FILM: Bamse – Filmen om den folkekære musiker er overraskende rørende

FDet virker som om, at filmbranchen i disse år er ved at arbejde sig gennem det danske Dansk Top bagkatalog.

Først kom Ole Bornedals film om John Mogensen ”Så længe jeg lever” (2018). Derefter Jesper Dalsgaard biografi om Kandis ”Kandis for livet” (2021). Og nu Henrik Ruben Genz’ portræt af hele Danmarks ”Bamse”.

Flemming Bamse Jørgensen, hvis statur mindede om en godmodig pandabjørn, har altid været en del af min egen fortælling. Både fordi jeg er vokset op med ”Vimmersvej”, ”I en lille båd der gynger”, ”Hvorfor går Louise til bal” og alle de andre Bamse-hits kørende fra transistorradioen. Men også fordi min mor altid fortalte, hvordan hun havde leget med Flemming hjemme i Århus-forstaden Viby, da de var små.

Hun fortalte dog ikke, at han var søn af en prostitueret mor til tolv, som afleverede ham på et børnehjem i Hadsten. Eller at han senere blev adopteret af et velhavende direktørpar fra Viby og udset til at arve Viby Gummifabrik.

Den del spiller til gengæld en central rolle i Genz’ film, der begynder in medias res. Den syv-årige Bamse får skældud af sin far for at spille trompet på værelset. Som straf tager faderen ham ud for at se det børnehjem, hvor han blev hentet som spæd. Måske ikke lige den smarteste måde at afsløre over for sit barn, at det er adopteret.

Men Bamses hjerte bankede ikke for gummi men for musik. Han valgte livet som folkekær spillemand, og dermed var grunden lagt til en livslang kløft mellem ham selv og adoptivfaderen, der nedladende kalder sønnens musik for børnemusik.

Og samtidig presses han i den anden ende af sin benhårde manager John Madsen, der ikke lægger skjul på, at dansktopballader til halbal både giver succes hos publikum og penge i kassen.

Så selv om det hele ind imellem balancerer lige på kanten af det røvballemusikagtige er ”Bamse” alligevel en overraskende gribende fortælling om en mand, der kæmpede for sin musik og sit sted i livet.

Ingen film er større end sine skuespillere. Og Anders W. Berthelsen har både formatet og talentet til at fylde Bamses smækbukser ud. Det første sørger en fedekur, der har øget Berthelsens vægt med  10-15 kilo, samt en god portion filmsminke for. Hvor det ene slutter, og det andet begynder, er ikke rigtig til at se, men det er også ligegyldigt, for Anders W. Berthelsen glider ubesværet ind i rollen. Få evner som han at spille almindelige og helt jordbundne mennesker, så de føles 100% troværdige.

Han får god støtte af Henrik Birch som Bamses adoptivfar, og det er glædeligt at se, hvordan denne talentfulde og ofte alt for oversete skuespiller her får plads og mulighed for at fylde en rolle helt ud.

Lars Ranthe er filmens underholdende element, som Bamses manager, og låner uden rødmen fra sin rolle som grosserer Madsen i ”Badehotellet”. Og Johanne Louise Schmidt lyser op som den mest overbærende musikerkone, der længe er set på film.

Man kan tænke over, om filmen vil appellere til alle dem, der ikke er vokset op med Bamses musik? Sandsynligvis ikke. Men for alle os, der gjorde, er den sød og sjov nostalgi, der går lige i hjertet.

Bamse – 92 minutter – Danmark – Instruktør: Henrik Ruben Genz – Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Henrik Birch, Lars Ranthe, Johanne Louise Schmidt m.fl.