Samtidsdrama? Sort komedie? Eller et modernistisk mareridt om et samfund, der mister forstanden både enkeltvis og kollektivt?
Den amerikanske instruktør Ari Asters fjerde film hvirvler rundt mellem de forskellige genrer i et stadigt accelererende tempo som en kokainmisbruger på trip. Det er vældig underholdende, og man taber kæben flere gange undervejs. Især i filmens sidste tredjedel. Men når man har forladt biografens fortættede mørke, hjemsøges man af en nagende tvivl, om der egentlig var en dybere mening med galskaben? Eller om Ari Asters som den svenske kok i Muppet Show blot kyler alskens ingredienser i en gryde og rører rundt.
Handlingen udspiller sig i den lille flække Eddington i New Mexico i de sene majdage i det herrens pandemiår 2020. Covid’en hærger, og der er indført både lockdown og maskeforbud.
Ingen af delene falder i god jord hos byens sherif Joe Cross. En konservativ astmatiker, der nægter at bære maske. Det sætter ham ikke blot i bås med andre af byens stædige, ældre indbyggere, der nægtes adgang til det lokale supermarked. Det bringer ham også på kollisionskurs med hans arvefjende, Eddingtons borgmester Ted Garcia. En åleglat latino der arbejder tæt sammen med statens guvernør for at få opført et kæmpestort datacenter i byen. Han hævder, det vil bringe velstand og udvikling til den døende by, mens mange af indbyggerne mener, der vil dræne områdets allerede knappe ressourcer – herunder ikke mindst vand.
Joe’s og Teds uoverensstemmelser stikker dog langt dybere end det. Joe er nemlig overbevist om, at det var Ted, der i sin tid udsatte hans kone Louise for seksuelt overgreb, da hun blot var 16 år gammel og tvang hende til en abort. Nu er hun psykisk skrøbelig og tilbringer dagene i deres hus med at lave dukker med foruroligende ansigter. I huset bor også Louises mor Dawn, der bruger al sin tid på at fordybe sig i og udbrede forskellige konspirationsteorier – ikke mindst omkring covid.
Da gnidningerne mellem Joe og Ted spidser til, beslutter Joe sig for selv at stille op til borgmestervalget. Han indleder en valgkamp støttet af sine to underordnede betjente Mike og Guy. Men samtidig eksploderer Eddington i Black Lives Matter protester i kølvandet på politiets drab på George Floyd i Minneapolis.
Det er her, at ”Eddington” går fra socialt samtidsdrama til kulsort komedie/mareridt og hurtigt udvikler sig til noget, der minder om en Coen-brødrene film.
Jeg skriver minder om, for det er som om, at Ari Aster mere bruger de forskellige elementer til at holde sin buldrende film-ret i kog end til at sige noget nyt og indsigtsfuldt om tingene.
I glimt fanger Aster på absurd vis den vrede og paranoia, som greb USA på det tidspunkt – og som landet i princippet stadig er i under Trump’s kaotiske lederskab. Men alt for tit skyder han over målet. Filmen kommer således med let hån af alt fra Black Lives Matter til selvudnævnte religiøse ledere, overfladiske memes på sociale medier, konspirationsteorier og amerikaneres værdier omkring våben. Men uden at specificere eller gå i dybden med nogle af de forskellige emner.
Samtidig er det svært at finde nogen i filmen, som man for alvor kan holde med eller støtte op om. Her ville Joe have været det oplagte valg, men han fremstår snarere bevidst usympatisk trods sin tykpandede integritet. På den måde kommer han til at repræsentere alle snæversynede, højreorienterede amerikanere.
Filmens mangel på sympatiske personer bliver mere og mere problematisk i takt med, at Joes valgkampagne tager fart og tingene udvikler sig voldeligt. Det mere end antydes, at hans politiske ambitioner ikke er andet en hævngerrig, konservativ forargelse.
Men er Joe svær at holde af, så spilles han til gengæld med kæmpe bravour af Joaquin Phoenix. Det siger en del, at det ikke engang er Phoenix bedste præstation, for han balancerer overlegent og totalt indlevende på kanten mellem det farceagtige og det patos-overlæssede. En mand, der allerede fra første scene af, virker som om han er på vej mod menneskelig opløsning.
Selv om “Eddington” ikke formår at gå i dybden med sine temaer – og egentlig heller ikke ud over Joe formår at skabe dybde i sine personer, er det uden sammenligning en af sommerens mest underholdende film.
Eddington – 148 minutter – USA – Instruktør: Ari Aster – Medvirkende: Joaquin Phoenix, Emma Stone, Pedro Pascal, Deidre O’Connell, Austin Butler, Micheal Ward, Luke Grimes m.fl.
