Hvis der er to ting, der driver de bedste film frem, så er det overskud og ægthed. Og DreamWorks-studiernes nye film Den glemte ø har begge dele til overmål. Ja faktisk er det længe siden, at jeg har oplevet en mere overskudsagtig film. Det ikke bare siver, men sprøjter ud af hver eneste scene.
Denne gang har DreamWorks kastet sig over philipinsk mytologi. Og givet det en testosteron-indsprøjtning, hvor klassisk animation er blevet blandet med anime-æstestik.
Det er historien om et unikt venskab mellem den vilde, ukuelige Jo og hendes mere stille klassekammerat Raissa. De mødes på klassisk vis, da de begge bliver sendt til rektor for at forstyrre i timen.
Jo er en kreativ drømmer, som blev forladt af sin far. Nu bor hun med sin bedstemor Lola, der fylder hende med historier om den glemte ø Nakali. Raissa er mere fornuftig og teknisk intelligent, men deler Jo’s fascination omkring Nakali og dens mytologiske væsner. Herunder det uhyggelige vampyrvæsen Manananggal, der kan dele sig i to.
De to uadskillelige bedsteveninder vokser op og får deres studentereksamen. Jo drømmer om, at de altid skal være sammen, men opdager, at Raissa har andre planer. Hun vil gerne til USA for at studere. Samtidig er hun frustreret over, at Jo ikke forfølger sine kunstneriske ambitioner.
Jo er sønderknust, men natten før hun skal rejse, lokker hun Raissa på et sidste eventyr. Om morgenen finder de en magisk sølvdollar, der omsider åbner en portal til Nakili og træder ind i den
Da de vågner, er de på en ukendt strand i Nakili. Det er allerede morgen, og Raissa har mistet en del af sit hår og fået et par vinger. Jo har fået en venne-tatovering, og portal-nøglen er forsvundet.
Kort efter møder de varulve-hunden/drengen Raww. Han fortæller, hvordan de har tilbragt en vild og skør nat sammen med ham fyldt med eventyr. Jo og Raissa kan dog intet huske. Men hvis de skal kunne vende hjem, bliver de nødt til at finde de glemte minder og portalnøglen.
Det ville også være nyttesløst at prøve at genfortælle handlingen fra dette punkt. For Den glemte ø er propfyldt med skabninger fra den philipinske mytologi. Og for nogen, der ikke er bekendt med denne mytologi, er det en fantastisk førstegangsoplevelse.
Jeg vil dog lige løfte sløret for en enkelt: Den blå, selvoptagede havmand kaldet Havmahn, der minde om en klon af lampeånden fra Aladdin og Prins Charming fra Shrek. Med syngende søstjerner på brystvorterne.
Som sagt sprudler den glemte ø af overskud. Manuskriptet og animationen går hånd i hånd hvert eneste skridt, og filmen flyder over af visuel kreativitet. Enhver regel for figurdesign og fysik eksisterer kun for at blive brudt igen og igen på nye absurde måder.
I virkeligheden er der alt for meget til at fordøje på én visning. Men pointen er heller ikke at absorbere hvert eneste øjeblik. Det handler om at blive grebet af den maniske energi, de to veninder skaber sammen, og det bliver man. Ikke mindst i den bevægende showstopper-agtige sekvens nær slutningen, der bringer minder om mindesletningen i Evigt solskin i et pletfrit sind.
Det bør også lige nævnes at Fanny Bornedal og Malaika Berenth Mosendane gør et strålende arbejde med at oversætte de engelske og philipinske ord til dansk.
Så tag din bedste ven i hånden og gå ind og se denne film – eller se den flere gange.
TITEL: Den glemte ø
VARIGHED: 109 minutter
LAND: USA
INSTRUKTØR: Joel Crawford og Januel P. Mercado
MEDVIRKENDE: (danske stemmer): Fanny Bornedahl, Malaika Berenth Mosendane m.fl.
