FILM: Wakanda Forever – Marvel-film som sorgterapi
Vi har set Marvel-film, der handler om at komme sig over nogens død i det fiktive Marvel-univers. Men opfølgeren til ”Black Panther” (2018) er mere end det. For første gang nogensinde bliver en Marvel-film brugt som sorgterapi for åbent lærred for både en virkelig person og en fiktiv.
Da skuespilleren Chadwick Boseman, som spillede kong T’Challa alias Black Panther i en række Marvel-film, døde af kræft i august 2020 kun 43 år gammel sendte det en chokbølge gennem hele filmverdenen.
Ikke blot mistede man en stor og lovende skuespiller. Man mistede også en kulturel helt. Via hans rolle som Black Panther var Boseman blevet ophøjet til popkulturelt ikon – levendegørelsen af, at der nu i såvel Marvel-universet som i verden endelig var kommet en sort superhelt.
Da instruktøren og medforfatteren på ”Black Panther”, Ryan Coogler, indvilgede i at lave dens efterfølger, stod han derfor over for en ekstra svær udfordring. Og heldigvis valgte han klogt at styre uden om det lette valg og erstatte Chadwick Boseman med en anden skuespiller.
I stedet er ”Black Panther: Wakanda Forever” én lang sorgbearbejdelse og tribut ikke blot til Boseman men til Black Panther. Og de to er smeltet sammen på smukkeste vis.
I filmen er vi tilbage i det fiktive afrikanske land Wakanda, hvor alle er lamslåede af sorg over kongen T’Challas død. Og de personer, der nu træder ind for at udfylde hullet, er næsten alle kvinder. Black Panthers mor dronning Ramona og hans søster prinsesse Shuri prøver begge at stabilisere landet efter tragedien. Den ene ved at udføre ritualer på den øde savanne, den anden ved at rette sin tro mod teknologien, som hun også bruger til at beskytte sig selv mod resten af verden.
På den måde repræsenterer de to Wankandas to poler: Sammenblandingen af traditionel afrikansk skik og æstestik med rumskibe og hyperadvanceret teknologi.
Og der er nok af udfordringer ud over tabet af Black Panther. I bedste tråd med virkelighedens vestlige udnyttelse af afrikanske naturressourcer, forsøger USA og FN nu at bemægtige sig Wankandas reserver af det sjældne stof vibranium.
Samtidig får CIA en ung MIT-studerende til at udvikle en vibranium-detektor, og opdager på den måde nye, ukendte lagre af stoffet på havets bund. De kontrolleres imidlertid af et ukendt folk fra den hemmelige undersøiske by Talokan.
Og nu ender Wakanda og Talokan, der ledes af den manipulerende Namor, en kamp om at blive verdens mægtigste rige.
”Black Panther: Wakanda Forever” handler ikke bare om sorg, men er samtidig en cementering af, at kvinderne for alvor har taget scenen i Marvels superhelteunivers. Vi har allerede Wanda Maximoff alias Scarlett Witch, en kvindelig udgave af Hulk, en kvindelig udgave af Hawkeye samt Captain Marvels nye ”lillesøster” Kamala Khan. Og nu også stærke kvindefigurer i universets afrikanske del.
Angela Bassett og Letitia Wright fører an blandt filmens mange stærke kvinder som henholdsvis dronning Ramona og prinsesse Shuri, og samtidig er filmen et visuelt overflødighedshorn af bjergtagende flotte scener.
Nogle vil måske finde spilletiden på 2 timer og 41 minutter lidt for lang. Men Coogler skal have ros for at lægge ånderum og plads ind imellem de flotte actionsekvenser, så filmens personer og deres indbyrdes relationer får lov at folde sig ud og vokse.
”Black Panther: Wakanda Forever” har ikke helt samme gennemslagskraft som forgængeren, men som brobygger mellem den og fremtidige Black Panther film er den mere end tilfredsstillende.
Black Panther: Wakanda Forever – 161 minutter – USA – Instruktør: Ryan Coogler – Medvirkende: Angela Bassett, Letitia Wright, Danai Gurira, Lupita Nyong’o, Tenoch Huerta, Martin Freeman, Dominique Thorne m.fl.
