt af nogle særdeles livskraftige kvinder.
Det gælder ikke mindst holdets alderspræsident den 98-årige Goro Wergeland. Lille og spinkel, men med gnistrende øjne og en ukuelig vilje og humør. Når man ser hende balancere på et ben om morgenen for at få strømper på og ømt kramme et gammelt billede af sin for længst afdøde mand, føler man sig på en gang ufattelig ydmyg og næsten rørstrømsk glad.
Goro flankeres af holdets næstældste, den 89-årige Lillemor Berthelsen. En på alle måder stovt kvinde, hvis plads i kampen sættes på spil, da hun efter en flytning får rygproblemer. Undervejs ser vi flere gange Lillemor med sin mand, og mellem de to er der en forståelse og humor skabt på baggrund af et langt liv sammen, som vore dages brug-og-smid-væk parforhold kunne lære meget af.
Man siger, at det ikke er sjovt at blive gammel, men hvis der er noget, som ”Optimisterne” modbeviser, er det lige netop det. Filmen er en smuk hyldest til alderdommen og til livet. Den sætter vores stressede livsførelse i relief og viser, at det gælder om at leve i nuet, hverken i fortiden eller i fremtiden.
Og man er ikke det mindste forundret over, at den vandt publikums glædespris på en filmfestival i Norge.
Optimisterne – 90 minutter – Norge og Sverige – Instruktør: Gundhild Magnor – Medvirkende: Goro Wergeland, Lillemor Berthelsen, Birgit Myklebust m.fl.