Filmanmeldelse: I Morgen – Opløftende bud på, hvordan vi redder vores klode

I Morgen

5 popcorn

Dokumentarfilm, der handler om at skabe en mere bæredygtig verden, findes i mange forskellige former og udgaver. Grundlæggende er de dog skåret over samme læst: De er fyldt med dommedagsvisioner om, hvad der vil ske, hvis vi ikke ændrer adfærd, og slutter som regel med et mere positivt kapitel om, at vi stadig har tid til at gøre noget.

Allerede her skiller den franske instruktør og skuespiller Melanie Laurents og journalisten Cyril Dions dokumentarfilm ”I Morgen” sig markant ud, fordi den hele vejen er præget af en optimistisk og realistisk tone.

Filmen er inddelt i fem overordnede temaer (landbrug, energi, økonomi, demokrati og uddannelse). Inden for hvert af disse temaer viser den så personer og projekter, som gør tingene på en ny måde, der kan sikre fremtiden for os alle.

Resultatet er forbløffende. I stedet for at forlade biografen med et opgivende suk, bliver man faktisk fyldt med håb på både jordens og menneskehedens vegne.

”I Morgen” er resultatet af et møde tilbage i 2011 mellem Melanie Laurent og Cyril Dion, som dengang var leder af Mouvement Colibris, der arbejder for at skabe et mere økologisk og humant verdenssamfund. I 2012 faldt de to over en ny alarmerende rapport i magasinet Nature skrevet af biologen Elizabeth Hadly og palæontologen Athony Barknovsky.

- Rapporten konkluderer, at hvis vi ikke gør noget drastisk nu i måden, vi lever på, så risikerer vi, at mennesket er forsvundet mellem år 2040 og 2100. Vi har selv børn, og Melanie er nybagt mor, og med den nye rapport følte vi, at nu måtte der gøres noget. Med et lille hold tog vi først til USA for at tjekke rapportens konklusioner, som blev bekræftet af diverse eksperter. Derefter drog vi videre rundt i hele verden for at finde eksempler på nytænkende og gode løsninger, der kan redde vores børn og fremtiden, forklarer Cyril Dion.

Filmen starter logisk nok med landbrugs-temaet og vores basale behov for mad. Her går turen til Detroit, den tidligere blomstrende, amerikanske industriby der nu mange steder ligger hen som en spøgelsesby, efter at økonomiske kriser har lukket en stor del af områdets virksomheder og butikker. Men midt i det hele er der opstået en ny grøn bevægelse, som har oprettet titusindvis af byhaver, hvor de lokale dyrker deres egen mad. Det har skabt nyt liv i den døende by.

Dermed er tonen slået an. I løbet af de næste små to timer bevæger Melanie Laurent og hendes filmhold sig rundt i verden. De kigger på energirigtige virksomheder i Frankrig og skraldeprojekter i Californien. De udfordrer dogmet om, at det eneste værn mod konkurs er evig vækst, ved at se på lokale økonomiske projekter i England, og viser, hvordan demokratiet blev genskabt fra neden i Island. Og endelig tager de til Finland for at kigge nærmere på et af verdens bedste uddannelsessystemer.

Det bliver også til et besøg i København, idet den danske hovedstad blandt andet fremhæves som en af de mest cykelvenlige byer i verden, hvor over 70 procent af borgerne transporterer sig rundt på cykel. Og selv om filmens idylliske billeder af cyklister, der krydser Dronning Louises bro, ikke helt svarer til det skræmmende, hektiske cykel-Klondike, man ser på cykelstierne hver dag ved myldretid, bliver man alligevel stolt over, at vi er med.

Det hele følges til dørs af velvalgte toner og sange fra den talentfulde svenske jazz- og popsanger Fredrika Stahl.

I virkeligheden har Melanie Laurent og Cyril Dion fundet frem til mange af de samme steder og tendenser, som den amerikanske instruktør-provokatør Michael Moore gjorde i sin seneste film ”Where to Invade Next (2016). ”I Morgen” viser dermed også forskellen på, når en film bruger henholdsvis humoren og den intellektuelle tilgang i forsøget på at ændre folks måder at tænke og handle på.

Det mest fascinerende ved Laurents og Dions film er dog, at der i mange tilfælde er tale om lokale grupper og kommuner, der har taget magten tilbage fra de nationale politikere og de multinationale koncerner – en form for horisontal aktivisme som modsvar på de nationale politiske beslutninger, der i mange tilfælde har ført til de problemer, vi står i.

Et af de bedste eksempler på det er det såkaldte Bristol Pund – en alternativ møntenhed, som den middelstore engelske by indførte for tre år siden. Bristol Pund gør, at penge, som bruges lokalt, bliver ved med at arbejde og skabe vækst lokalt i Bristol i stedet for at blive suget væk af de store, internationale banker.

Og sådan kommer man forunderligt klog og opstemt ud af biografen efter at have set ”I Morgen”.

Efter premieren torsdag er det i øvrigt planen, at filmen i løbet af efteråret og foråret 2017 skal vises ved en række særvisninger og debatarrangementer i samarbejde med skoler, gymnasier og højskoler landet over.

I Morgen – 118 mnutter – Frankrig – Instruktør: Melanie Laurent – Medvirkende: Anthony Barnosky, Cyril Dion, Pierre Rabhi, Melanie Laurent m.fl.