Filmanmeldelse: Magic Mike XXL – Ikke rigtig hot

Magic Mike XXL

3 Popcorn

Da Stephen Soderbergh lancerede Magic Mike for tre år siden, blev det pludselig in at krydre en venindeaften med en vovet biograftur. Her kunne kvinder i alderen 25-55 sidde med blussende kinder og se Mike (Channing Tatum) og de andre mandestrippere vride deres olierede, veltrænede kroppe. Nok til at sætte fantasierne og blodomløbet i gang og pirre sanserne hos kernemålgruppen, men samtidig aldeles uskyldigt.

Og nu efter tre års pause er Mike tilbage. Det store spørgsmål er så, om han stadig er Magic Mike?

Inden jeg besvarer det spørgsmål, så lad os se på filmens handling. Lige som i virkelighedens verden har Mike været ude af stripperomløb i tre år. I stedet har han realiseret drømmen om et lille snedkerfirma, med blot en enkelt ansat, egen lastbil og logo.

Sådan bliver det selvfølgelig ikke ved med at være. En dag rejser Mikes gamle strippergruppe Kings of Tampa gennem byen. Deres gamle konferencier Dallas (Matthew McConaughey) har forladt gruppen, som nu vil lave et sidste afskedsshow i Myrtle Beach.

Først afviser Mike at tage med dem, men – igen selvfølgelig – snart ombestemmer han sig, så filmens roadmovie-agtige historie endelig kan begynde.

Og så er der ellers dømt mandevenskabsfilm på lærredet: Store samtaler om livet som pensioneret stripper afløses af kærlighedsudgydelser i stilen ”I love you so much man”. Og sådan kører bilen afsted, og gruppen møder – igen igen selvfølgelig – også et par smukke kvinder undervejs.

Mere kød er der sådan set ikke på den historie. Så svaret på spørgsmålet er, at det kvindelige publikum på lærredet, virker langt mere entusiastiske end kvinderne i biografsalen ved gensynet med Mike og hans strippervenner.

Trods XXL-titlen er den nye Magic Mike bare ikke stor nok. Den har et grundlæggende plot, men ikke nogen egentlig historie. Fortællingen om gruppens tur til mandestripper-konventet i Myrtle Beach virker mest af alt som en undskyldning for at anbringe mændene i forskellige situationer, hvor de kan danse og bevæge sig sexet. Og ja, det er ganske rigtigt, hvad filmen går ud på, men den første Magic Mike film havde faktisk et ganske velkonstrueret plot. Dialogen mellem mændene og mellem Mike og kvinden Zoe er kun underholdende noget af tiden, og sådan kunne man blive ved.

Resultatet er en film, hvor man får 10 minutters virkelig underholdning, men betaler for det ved at skulle bruge tid på de øvrige 105 minutter.

Det hjælper heller ikke på tingene, at Matthew McConaughey ikke længere er med. Og så har Steven Soderbergh denne gang overladt instruktørstolen til Gregory Jacobs, der var 1. assistent på den første film, og selv taget tjansen som cheffotograf og klipper. Det skulle han måske ikke have gjort, for lyssætningen i filmen er mange steder alt for mørk. Og når der endelig er lys på, virker det forkert.

Det er stadig forfriskende med en film, hvor manden bliver objektiviseret. Men desværre er Mike og hans venner ikke det samme friske pust som første gang.

Instruktør: Gregory Jacobs – Medvirkende: Channing Tatum, Juan Piedrahita, Kevin Nash, Amber Heard, Jada Pinkett Smith, Andie MacDowell m.fl.