Filmanmeldelse: Guldkysten – Slavedrama ender i febertåger
Vi er i 1836, dengang Danmark stadig var en kolonimagt i Afrika. Den unge botaniker Wulff bliver sendt til Guldkysten for at få en kaffeplantage op at stå. Han er fuld af idealisme og eventyrlyst, men opdager hurtigt, at hverdagen i kolonien langt fra er idyllisk. Selv om slavehandlen for længst er blevet forbudt ved de danske handelsforter, bliver han vidne til lyssky, illegale handler med hundredevis af slaver, der sejles bort i ly af natten. Og de plantager, som Wulff hjælper med at få plantet, bliver hærget af de indfødte selv. Da han undersøger sagen, kommer han på sporet af en større sammensværgelse, der trækker tråde helt ind i guvernørboligen.
Ud fra ovennævnte korte referat burde der være masser af glæde sig til i Daniel Denciks spillefilmdebut ”Guldkysten”, men et eller andet er gået galt undervejs.
Daniel Dencik er ellers ikke nogen novice. Han har allerede en lang række succesfulde dokumentarer bag sig som cykeldramaet ”Moonrider” (2012) og rejsefilmen ”Ekspeditionen til verdens ende” (2013) lige som han sidste år modtog Nordisk Film Prisen.
Men dokumentar er ikke fiktion. At skulle konstruere fiktive personer og en fiktiv handling fra bunden, er nu engang noget helt andet end at kunne læne sig mere trygt op ad virkeligheden. Og her er det som om, at opgaven er blevet for stor og for diffus for Dencik.
Der mangler fokus, og resultatet er, at en ellers potentielt spændende historie går til i flimrende febertåger – præcis som flere af filmens hovedpersoner.
Hovedproblemet er forunderligt nok hovedpersonen selv spillet med stor indlevelse helt ud til kanten – og også over den – af Jakob Oftebro.
Ifølge forfatteren Thorkild Hansen var virkelighedens Joseph Wulff en halvbagt jurist og helhjertet racist. I Daniel Denciks udgave er Wulff imidlertid forvandlet til natursværmerisk botaniker og romantisk elsker. En retlinet drømmer, der skriver forelskede beretninger hjem til sin trolovede, prædiker botanik over for de indfødte og frihedsidealer over for de andre danskere i kolonien for i næste sekund at forvandle sig til glødende slavebekæmper med våben i hånd.
Det er flere sider, end de fleste kan balancere fornuftigt op mod hinanden. Wulff ender derfor som en absurd, tragisk og utroværdig skikkelse, der flakser hid og did mod det forudsigelige martyrium, som vi allerede får en forsmag på i indledningsscenen – bare så vi lige ved, hvor det bærer hen.
”Guldkysten” bliver ikke bedre af, at resten af persongalleriet er lige så endimensionelle som Wulff er mangefacetteret. Guvernøren er ensidigt handlingslammet, hans nærmeste underordnede ensidigt onde og den smukke, skrøbelige missionærkvinde (Danica Cursic) ensidigt from.
Måske kunne man alligevel med et strammere manuskript have holdt filmen på nogenlunde ret kurs. Men gang på gang brydes spændingskurven af drømmeagtige sekvenser udsprunget af hovedpersonens sindstilstand, hvor strømmen af flotte billeder flyder over, mens handlingen atter går i stå.
Billedsiden er det stærkeste kort i ”Guldkysten”, der tegner et grumt portræt af det danske kolonieventyr. Det er en historie om menneskets laveste instinkter, hvor de onde ler, og de gode græder. Men selv om Daniel Dencik viser mod til at gå nye veje, har han brug for langt mere struktur og færre visuelle drømmerier, når han næste gang prøver kræfter med en spillefilm.
Guldkysten – 114 minutter – Danmark, Sverige, Ghana – Instruktør: Daniel Dencik – Medvirkende: Jakob Oftebro, Danica Curcic, Anders Heinrichsen, Adam Ild Rohweder, Wakefield Ackuaku, Morten Holst m.fl
