FILM: Fædre og mødre – Paprika Steen spidder forældreskabet, men kåren er lidt for sløv

Det er efterhånden fire år siden, at skuespilleren Paprika Steen fik sit store gennembrud som instruktør med juledramaet ”Den tid på året” (2018). En begavet og veludført satire over de danske familiedynamikker og traditioner juleaften. Der hvor alt skal være så sødt og hyggeligt, men hvor skeletterne vælter ud af skabet, mens man tåkrummende kæmper sig gennem juleand og risalamande.

Nu har hun så taget fat på endnu et smertenspunkt: Forældreskabet. Hvem kender ikke de anstrengende scenarier, når curlingforældre tørner sammen på Aula og ved forældremøder og skal blive enige om sukkerpolitik og børnefødselsdage.

Pigen Hannah skifter modstræbende skole for fjerde gang på seks år. Denne gang til en privatskolen Adlerhus ledet enevældigt af skoleinspektøren Adrian. På den nye skole er problemer noget, man helst ikke taler om, lige som man ikke stiller spørgsmål ved skolens ideologiske grundlag. Til gengæld belønnes de forældre, der retter mest ind, med et medlemskab i Adrians eksklusive badeklub, hvor der selvfølgelig også er venteliste.

Efter nogle uger er det tid til den årlige hyttetur i 6.B, og her er det så, at det for alvor afslører sig, at børnene kun er statister i denne film, og at det i virkeligheden handler om deres forældre.

Hannahs forældre, lægen Ulrik og designeren Piv vil nemlig frygtelig gerne være en del af det nye forældrefællesskab. Og hvilken anledning er bedre en hytteturen, hvor forældre og børn rigtig skal rystes sammen. Og hvor alle meninger er lige gode, som øko-alfahannen Thorbjørn slår fast på fællesmødet forud for turen.

Det er de selvfølgelig ikke, hvad enhver ved, der har været med til bare et enkelt forældremøde i den danske skoleverden anno 2022.

Så med et baggrundtæppe af fællesbadning, brændehugning og natløb udfolder mødre og fædre en sand hane- og hønekamp på status, opdragelse af børn og skolegang tilsat den sædvanlige blanding af kampdruk, flirteri og utroskab.

Forældrene opfører sig ikke overraskende som børn, og hytteturen kan bedst af alt sammenlignes med en klassefest for voksne. Og alle de kendte typer fra skolegården er repræsenteret:

Klassens tykke dreng i form af Rasmus Bjerg som VVS’er med vægtproblemer, der også døjer med at huske faste vendinger. Den intrigante pige leveret af Amanda Colin  som manipulerende og passivt aggressiv børnepsykolog. Den svage medløberdreng præsenteret af Nikolaj Lie Kaas som underkuet ægtemand med uventede seksuelle tilbøjeligheder og sådan kunne man blive ved.

Det er tydeligt, at Paprika Steen og manuskriptforfatteren Jakob Weis har villet levere en fortælling om de moderne narcisistiske curling-forældre, hvor pointen er, at også forældreskabet er en konstant positioneringskamp.

Den pointe får de hjem med spiddende diskussioner omkring, om det politiske korrekte i at holde klassefest med kinesertema eller understrege, hvor sød klassens paragraf 20 barn er, mens de samtidig krydser fingrer for, at det introverte skilsmissebarn fra ringere kår ikke skal hægte  sig på netop deres barn.

Men fortællingen ér mindre stram end i ”Den tid på året”, og den knivskarpe familiedynamik, der gjorde julefilmen så skarp er mere sløv her, hvor relationerne mellem de implicerede står mindre klart. Måske fordi de implicerede i sig selv fremstår mere uklare og halvbagte.

Humoren står også svagere, uden at den dog forsvinder. Det sørger det stærke skuespilcast for. Og alvoren, som Paprika Steen mere end antyder også er hendes ambition via det følsomme soundtrack fra Mazzy Star og Dufjan Stevens, får aldrig rigtig lov at trænge helt igennem.

Det er selvfølgelig ikke pænt at sammenligne en film med andre film, men mens ”Den tid på året” var en af de allerbedste danske komedier i nyere tid, så bliver ”Fædre og Mødre” aldrig mere end en god underholdende komedie. Det er selvfølgelig også godt nok. Bare ikke helt så godt, som man havde håbet.

Fædre og mødre – 97 minutter – Danmark – Instruktør: Paprika Steen – Medvirkende: Katrine Greis-Rosenthal, Jacob Lohmann, Carsten Bjørnlund, Rasmus Bjerg, Amanda Colin, Nikolaj Lie Kaas, Lise Baastrup, Merete Mærkedal, Lars Brygmann m.fl.