Vi skruer tiden en lille måned tilbage til Cinematekets halvårlige Film-på-vej arrangement. Her blev der blandt andet vist klip fra Nicolas Winding Refns nye film Her Private Hell. Bagefter blev instruktøren bedt om at fortælle lidt om filmen. Hans svar var lammende, demonstrativ tavshed.
Nogle vil måske sige, at det er en instruktørs ret at opføre sig sådan. At man må bære over med, at store kunstnere også har store og eksentriske egoer. Man kunne også sige, at her er en mand, hvis succes er steget ham til hovedet og kulmineret i dårlig opførsel.
Uanset hvad, så siger episoden noget om, hvor Nicolas Winding Refn står rent kunstnerisk lige nu. Og fakta er, at et eller andet sted efter Drive (2011) – sikkert mellem Only God Forgives (2013) og The Neon Demon (2016) – har han besluttet kun at lave film og nogle få TV-serier udelukkende for sine egne øjnes skyld.
Det er selvfølgelig fantastisk, hvis man tilfældigvis er Nicolas Winding Refn selv – eller en af hans mest indædte fans. Dem der forstår at nyde, at hans film og serier er blevet mere og mere kunstlede og selvoptagede. Som udsøgt skabte værker for de udvalgte få. For alle andre er det en udmattende – og faktisk også kedelig – oplevelse at se en Nicolas Winding Refn film.
Sådan er det desværre og – i hvert fald for denne anmelder – med Her Private Hell.
Filmen foregår i en tågefyldt – og derfor mestendels mørk – computer-genereret futuristisk udgave af Tokyo. Her ankommer den berømte skuespillerinde Elle til et 5-stjernet hotel. Hun venter på at indspille sin nyeste film Candy Floss, der virker som en corny 80’er B-scifi-film.
Filmen produceres af hendes far Johnny Thunders (ja, det lyder som navnet på en pornostjerne), som for det meste er fraværende. Det virkelig drama er dog mellem Elle og hendes jævnaldrende stedmor Dominique – hendes tidligere bedsteveninde, der også er med i filmen. Hun tvinger Elle til at konfrontere de mange skjulte dæmoner i sit liv.
Der huserer også en faktisk dæmon – eller seriemorder – i den tågeindhyllede by. Han hedder Lædermanden og kaster sig over fortabte unge kvinder, som han flår op med sine elegante rhinstensbesatte ruskindshandsker. Samtidig går en amerikansk soldat ved navn Kay også rundt i byens gader. Han er på jagt efter Lædermanden, som har taget hans datter.
Mere er der ikke at hente på manuskriptsiden – som i absolut ikke mere. Her Private Hell er vel nærmest en gyser/thriller, eller snarere Refn’s forsøg på at hylde slasher-genren med sin egen opulente æstetik.
Det giver ham muligheden for at udleve sine egne fetishist-drømme – som for eksempel den sadomasochistiske Lædermand. På samme måde bruges Kay som undskyldning for nogle æstetisk dragende ultravoldsscene mellem ham og en overvægtig gangster.
Men ellers er der som sagt intet af hente. Det sære setup med tågen eller personernes baggrund forklares ikke yderligere. Og man kan stille spørgsmål ved, om Her Private Hell overhovedet har en handling.
Den har overdådige kulisser – som hotellet med de guldbelagte vægge. Den har en samling skuespillerinder med perlebesat øjenmakeup, der poserer og bitcher. Og den har en fantastisk, absurd, symfonisk lydside komponeret af Pino Donaggio, der lægger bunden under hvert sekund i den næsten to timer lange film.
Det lyder måske som meget, og er det måske også. Men uden disse ting, ville filmen være endnu mere helvedesagtig at komme igennem.
Det virker nærmest som en film, der ikke er en rigtig film, men en abstrakt situation skabt i Nicolas Winding Refns hoved. Og deroppe i hans hoved giver filmen uden tvivl mening – ellers ville han vel ikke have lavet den. Men samtidig er det også tydeligt, at Nicolas Winding Refn ikke længere aner, hvad publikum ønsker. Og at han ser det som et plus at levere noget, der åbent proklamerer, at det er for cool til at være sammenhængende.
Her Private Hell er stiliseret til et punkt, hvor det ligner abstraktion. Personerne opfører sig som de mannequiner, der også optræder. Og udgifterne til glimmer, stanniol, gennemsigtige plastmaterialer, stoboskoplys, røgmaskiner og røde og blå lysfiltre må have slugt det meste af filmens budget.
Og så er den langsom. De 110 minutter føles gabende lange, som om det hele foregår i slow motion. Mens personerne kæmper med at sige replikker som ”Jeg er offer for tågen” eller ”Jeg er lavet af stjernestøv”. Replikker der virker som om, de giver lige så lidt mening for dem som for os.
Man savner i den grad Nicolas Winding Refns tidligere film som Pusher-triologien (1996-2005), TV-serien De udvalgte (2001) og mesterværket Drive. Dengang hvor han var alt andet end kedelig.
Ret skal dog være ret. Faktisk kommer han selv med en advarsel tidligt i Her Private Hell, hvor en af personerne siger. ”Denne film bliver et helvede”. Det gør den dog ikke mindre helvedesagtig at se.
TITEL: Her Private Hell
VARIGHED: 110 minutter
LAND: Danmark, England og USA
INSTRUKTØR: Nicolas Winding Refn
MEDVIRKENDE: Sophie Thatcher, Charles Melton, Havana Rose Liu, Kristine Froseth, Dougray Scott m.fl.
