Karen Thisteds manglende fornemmelse for Casper Christensens røv

Casper Christensen

Selv om der er næsten tre måneder til premieren, er nedtællingen til ”Klovn Forever” startet for fuld skrue. Lige som sidst satser Casper Christensen og Frank Hvam på at provokere maksimalt med en filmplakat, der er indbegrebet af hele Klovn-universet: Så tåkrummende pinlig, at man har lyst til at krølle sig sammen og kigge væk. Men samtidig kan man heller ikke rive blikket løs, fordi det ér sjovt og fascinerende på den der plat-sofistikerede Klovn-måde.

Konkret forestiller plakaten de herrer Christensen og Hvam liggende nøgne på et krøllet, guldfarvet lagen i det, der i sexsproget betegnes som 69-stillingen. Som kendere af genren vil vide, kan det være en yderst behagelig stilling, men det er nu ikke velvære, der stråler ud af de to herrers ansigtsudtryk ved synet af den andens bare bagdel og boller, snarere tværtimod.

Som sagt meeeeget pinligt! Man smiler allerede ved tanken om, hvad for eksempel de på alle måder bonerte amerikanere vil sige til plakaten og forudser, hvordan et par strategisk anbragte sorte firkanter vil blive taget i brug.

Og samtidig funderer man over, hvordan reaktionerne ville være helt anderledes, hvis det i stedet var to kvinder, der var affotograferet i den stilling, men lad nu det ligge.

Plakaten har allerede – helt efter planen – vakt opmærksomhed. Det gælder blandt andet hos den garvede journalist, forfatter, spindoktor m.m. Karen Thisted.

I et flammende indlæg i Ekstrabladet under overskriften ”Jeg vil ikke have Caspers røv i hovedet” lægger hun således ud:

”Det er klamt, og det giver unge mennesker et helt forkert billede af sex og af det at være smart, når Casper Christensen udlever sit forkvaklede forhold til sex for øjnene af hele Danmark.”

Og hun fortsætter:

”Der er intet smukt over den plakat, der selvfølgelig får megen presse-opmærksomhed, og jeg er sikker på, at den ikke præger unge menneskers sårbare sind positivt.”

”Efter at have fulgt Casper Christensens karriere fra start har jeg erfaret, hvordan han må have et forkvaklet syn på sex, som han nyder at provokere med.”

Man kunne sige rigtig meget om Karen Thisteds indlæg. Blandt andet, at de unge, som hun er så bekymret for, faktisk kan kapere ret meget. Enhver, der er i tvivl om dette, kan tage en tur til den igangværende Roskilde Festival og ved selvsyn se hvor meget. Ja, faktisk minder de to herrers positur mest af alt om nogen, der er vågnet op i mudderet på en festival efter en gevaldig koger.

Man må derfor også beundre, at Karen Thisted overhovedet kan lægge noget seksuelt i plakaten. Hverken Casper eller Frank ser på nogen som helst måde seksuelt opstemte ud, så det må alene være synet af deres nøgne kroppe, der får sextankerne frem hos hende.

Karen Thisted mener overordnet, at Casper Christensen udbreder en grim og brovtende seksualitet, der opildner til et dårligt kvindesyn – blandt andet fordi han tidligere har udtalt (lidt drengerøvsagtigt indrømmet) ”Jeg tager Jarlens datter, når det passer mig”.

Ud over, at bemeldte Jarls datter på ingen måde har virket som om, at Caspers udtalelser generer hende, så gør Karen Thisted sig på kedelig vis til smagsdommer over mænds seksualitet generelt – og over Casper Christensen og hans krop i særdeleshed.

Hendes anke over hans objektificering af kvinden klinger imidlertid hult. Det er således kun få dage siden, at jeg i et anfald af akut sofa-dovenskab lod fjernsynet køre derudad og her oplevede Karen Thisted og Hella Joff udbrede sig om, hvordan kvinder altid har elsket mænd i uniformer.

I udsendelsen objektificerer hun mænd på præcis samme måde, som hun anklager Casper Christensen for at gøre det. Hvad denne uniformsfetich siger om Karen Thisteds egen seksualitet, eller hvordan hendes udtalelser påvirker unge menneskers sårbare sind, skal jeg undlade at tolke på. Jeg vælger i stedet at opfatte det som om, at hun lige som Casper Christensen ønsker at skabe opmærksomhed ved at provokere.

Så Karen for pokker, drop dine angreb og tag Casper I hånden. I har meget mere til fælles, end du måske tror