FILM: Krysantemum – Eksplosiv filmdebut

Filmdebut’er er altid spændene. Både fordi de står som en slags lakmusprøve på, hvad den pågældende instruktør kan og har at byde på. Men også i forhold til hvad de bidrager med til den samlede filmpulje.

Og spillefilmsdebutanten Christian Bengtson er bestemt værd at lægge mærke til. Hans film ”Krysantemum” starter som et Nicolas Winding Refn’sk drama nord for Limfjorden uendelig langt fra København og udvikler sig til en forrygende familieskildring om mennesker, der er drevet fra hinanden, og som prøver at finde sammen igen.

Familien Christensen er splittet siden den yngste søn Michaels tragiske død i klitterne. Forældrene Thomas og Kamma er blevet skilt, men driver deres fælles fragtfirma videre sammen. Og den fortabte storebror Anders arbejder som anlægsgartner i København, men har samtidig skabt sig en karriere som sælger af illegalt fyrværkeri.

Tingene spidser til, da tanken til oliefyret i familiens gamle hus, hvor Thomas nu bor alene, lækker. Han har ikke sørget for at få den repareret i tide, så derfor dækker forsikringen ikke. Nu skal der findes en halv million til oprensning af grunden. Penge som han ikke har, så truslen for tvangsauktion er overhængende.

Men Anders har en plan. Han vil gerne nå faderen igen og foreslår derfor en hasarderet plan for at skaffe de mange penge: At udvide forretningen med krysantemumbomber og andet fyrværkeri ved at etablere en illegal fyrværkerifabrik i laden og gøre det til en landsdækkende forretning via fragtfirmaet.

Det lyder lidt som Olsen-Banden, men stemningen smager mere af Pusher, når
vi præsenteres for kriminelle mellemmænd og Anders præsenterer sine ulovlige varer, som var det poser med narkotika.

På samme måde er der heller ikke meget Morten Korch over fortællingen. Selv om det overordnede tema om den fortabte søn, der vender hjem for at redde den fædrene gård umiddelbart lyder folkekomedieagtigt, er det langt mere alvorlige strenge, der slås an.

For udenforstående er ”Krysantemum” et voyeur-agtigt indblik i en illegal og eksplosiv underverden, hvor spændingen ikke bliver mindre af, at varerne er dødsensfarlige og når som helst kan eksplodere med samme kraft som en håndgranat.

Og samtidig er den endnu et eksempel på sorgarbejdets hårde men forunderlige veje.

Det er det smukke og troværdige portræt af hovedpersonerne, der først og fremmest gør filmen seværdig kombineret med David Bauers farvemættede nærbilleder og elegante kamerature.

Og så har Christian Bengtson haft en heldig hånd med rollebesætningen. Henrik Birch spiller tårefremkaldende ægte som faderen Thomas, mens Morten Hee og Karen-Lise Mynster næsten klarer den nordjyske dialekt som mor Kamma og Anders. Endelig brillierer Katinka Lærke Petersen som en ny Iben Hjejle som tilflytteren Louise, der arbejder som bogholder i fragtfirmaet, og som Anders får et godt øje til.

”Krysantemum” er måske ikke helt Tivolis Nytårsfyrværkeri, men filmen stråler og peger på, at her er en ny instruktør og manuskriptforfatter, som man kan glæde sig til at høre mere fra.

Krysantemum – 101 minutter – Danmark – Instruktør: Christian Bengtson – Medvirkende: Henrik Birch, Karen-Lise Mynster, Morten Hee, Katinka Lærke Petersen m.fl.