Filmanmeldelse: Miraklet – Simon Staho skuffer for anden gang

Miraklet

3 Popcorn

Det største ”mirakel” ved Simon Stahos nye film ”Mirakel” er, at den overhovedet er blevet til. For det første, er der gået tre år, siden den blev optaget. For det andet er den i mellemtiden blevet totalt klippet om fra at være en musical til nu at være et melodrama.

Det sidste er nok meget klogt, når man tænker på Stahos forrige film, musicalfloppet ”Magi i luften” (2011). ”Miraklet” er da også en væsentligt bedre og mere helstøbt film end forgængeren, men alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af, at Simon Staho har skuffet igen.

Hans ambitionsniveau er ellers tårnhøjt med denne film, der fremstår som en kloning mellem Theodor Dreywers Ordet” (1955) og Lars von Triers ”Breaking the Waves” (1996). En fortælling om troen på det guddommelige mirakel udspillet i et lille landsbysamfund i starten af 70’erne.

Her samles menigheden hver søndag og lytter trofast på den lokale præst Erik (Peter Plaugborg), der i kærlighedens navn anråber Vorherre om et mirakel, som kan konkurrere hans kone Johanna (Sonja Richter). Hun er lænket til en rullestol efter et trafikuheld 11 år tidligere, der samtidig satte en stopper for hendes karriere som danser.

Men selv om præsten er stærk i troen, lever han på en illusion, idet Johanna aldrig har haft de samme varme følelser for ham, som han har for hende. Og da hendes ungdomskærlighed Jakob (Ulrich Thomsen)  triller ind i byen på sin brølende motorcykel, flammer de gamle følelser op på ny.

Men skal hun vælge den kærlighed, der måske kan udvirke et mirakel? eller forholdet til Erik, der inderst inde foretrækker hende som hjælpeløs, og deres barn?

Simon Staho leger også denne gang med sit medie. Kamerahånden ryster professionelt, lige som der zoomes til ultranær igen og igen og kæles for billederne af den idylliske natur omkring landsbyen. Der er således ingen tvivl om, at Staho kan sin filmiske håndværk, men det viste vi sådan set allerede.

Mens Peter Plauborg får det optimale ud af sin præsterolle, bevæger Ulrich Thomsen og Sonja Richter sig rundt som de skitseagtige undskyldninger for sig selv – mere levner manuskriptet ikke plads til.

Og hele tiden har man svært ved at frigøre sig fra tanken om, at de scener, der er tilbage, skulle have udgjort fyldstoffet mellem en række musicalnumre.

Nogen ny ”Ordet” eller ”Breaking the Waves” bliver det aldrig, selv om Staho virker langt mere på hjemmebane her i sit kammerspils-melodrama mellem voksne mennesker end i sit forsøg på at lave en ungdomsmusical.

Når det er sagt, så er det rigtig ærgerligt, at en af Danmarks mest spændende instruktører, der har lavet så bemærkelsesværdige film som ”Himlens hjerte” (2008), ”Daisy Diamond” (2007) og ”Dag og Nat” (2004), nu har brugt de sidste tre år på to mislykkede musicalforsøg. Og det er lige så ærgerligt, at Det Danske Filminstitut har pumpet op mod 17 millioner kroner i projekterne. De penge kunne lige som Stasho’s tid og evner være brugt langt bedre.

Miraklet – 90 minutter – Danmark og Irland – Instruktør: Simon Staho – Medvirkende: Peter Plauborg, Sonja Richter, Ulrich Thomsen, Allan Hyde m.fl.