FILM: Anklagen – Endelig en nuanceret MeToo-film
Lad mig bare for at afværge de refleksmæssige shitstorme slå fast helt fra start, at jeg synes at MeToo-sagen er vigtig – meget vigtig.
Men jeg er også, som mange andre tror jeg, blevet træt og har undertiden følt mig (gys) krænket på både mit eget køns og kvindernes over den måde, som debatten har udviklet sig til mudderkast og pøbelvælde.
Når kampen bruges til at promovere sig politisk eller lige frem til at sikre sig magten. Når et klap i numsen eller et kys for mange år siden ligestilles med grove seksuelle overgreb. Og når retssikkerheden sættes komplet ud af spil, så folk skal forsvare sig mod anonyme anklager, mens de lynches af den frådende folkedomstol på de sociale medier og avisernes forsider og enhver, der ikke erklærer sig som åben feminist straks stemples som sexist eller incel, ja så er den vigtige sag totalt kørt af sporet, og man lukker både sine ører og sit hjerte.
Derfor kommer den franske instruktør Yvan Attals begavede drama som en frelsende engel. Her er præcis den nuancerede MeToo-film, som mange har ventet på. Og som burde få enhver til at tænke sig om, før de lader krybdyrhjernen få frit løb og rygmarvsrefleksagtigt stempler endnu en mand som et kvindeundertrykkende svin eller endnu en kvinde som løgnagtig ondsindet mandehader.
For virkeligheden ér som oftest langt mere kompleks. Det er den i hvert fald i Attals film.
Den 22-årige Standford-studerende Alexandre rejser fra USA til Paris for at deltage i en fest i sin gamle klasse. Han planlægger også at besøge sine fraskilte forældre Jean og Claire.
Hans mor bor nu sammen med Adam, og da Alexandre skal afsted til festen, foreslår de, at han tager Adams 17-årige datter Mila med. De to ryger hash, drikker, tager coke og ender i et skur sammen.
Næste dag bliver Alexandre opsøgt og anholdt af politiet, fordi Mila har anklaget ham for voldtægt.
Alexandre forklarer under afhøringen, at de to havde sex, men at det var med begges samtykke.
Derefter ruller lavinen og retssagen. Han mener, hun var ophidset og gerne ville. Hun mener modsat, at han var truende og forgreb sig på hende. Det et ord mod ord, så hvor er sandheden? Er Mila rent faktisk blevet voldtaget, eller lyver hun af ren ærekrænkelse? Og er Alexandra en voldtægtsmand, der som ung rigmandssøn er vant til at slippe afsted med hvad som helst?
Det geniale ved Attals medrivende fortælling er, at han udfordrer præmissen om, at sandheden er ren sort/hvid. I stedet vender og drejer han historien fra alle leder og kanter med et stort og intelligent indblik i menneskers upålidelighed og trang til at forme og tilpasse historierne efter omstændighederne og deres egen subjektive synsvinkel.
Det viser sig at begge de implicerede er lige utroværdige i deres beretninger, og når man går skridtet længere ud i deres omgangskreds – og i sidste ende helt ud blandt publikum – bliver svarene endnu mere uklare. Pointen er her, at det stort set er umuligt at have fyldestgørende viden nok til at kunne vælge side. Noget som alle de angrebsparate shitstormere på de sociale medier burde skrive sig bag øret, men her håber jeg nok forgæves.
Der spilles forrygende hele vejen rundt, men Attal har også allieret sig med sine nærmeste i form af sin søn Ben Attal og sin kone Charlotte Gainsbourg.
Resultatet er en film, der mere end noget andet, jeg har set, vækker til tiltrængt eftertanke frem for automatreaktioner omkring MeToo-problematikken. Derfor er den ikke bare højst seværdig. Den er også dybt nødvendig.
Anklagen – 138 minutter – Frankrig – Instruktør: Yvan Attal – Medvirkende: Ben Attal, Suzanne Jouannet, Charlotte Gainsbourg, Mathieu Kassovitz, Pierre Arditi m.fl.
