Det starter med et helt sort lærred, men med et lydbillede af motorstøj og bange, smertemartrede stemmer, der med det samme griber fat om publikum. Lidt efter flagrer en presenning lidt til side og afslører, at vi befinder os bag på et lastbillad fyldt med forpinte mænd. Lastbilen bremser, og bevæbnede soldater genner mændene ud i en vidstrakt ørken et sted i Syrien. De beordrer dem til at begynde at gå. En når kun få skridt, inden han falder død om. Mens lastbilen kører bort igen, vakler de øvrige væk gennem sandet under den brændende sol tydeligvis på vej mod samme skæbne.
Så effektivt starter den franske debutant Jonathan Millets film ”Skyggejagt”. Og sådan fortsætter den. Hele tiden stramt økonomiserende med sine virkemidler. Men samtidig i total kontrol i sin katten-efter-musen fortælling.
To år senere genfinder vi den eneste overlevende fra ørkenen – Hamid – i Strasbourg. Han har fået asyl i Tyskland, men bor nu i Frankrig, hvor han trods sit tidligere job som litteraturprofessor arbejder som ufaglært.
Han bor på et simpelt værelse og fører ugentlige samtaler med sin mor, der også er flygtet og bor i en flygtningelejr i Beirut. Derudover består Hamids dage af jævnlige møder med en europæisk kvinde i en park og mystiske snakke med en gruppe mennesker på chatten i et krigerisk computerspil.
Langsomt går det op for én, af Hamid er med i en hemmelig gruppe, der forsøger at opspore og straffe syriske krigsforbrydere, der er gået under jorden i Europa. Deres næste mål er den mand – Harfaz – som gennem syv måneder torturerede Hamid i et syrisk fængsel. Sporene peger i forskellige retninger, men Hamid får færten af, at Harfaz lever under dække i Strasbourg, hvor han studerer på det lokale universitet.
Nu gælder det så om at bevise, at det rent faktisk er Harfaz. Hamid har nemlig aldrig set sin torturmester i øjnene, fordi han altid fik en pose over hovedet, inden mishandlingen begyndte. Alligevel mener han, at han kan genkende Harfaz lugt, hans stemme og armbevægelser. Men er det nok til at være sikker?
Svaret svæver konstant i luften. På overfladen er ”Skyggejagt” en klassisk genrefilm om at opspore en forbryder fra fortiden. Men som filmen skrider frem, bliver det tydeligt, at Jonathan Millet har større ambitioner end blot at gentage en historie, vi har set mange gange før.
Filmen leger fermt med vores forventninger og afmonterer gang på gang sine egne spændings-højdepunkter. Til slut er man i tvivl om, hvad og Hamid egentlig vil med sin hævn og hvordan – præcis som filmens hovedperson selv er.
På samme måde bliver filmens titel lige så tvetydig. På den ene side er Harfaz en skygge fra fortiden, som Hamid forsøger at finde. På den anden side er ”jægeren” selv blevet reduceret til en skygge. En mand der har mistet sit tidligere liv og job, hvis kone og datter blev dræbt i et bombardement, mens han sad fængslet. En tom skal som nu kun lever for sit had og sin hævn.
Da han møder en ung syrisk kvinde, Yara, og hun beder ham kontakte hende igen, spørger han forvirret ”Hvorfor?”. Som om simple ting som flirt og tiltrækning mellem mennesker er blevet et fremmed, ukendt sprog i Hamids liv lige som poesi, kunst, kultur og glæde. Et sprog han ikke længere taler, fordi det kræver, at man har besluttet sig for at leve – ikke blot overleve.
Denne sandhed går også langsomt op for Hamid selv. Jo tættere han kommer på Harfaz, jo mere krakelerer han også under vægten af sin egen smerte.
Den første halvdel af filmen ser vi kun Harfaz gennem Hamids overvågende øjne. Men så i en intens central scene, der minder om den berømte møde mellem Robert De Niro og Al Pacino i kupfilmen ”Heat”, inviterer Harfaz ham til at sidde ved sit bord i en overfyldt restaurant. Derefter følger en mental og verbal kamp, hvor hvert eneste spørgsmål og ord er tyks ladet af usagte tanker og følelser.
Med sine mandelformede øjne og markante kindben udstråler Adam Bessa en næsten magnetisk følsomhed, som den plagede Hamid, som han udfolder uden mindste falske tone. Det ene øjeblik bryder han sammen i akut panik, det næste er han fanget i dyb fortvivlelse. Og øjeblikket efter viser han den sammenpressede blidhed, der gemmer sig under Hamids stoiskhed. Som filmens instruktør økonomiserer Bessa også med sine virkemidler og resultatet er dybt gribende. Hamid bliver aldrig bare et hylster, der skal understrege nogle genrekonventioner, men et nuanceret billede af hovedpersonens følelser og opleverser.
Læg dertil filmens flydende kameraarbejde, skarpe klipning og stemningsskabende musik og dens eksistentielle præmis om den bedste hævn ikke er at leve et godt liv. Elementer der sammen med det andet gør ”Skyggejagt” til en af de mest interessante film i biograferne denne sommer.
Skyggejagt – 106 minutter – Frankrig, Belgien og Tyskland – Instruktør: Jonathan Millet – Medvirkende: Adam Bessa, TawFeek Barhom, Julia Franz Richter, Hala Rajab m.fl.
