FILMPRISER: Everywhere Everything All at Once blev den store Oscar-vinder

Mens en stor del af danskerne sov ind i den nye uge, har de danske TV-kanaler hele vejen fulgt uddelingen af verdens mest prestigefyldte – og glamourfyldte – filmpriser ved den årlige prisoverrækkelse i Los Angeles.

Sidste år kom det til at handle om alt andet end filmpriser, da skuespilleren Will Smith gik på scenen og stak komiker Chris Rock en lussing, fordi Rock havde lavet sjov med Smiths kone, Jada Pinkett Smith.

Will Smith blev efterfølgende udelukket fra Oscar-akademiet og fra at deltage i uddelingen de næste 10 år.

I år var fokus imidlertid tilbage på det, som det handler om – nemlig film. Og her blev det syrede amerikanske komedie-drama ”Everything Everywhere All at Once» aftenens helt store vinder.

Filmen, der handler om et møntvaskeri og tidsrejser mellem forskellige dimensioner, var lige som sin titel allevegne i aftenens løb og modtog ikke færre end 7 ud af de 11 Oscar-statuetter, som den var nomineret til.

Blandt andet vandt filmen prisen for Bedste Film og Bedste Instruktør. Og så var der Oscar-statuetter til ikke færre end tre af dens skuespillere, hvilket aldrig før er sket.

Michelle Yeoh vandt en Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle, mens Ke Huy Quan og Jamie Lee Curtis vandt en Oscar hver for henholdsvis Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle.

Det blev også til en Oscar til filmen for Bedste Originale Manuskript. Og endelig vandt den – fuldt fortjent – en Oscar for Bedste Klipning.

Det sidste slukkede det ene af årets tre danske Oscar-håb, idet den danske klipper Mikkel E. G. Nielsen var nomineret i samme kategori  for sit arbejde i filmen ”The Banshees of Inisherin”.

På samme måde blev de to øvrige Oscar-håb til skuffelser. Det lykkedes således ikke for Simon Lereng Willmont og Monica Hellström at vinde en Oscar for Bedste Dokumentar, med deres i øvrigt fremragende film ”A house made of splinters”. Den gik i stedet til den hårrejsende tankevækkende ”Navalny” om den fængslede russiske oppositionsleder.

Og Anders Walters grønlandske kortfilm ”Ivalu” gik i stedet til ”An Irish Goodbuy”.

Endelig blev det til hele Oscar-statuetter til den tyske krigsfilm ”All Quiet on The Western Front”. Filmen vandt blandt andet prisen for Bedste Internationale Film og Bedste Fotografering.

I alt fordelte aftenens priser sig således

Bedste Film: ” ‘Everything Everywhere All at Once”
Bedste Instruktør: Daniel Kwan og Daniel Scheinert  (”Everything Everywhere All at Once”)
Bedste Kvindelige Hovedrolle: Michelle Yeoh (”Everything Everywhere All at Once”)
Bedste Mandlige Hovedrolle: Brendan Fraser (”The Whale”)
Bedste Kvindelige Birolle: Jamie Lee Curtis (”Everything Everywhere All at Once”)
Bedste Mandlige Birolle: Ke Huy Quan (”Everything Everywhere All at Once”)
Bedste Internationale Film: ”All Quiet on The Western Front”
Bedste Klipning: ”Everything Everywhere All at Once”
Bedste Lyd: ”Top Gun: Maverick”
Bedste Originale Manuskript: ”Everything Everywhere All at Once”
Bedste Adapterede manuskript: ”Women Talking”
Bedste Fotografering: ”All Quiet on The Western Front”
Bedste Animationsfilm: ”Pinocchio”
Bedste Dokumentar: ”Navalny”
Bedste Kortfilm: An Irish Goodbuy”