Filmanmeldelse: Terminator: Dark Fate – Så fik vi endelig den rigtige fortsættelse til Terminator 2

I disse dage er det 35 år siden, at instruktøren James Camerons udødelige scifi-actionthriller ”The Terminator” (1984) så dagens lys og med ét slag udødeliggjorde Arnold Schwarzenegger i rollen som den dræber-cyborgen, der næsten var umulig at slå ihjel.

Siden kom den næsten lige så udødelige ”Terminator 2: Judgment Day” (1991), der for alvor cementerede Terminator-universets dystopiske fremtidsvision fulgt af yderligere Terminator-film i 2003, 2009 og 2015.

Når jeg ikke nævner titlerne på disse film, er det fordi, at de med udgivelsen af seriens nummer seks ”Terminator: Dark Fate” ikke længere har nogen betydning – som i overhovedet!

James Cameron er tilbage som manuskriptforfatter. Han har valgt at gå all in og omfavne en af tidens store tendenser ved at omskrive fortiden. ”Terminator: Dark Fate” fremstår derfor som den nye – og skulle jeg tilføje rigtige – Terminator 3.

Rigtige fordi den lige fra starten føles mere autentisk, end nogen anden Terminator-film har gjort det siden 1991.

Filmen starter lige der, hvor ”Terminator 2: Judgment Day” sluttede. Det er lykkedes for Sarah Connor (Linda Hamilton) og hendes søn John at destruere Skynet – robotimperiet, der i en nær fremtid havde overtaget magten på jorden og sendt terminators tilbage i tiden for at dræbe John, så han ikke vokser op og bliver en menneskelig oprørsleder.

Selv om de på den måde har reddet milliarder af menneskers liv, lykkes det dog alligevel for en af de tilbagesendte terminators, der ikke er klar over at Skynet og deres robotfremtid ikke længere eksisterer, at slå John ihjel.

22 år senere går den mexicanske kvinde Dani Ramos (Natalia Reyes) som sædvanlig på arbejde på den fabrik, hvor hun arbejder sammen med sin bror, intetanende om, at denne dag vil forandre hendes liv for altid.

På fabrikken står hendes bror til at blive udskiftet af en robot – og ja, ironien er tommetyk, faktisk lige til grænsen tyk. Få minutter senere bliver Dani imidlertid angrebet af en ny og mere avanceret terminator ved navn Rev-9 (Gabriel Luna), men reddes i sidste øjeblik af det kraftigt genetisk forbedrede menneske Grace (MacKenzie Davis).

Snart slutter den aldrende Sarah Conor sig til holdet, der skal beskytte Dani. Hun har brugt de mellemliggende år til at skabe mening i sit liv efter Johns død, ved at opsøge og udrydde tiloversblevne terminators.

Trioen bliver hurtigt meget trængt, men det lykkes dem at opspore og få hjælp af den terminator (Arnold Schwarzenegger), der i sin tid dræbte John. Undervejs kommer det frem, at Dani ikke skal beskyttes, fordi hun vil føde den oprørsleder, der skal redde menneskeheden. Hun ér selv den oprørsleder.

Hvis nogen synes, at handlingen i ”Terminator: Dark Fate” minder om handlingen i den oprindelige Terminator-film, så er det ikke helt forkert.

Faktisk er filmholdet med stort held vendt tilbage til udgangspunktet. I sin kerne var James Camerons originale Terminator-film nemlig en effektiv, post-apocalyptisk B-film med et meget simpelt plot: En dræberrobot fra fremtiden, der vil slå et menneske ihjel. Det samme er den nye film trods alle sine imponerende visuelle effekter – herunder at den nye Rev-9 kan udskille sin egen ekstra-dræberrobot.

Det er en klog strategi. I 2019 hvor vi alle i årtier er blevet overfodret med computergenererede effekter, er den slags visuelt tingeltangel ikke længere det, der fanger mest. Hvis en film skal bide sig fast, handler det i stedet om den menneskelige historie.

”Terminator: Dark Fate” omfavner også en anden af tidens trends: Heltefeminismen. Det er kvinderne, der styrer fra start til slut, mens for eksempel Danis far og bror hurtigt ekspederes væk.

Om det så er gode gamle Arnold Schwarzenegger, så er han reduceret til hjælpefigur for de tre kvinder. I filmen har Schwarzeneggers dræberrobot levet et almindeligt liv og kompenseret for drabet på John ved at blive beskytter for en voldsramt kvinde og hendes søn. Forholdet til kvinden er heller aldrig blevet fysisk fuldbyrdet. Det har været nok, at han var ”stærk, en god beskytter, god til at ordne det praktiske og umådelig morsom”. Også her er den totale afseksualisering af det maskuline og reducering af mandens funktion så tommetyk, at det kører på grænsen.

Faktisk kan man, hvis man ønsker at tage kønsbrillerne på, se hele opgøret mellem de tre kvinder og Rev-9, som en kønskamp: Afstumpet maskulin brutalitet versus søstersolidarisk feminisme.

Uanset hvad, så er ”Terminator: Dark Fate” en perfekt, underholdende popcornfilm og en fejende flot genoplivning af Terminator-franchisen. Den er i sin kerne den nummer 3, som trofaste fans har ventet på i næsten 30 år – og heldigvis er den hele ventetiden værd.

Terminator: Dark Fate – 128 minutter – USA, Spanien og Ungarn – Instruktør: Tim Miller – Medvirkende: Linda Hamilton, Arnold Schwarzenegger, MacKenzie Davis, Natalia Reyes, Diego Boneta, Gabriel Luna m.fl.