FILM: No Time To Die – Daniel Craigs fantastiske Bond-finale

Smokingklædte herrer, smukke kvinder i sexede kjoler og foran Imperial Biografen i København den britiske ambassadørs chauffør, som passede på chefens skinnende Aston Martin, der holdt parkeret ved kantstenen.

Onsdag aften og nat skete det. Efter næsten seks års venten havde den 25. James Bond film ”No Tome To Die” endelig premiere.

Oprindelig skulle den have haft premiere i april 2020, men så kom corona-epidemien og lukkede hele verden ned. Først blev ”No Time To Die” udskudt til om sommeren, så til efteråret, men epidemien holdt stadig fast, så filmens premiere blev igen udskudt til dette forår.

Efterhånden blev ”No Time To Die” selve ”Filmen”, som alle ventede på. Den der skulle signalere, at corona-epidemien omsider var forbi og man kunne vende tilbage til en nogenlunde normal hverdag med glitrende Bond-gallapremierer i biograferne.

Det har sin egen skønhed, at ”No Time To Die” på denne måde blev ikoniseret længe før, den nåede biograflærredet. En film og en filmserie, hvis hele indhold de seneste 60 år har været bygget op om et ikon – agenten James Bond – shaken not stirred please.

Lige siden den første Bond-film ”Dr. No” (1962) havde premiere i en verden, der var langt mere Bond-agtig, end den er nu, har der været noget uforanderligt over Bond-figuren. Som Peter Pan, der nægtede at blive voksen, var James Bond en mand, der forblev den samme gennem årene, uanset om der med mellemrum kom en ny skuespiller og overtog rollen.

Alt det blev forandret, da Daniel Craig i 2006 som den sjette tog 007-titlen på sig i filmen ”Casino Royal”. Pludselig oplevede man en Bond med langt flere følelser, som kunne bløde rigtigt og som på en hel anden måde udviklede sig og forholdt sig til virkeligheden og verden. Og gjorde det med en uvant ægthed, som samlede sig i Craigs kompakte skikkelse og dybe blå øjne, der på samme tid kunne udstråle brutalitet og følsomhed.

På den måde har de nu fem Bond-film med Daniel Craig i rollen været en dannelsesrejse på vej mod en moderne og mere menneskelig James Bond.

I ”No Time To Die” fuldendes metamorfosen på smukkeste vis. Den 25. Bond-film er en helt og aldeles fremragende film, som fuldt ud opfylder alle forventninger. Den er på samme tid umiskendeligt en konventionel James Bond film med alt, hvad dette indebærer af ikonisk bravado og samtidig så meget andet, leveret med finesse, virtuos visualitet, følelsesmæssig klangbund og tilpas mange overraskelser i ærmet til, at det får Bond-franchisens længste spilletid på 2 timer og 43 minutter til at føles som det halve.

Det starter mere isnende en nogensinde. Med en mor og en lille pige i et afsidesliggende hus i sneen, der opsøges af en maskeklædt mand, der vil slå dem ihjel. Hævne udslettelsen af sin egen familie beordret af pigens far på mest grusomme vis. Den lille pige viser sig at være Madelaine Swann (Léa Seydoux), som James Bond endte med at blive kæreste med i den forrige film ”Spectre” (2015). En kvinde med hemmeligheder og en traumatisk fortid, hvor hun er bundet til en mand, der ønsker at udslette verden.

Klip frem i tiden hvor James og Madelaine drøner afsted på vidunderligt smukke, syditalienske kystveje i hans brølende, skudsikre Aston Martin. Hun beder ham køre hurtigere. Han svarer, at de har al den tid i verden, de skal bruge.

Det har de selvfølgelig ikke. Parret er på vej for at besøge Vesper Lynch grav, Bonds tragiske kærlighed fra ”Casino Royal”. Kort efter angribes han af agenter fra Spectre og efter en klassisk, hæsblæsende biljagt gennem snævre gader, stopper Bond bilen midt på byens torv.

Mens et dusin skurke skyder løs mod bilens skudsikre ruder (der sandt at sige ikke virker SÅ skudsikre endda), tigger Madelaine ham om at gøre noget. Bond svarer koldt og desillusioneret: ”Jeg ved, du har ført dem hertil. At du har forrådt mig. Hvem bekymrer sig om vi lever eller dør?”. Action og suspense og følelsesmæssigt crescendo smelter sammen på smukkeste vis.

Så klippes der igen fem år frem i tiden. James Bond har brudt med Madelaine og lever et stille og roligt eks-agentliv i skjul på Jamaica. Og selvfølgelig holder hans selvvalgte pensionisttilværelse heller ikke ved. Da en afhoppet russisk videnskabsmand og hans dommedagsvåben kidnappes fra et hemmeligt MI6-laboratorium i London, bliver James kontaktet af både CIA og MI6. Nu starter et desperat kapløb mod tiden, før Spectre og endnu mere uhyggelige kræfter slipper dommedagsvåbenet løs: Dræbende nanorobotter, der er DNA-kodet til kun at gå efter udvalgte ofre.

Jagten fører både til Cuba, til Spectres fænglede leder Blofeld, til Madelaine og til en nedlagt militærbase på en ø mellem Rusland og Japan. Nu er det op til James Bond at redde både verden, Madelaine og andre, der står ham nær, og sig selv. Men kan han virkelig klare alle tre ting på én gang?

Mere af handlingen skal ikke afsløres her. Kun at der sker ting – mange ting – i ”No Time To Die”, som man aldrig havde forventet at opleve i en James Bond film. Men heldigvis føles de alle rigtige.

Det er tankevækkende, hvordan filmens dommedagsvåben er blevet overhalet indenom og endnu mere aktuelt i lyset af den verdensomspændende corona-pandemi. På den måde føles filmens virkelighed tættere på og mere ægte end nogensinde før.

På samme måde afspejler de fem Bond-film med Daniel Craig de nye feministiske strømninger og hele MeToo-debatten.

Og intet sted er dette tydeligere end i ”No Time To Die”. På Cuba teamer Bond op med den kvindelige agent Paloma. (Ana de Armas). Hun er iført en drøm af en sort, tætsiddende cocktailkjole og er – viser det sig – langt mindre naiv og uerfaren, end hun først giver indtryk af. Deres velkoordinerede bevægelser og handlinger er så timede, at lærredet slår erotiske gnister. I en ældre Bond-film ville de uden tvivl være endt i hans seng – eller hendes. Men den moderne, følsomme Bond er ikke til engangsknald, han søger den ægte, dybe kærlighed. At de ikke ender sammen, gør bare det hele endnu mere flirtende hedt. Og at Paloma viser sig at kunne kicksparke som en anden Michelle Rodriguez viser blot, at Bond-kvinderne anno 2021 sagtens kan stå selv.

Et andet eksempel er, da James Bond møder den nye MI6-agent Nomi (Lashana Lynch), som spytter hver eneste replik ud med samme tørre, nonchelante kynisme, der altid har kendetegnet Bond-figuren. Hun er endda blevet tildelt hans gamle kodenavn 007, hvilket er en helt bevidst hentydning til den ophidsede debat om, hvorvidt den næste Bond skal være en kvinde. Her er hun det allerede af gavn – og Daniel Craigs Bond synes mere end villig til at give hende pladsen. Og igen ender det, der i gamle dage også ville have udviklet sig til en forførelsesscene, i stedet som et elegant statement om kvindelig styrke.

Ingen kender Bond-figurens fremtid. Personligt håber jeg, at rollen også fremover spilles af en mand, fordi en kvindelig Bond ville smage for meget af at være en kønspolitisk gimmick snarere end at skabe masser af nye film båret af stærke kvinderoller.

Men den udvikling, som Bond-franchisen har taget er i hvert fald med til at understrege, at nutidens mænd – både de følsomme, de stærke og dem, der mestrer begge dele – i virkeligheden kun er få skridt fra at have udtjent deres rolle.

Uanset hvad, så opfylder ”No Time To Die”, sit løfte. Den afslutter Craigs Bond-saga på næsten katarsisk vis. En slutning der på én gang er både poetisk, ægte og stilistisk ekstravagant. Bedre ende kunne man ikke have håbet på.

No Time To Die – 163 minutter – England og USA – Instruktør: Cary Joji Fukunada – Medvirkende: Daniel Craig, Léa Seydoux, Ana de Armas, Rami Malek, Ralph Fiennes, Lashana Lynch, Naomie Harris, David Dencik m.fl.