Filmanmeldelse: Jeg er stadig Alice – Når man langsomt mister sig selv

Pyha, egentlig har jeg det efterhånden svært ved film om sygdom – ikke mindst livstruende og invaliderende sygdom, hvor folk lidt efter lidt fratages deres værdighed og plads her i livet.

Alligevel dukker der hele tiden nye film op med folk, der får kræft, aids, sclerose, alzheimers og andre væmmelige sygdomme. Film hvis mål er at fortælle en skæbnehistorie og sætte vores medfølelse i højeste gear – og måske også vores indre, lettelse over ikke selv at være ramt.

”Jeg er stadig Alice” hører til i den bedre ende af skalaen inden for sick-flics. Frem for at satse på det store følelses-melodrama vender den således historien indad lige som sin hovedperson.

Vi starter som altid på toppunktet – det toppunkt, man ved, vi snart skal rutche ned fra.  Familien Howland er samlet fra at fejre matriarken Alice Howlands 50-års fødselsdag. Hun er en succesfuld lingvistik-professor på Columbia University i New York, gift med en lige så succesfuld akademiker-mand. Sammen har de tre børn, hvoraf de to har gode solide uddannelser som henholdsvis læge og advokat, mens den yngste datter forsøger at slå igennem som skuespiller i Los Angeles.

Men kort efter begynder Alice at få uheldsvangre symptomer. Hun, der ellers lever af sproget, begynder at glemme ord og miste orienteringen, når hun er ude at løbe. Lægeundersøgelser viser, at hun lider af alzheimers, og at sygdommen ubarmhjertigt vil berøve hende sproget totalt.

Alices familie er chokeret – ikke mindst da det viser sig, at sygdommen er arvelig. Og hendes mand har svært ved at acceptere, at den kvinde, han elsker og respekterer, er ved at forsvinde og står i sidste ende foran valget mellem et spændende nyt job i en anden stat eller at tage sig af hende i den sidste tid.

Alice forsøger selv at tackle sygdommen ud fra et videnskabeligt udgangspunkt. Hun laver hjernegymnastik, løser krydsord og opfinder sine egne hukommelsestests. Samtidig beslutter hun, at når hun ikke længere kan besvare spørgsmål som ”Hvad hedder min ældste datter”, så vil hun bunde det pilleglas, hun har gemt væk i kommoden.

Men den grumme ironi er, at alzheimer-patienter jo netop mister evnen til at handle og tænke rationelt, og at man ikke kan være sikker på at kunne gennemføre sine egne selvmordsplaner, når man når så langt.

”Jeg ville ønske, jeg havde kræft. Så ville jeg ikke skamme mig sådan,” siger Alice, mens hun endnu har det nogenlunde, men samtidig er hjerteskærende bevidst om, at hun er ved at miste sig selv.

Julianne Moore fik fuldt fortjent en Oscar for rollen ved Oscar-uddelingen for at par uger siger. – hendes første i øvrigt. Hun er skiftevis rørende, humoristisk og dramatisk og forsøger til det sidste at understrege, at Alice stadig findes, et udsagn man dog får sværere og sværere ved at tro på

På samme måde yder Alec Baldwin en af sine bedste præstationer som Alices mand, der bliver fanget i konflikten mellem at være loyal mod det menneske, han elsker – og som han får sværere og sværere ved at genkende – eller være loyal mod sig selv.

Blandt de tre børn lægger man ikke mindst mærke til Kristen Stewart, der som den ikke-akademiske datter ender med at være den, der bedst kan acceptere Alice.

”Jeg er stadig Alice” vinder ved at styre uden om melodramaet, selv om den slipper lovlig let om de virkelig grimme sider ved sygdommen, hvor de alzheimer-ramte bliver aggressive og ondskabsfulde.

Men samtidig kan man godt spørge sig selv om, hvad vi egentlig skal bruge denne type film til? Er det for at gøre os klogere på sygdommen? Er det for at pirke til vores grundangst for selv at blive ramt? Eller er det for at skabe en uro i os omkring at miste alt det, der gør os til dem, vi er?

Måske er formålet ganske simpelt kommercielt. At vi som mennesker elsker sat boltre os i andres ulykke, og at filmproducenterne selvfølgelig ved, hvad der sælger. Hvis det er tilfældet, har de denne gang ramt en sand guldåre, idet en af filmens Instruktører, Richard Glatzer, selv blev ramt af en frygtet sygdom. Glatzer blev diagnostiseret med ALS og skrev og instruerede filmen ved hjælp af en Ipad, som kunne læse de sætninger op, han tastede ind – først med sine fingre og til slut med sin tå.

Jeg er stadig Alice – 101 minutter – USA og Frankrig – Instruktører: Richard Glatzer og Wash Westmoreland – Medvirkende: Julianne Moore, Alec Baldwin, Kate Bosworth, Hunter Parrish, Kristen Stewart m.fl.