Også denne gang skal du komme til mig
red mig i de svære problemer, opfyld,
hvad mit hjerte ønsker, og vær
min egen medsammensvorne
Sådan skrev den kvindelige, græske poet Sapho omkring år 600 før Kristus i sin hymne til gudinden Afrodite.
Hun levede på øen Lesbos og var en af de første kvinder, der skrev om kærlighed mellem kvinder og sit begær efter gudinder og kvinder omkring sig. Det er således på grund af hende, at øen har givet navn til betegnelsen lesbisk.
Ordet betegner både kvindelige homoseksuelle og personer, der kommer fra Lesbos. En dobbelthed, der indrammes tematisk i den græske instruktør Tzeli Hadjidimitrious dokumentarfilm ”Lesvia”.
Filmen har premiere i denne uge i anledning af Copenhagen Pride. Den skildrer spændingen mellem de lokale beboere og de mange lesbiske turister og tilflyttere, der siden 70’erne er valfartet til øen og har gjort den til deres fristed.
Tzeli Hadjimitrious har selv en fod i begge lejre. Hun er født og opvokset på Lesbos og selv erklæret lesbisk og kan derfor se begge sider af fortællingen, fordi det også er hendes egen historie.
Sådan begynder det i hvert fald. Med beretningen om, hvordan Hadjimitrious som bare 19-årig i 1981 for første gang besøgte byen Eressos, hvor andre lesbiske rejsende camperede og holdt ferie. En tur der totalt ændrede hendes selvforståelse og livsbane.
Snart glider hendes egen stemme dog i baggrunden for en kakofoni af andre kvindestemmer, der fortæller om paradiset Eressos, hvor lesbiske kvinder kunne være sig selv uden omverdenens fordomme. En oase af sand og hav, nøgne kvindekroppe, solbrune bryster, hår i alle længder og frigjort sanselighed og kvindesex.
Men var resten af verdenens fordømmende blik på lang afstand gjaldt det samme ikke de nære omgivelser. For de lokale indbyggere i Eressos var kvinde-invasionen først kuriøs, eller som en dem udtrykker det: ”Jeg undrede mig hele tiden over, hvor deres ægtemænd var, og hvornår de ville komme.”.
Da sandheden gik op for indbyggerne, var den lige så grænseoverskridende for mange, som den var grænseudvidende for de tilrejsende kvinder. Og der skulle en årelang tilvænnings- og kulturkamp til, før de fleste var blevet vant til kvinder, der ugenert holdt hånd, kyssede og kærtegnede hinanden i det offentlige rum.
En af de medvirkende, lesbiske kvinder indrømmer da også, at hun og de andre var så forblændede af deres nyfundne frihed, at de opførte sig totalt hensynsløst over for de lokale.
Senere fulgte andre faser. I starten af 90’erne åbnede de første butikker rettet mod lesbiske i byen. Siden fulgte barer og hoteller kun for kvinder. Efter årtusindskiftet, da homoseksuelle kunne færdes mere frit mange andre steder i verden, svandt interessen for Eressos imidlertid til et punkt, hvor nogle mente, at eventyret om det lesbiske fristed var forbi. Og så i 2010’erne en genopblusning, hvor flere lesbiske valgte at flytte fast til byen og hvor nye generationer kom til og den digitale tidsalder for alvor begyndte.
”Lesvia” er et både loyalt og livsbekræftende stykke LBGT-historie fortalt i en fortryllende blanding af gamle, plettede fotografier, grynede videofilm og instruktørens egne håndskrevne dagbogsnoter.
Filmen handler om meget mere end synlighed. ”Lesvia” indkredser følelsen af et fællesskab og et tilhørsforhold mellem kvinderne. Udviklingen af et lesbisk minisamfund, der har brug for fraværet af det mandlige blik for at kunne overleve og udvikle sig. Netop dette er en af filmens stærkeste pointer.
Og ved siden af dette hele tiden lokalsamfundets stemme, der har en masse at sige om, hvordan en gruppe som de lesbiske kvinder, kan ende med at blive tolereret om end ikke nødvendigvis accepteret. To parallelle verdener, der finder en sameksistens.
Tzeli Hadjimitrious skildrer fermt dette. Og med de nye, konservative, anti-LBGT-vinde, der blæser over verden i øjeblikket er ”Lesvia” en både aktuel og nødvendig film.
Lesvia – 78 minutter – Grækenland – Instruktør: Tzeli Hadjimitrious – Medvirkende: Tzeli Hadjimitrious m.fl.
