FILM: Ustyrlig – Malou Reymann tager et fremragende dyk ned i et mørkt kapitel af Danmarkshistorien

FTimingen er noget nær perfekt. Forleden meldte regeringen ud, at den officielt vil undskylde for Kvindeanstalten på Sprogø. Og i går havde Malou Reymanns nye film om anstalten så premiere, dagen efter Kvindernes Kampdag.

Efter det stærke normbryderdrama ”En helt almindelig familie”, har Malou Reymann kastet sig over endnu normbryder-fortælling, men af en helt anderledes grum slags.

For Kvindeanstalten på Sprogø er et af de mørkeste kapitler i nyere dansk historie. På den lille spytklat af en ø mellem Sjælland og Fyn blev cirka 500 kvinder, som samfundet anså for at være ”moralsk defekte”, anbragt i årene fra 1933-1961. Og her blev de udsat for krænkelser og uhyrlige overgreb som for eksempel tvangssterilisation.

Filmen starter i 1933, hvor det danske samfund var meget optaget af usædelighed og ikke mindst af, hvordan kvinder skulle opføre sig.

Det får den 17-årige Maren at føle. Den unge pige er typen, der ikke vil finde sig i noget eller bare passe ind. Hun danser udfordrende, har tilfældig sex og bliver fyret fra sit arbejde for at komme for sent igen og igen. Hendes frimodige sind passer dårligt ind i datidens København. Da socialforsorgen får fat i hende og hun udsættes for en bizar intelligenstest, hvor nu nægter at svare på overlægens spørgsmål, bliver hun derfor stemplet som lettere åndsvag og moralsk defekt og sendt til Sprogø.

Her møder hun en afsondret verden med andre kvinder, der alle er udstødt af det pæne samfund. Her sættes de til at deltage i dagligdagens pligter, mens de bliver bildt ind, at det at indordne og underkaste sig er vejen hjem til deres familier.

Maren bliver hurtigt venner Sørine, der har været på øen i seks år og vænnet sig så meget til livet der, at hun åbent forsvarer kvindehjemmets rigide hierarki.

Venskabet, som anstaltens forstander ikke finder passende, får dog snart Sørine til at stille spørgsmål ved sin egen situation. For trods hendes egen gode opførsel må hun stadig ikke se sin lille datter, som hun blev tvunget til at give fra sig lige efter fødslen.

På samme måde går det op for Maren, at hun er nødt til at sige fra, men hendes oprør får også konsekvenser, da en ny lov fordrer, at moralsk defekte kvinder skal tvangssteriliseres.

Det er lykkedes for Malou Reymann at genskabe et tidsbillede og en epoke i Danmarks-historien 90 år tilbage med stor akuratesse – og aktualisere historien om fortidens misogyni, så den føles lige så relevant i dag.

Fotografen Sverre Sørdal har sørget for også at gøre ”Ustyrlig” til et stort visuelt kunstværk. Hans kamera bevæger sig rundt i de hvidkalkede, blondegardinbesatte kulisser, hvis umiddelbare idyl blot fremstår endnu mere uhyggeligt, når det bliver klart, hvilke uhyrligheder kvinderne udsættes for på øen.

Og Emilie Kroyer Koppel og Jessica Dinnage leverer fremragende præstationer som de to unge piger – den ene stadig med sin rebelske uskyld og individualitet, den anden allerede formet af Kvindeanstaltens rammer.

Det er som at se Milos Forman ”Gøgereden” (1975) udfoldet i en dansk kontekst. Og som tilskuer fyldes mand af stor vrede, når man overværer, hvordan en af grundstenene i den danske velfærdsstat – socialforsorgen – bygger på racehygiejniske idealer, som i de samme år lige syd for grænsen førte til Holocaust.

Ustyrlig – 135 minutter – Danmark – Instruktør: Malou Reymann – Medvirkende: Emilie Kroyer Koppel, Jessica Dinnage, Lene Maria Christensen, Anders Heinrichsen, Danica Curcic, Line Falcon m.fl.