CINEMADSEN SHORT 20

DANIEL CRAIG: DEN NÆSTE JAMES BOND SKAL IKKE VÆRE EN KVINDE Så er det lige ved. Ved midnatstid på onsdag i næste uge blændes der op for den længe ventede James Bond film nummer 26 ”No Time To Die”. Forventningerne er skyhøje, men uanset hvordan det går James Bond i filmen, så er det sidste gang, at den engelske skuespiller Daniel Craig spiller den ikoniske agentrolle. Det har selvfølgelig åbnet for diskussionerne og gætterierne om, hvem der bliver den næste Bond. Nogle mener endog, at det nu er tid for en kvindelig James Bond, men det afviser Daniel Craig kategorisk. I et interview i Daily Mail understreger han, at hans arvtager som minimum bør være en hvid mand som ham selv. ”Der burde være bedre roller for kvinder og farvede skuespillere. Så hvorfor skulle en kvinde spille James Bond, når der burde være en rolle lige så god som James Bond, men bare for en kvinde?”, forklarer Daniel Craig. Og produceren bag James Bond filmserien Barbara Broccoli er enig: ”Vi er nødt til at lave film om kvinder og kvinders historie, men vi er nødt til at skabe kvindelige karakterer og ikke bare for gimmickens skyld lave en mandlig karakter om til en kvinde”, understreger hun. 

HISTORISKE DRAMAER I SPIL TIL OSCAR
Selv om der endnu er et stykke tid til, er udpegelsen af kandidater til næste års Oscar-uddeling allerede i fuld gang. Foreløbig her den danske Oscar-komité udpeget tre danske film til at komme i spil. Alle tre udmærker sig ved, at de er baseret på virkelige begivenheder. Den første er – ikke overraskende – Charlotte Sielings historiske ”Margrete den Første”, som transporterer tilskuerne tilbage til starten af 1400-tallet. Her kommer den nye nordiske union i fare, da en mand dukker op ved hoffet og påstår, at han er Magretes søn Oluf, som man ellers troede død. Den anden film, som Oscar-komitéen har udpeget, er Ole Bornedahls ”Skyggen i mit øje”, der handler om den fatale bombning af Den Franske Skole i København den 21. marts 1945 i slutningen af 2. Verdenskrig. De britiske bombefly skulle bombe Gestapos hovedkvarter i Shellhuset, men noget gik galt, og 86 skolebørn omkom. Den tredje film er Jonas Poher Rasmussens gribende dokumentarfilm ”Flugt”, hvor han via animation fortæller sin gymnasieven Amins flygtningehistorie. Oscar-komitéen udpeger den endelige danske kandidat den 28. oktober. Oscar-prisfesten løber af stablen til marts næste år.

MASSER AF MIKKELSEN I DEN TREDJE ”FANTASTISKE SKABNINGER” FILM
Så er der omsider nyt om den tredje ”Fantastiske skabninger” film. Warner Bros. har netop offentliggjort titlen på filmen, der bliver ”Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder”.  Hvad det er for hemmeligheder, må vi vente lidt endnu med at få afsløret. Warner Bros. har nemlig også meddelt, at premieredatoen er rykket til den 15. april 2022. Det er godt nyt, for oprindeligt var filmen planlagt til at få premiere den 14. juli 2022. Endelig har Warner Bros. løftet noget af sløret for filmens plot: Professor Albus Dumbledore ved, at den magtfulde troldman Gellert Grindelwald arbejder på at overtage magten over troldmandsverdenen. Ude af stand til at stoppe ham på egen hånd, sender Dumbledore magizoologen Newt Scamander afsted for at stoppe ham sammen med et hold af troldmænd, hekse og en enkelt modig muggler-bager. Undervejs møder de gamle og nye skabninger og må kæmpe mod Grindelwalds stigende legioner af følgere. Så vidt beskrivelsen, der lover godt for, at vi får set en masse til Mads Mikkelsen i den nye film. Mikkelsen overtog som bekendt rollen som Grindelwald fra Johnny Deep, der røg i unåde efter beskyldninger om hustrumishandling.