Filmanmeldelse: Bridget Jones baby – Dejligt gensyn med elsket singlekvinde

bridget-jones-baby

4 popcorn

Der er noget umanérligt behageligt ved gensynet med Bridget Jones. Det er efterhånden 20 år siden, at Helen Fielding startede sin berømte klumme om den kiksede, men uimodståelige London-kvinde Bridget i The Independent og 15 år siden den første filmatisering ”Bridget Jones dagbog” (2001).

Det er altid lidt af en chance at forsøge at tage tråden op efter en succes. Den gode nyhed er imidlertid, at ”Bridget Jones baby” faktisk er langt bedre end to’eren ”Bridget Jones på randen af sund fornuft” (2004).

En af grundene er, at Sharon Maguire, der instruerede den første film, er tilbage i instruktørstolen. En anden, at Renée Zellweger uden mindste besvær glider ind i sin glansrolles charmerende røde pyjamasbukser, som havde hun blot været ude og gå en lille tur.

Bridget Jones er i mellemtiden blevet 43 år og bor alene i den samme lejlighed, hvor hun også boede, da vi oprindeligt lærte hende at kende.

Forholdet til den stivnakkede, men dejlige advokat Mark Darcy (Colin Firth) er endnu engang røget på gulvet, men derudover kører tingene faktisk rimeligt godt for Bridget: Hun er nu en succesfuld TV-producer og forsøger at leve det søde singleliv.
Da en yngre kollega får hende overtalt til at gå med til en musikfestival, møder hun den rige, charmerende amerikaner Jack (Patrick Dempsey) og ender i seng med ham. Blot en uge senere er hun til barnedåb i den gamle vennekreds, hvor Mark også er til stede. Følelserne blusser igen op, og de to ender selvfølgelig også med at have sex.

Tro mod sin natur har Bridget ikke helt styr på det med prævention, så de to engangsknald får konsekvenser. Hun bliver gravid, og med vanlig sans for at komplicere tingene ved hun nu hverken med hvem eller får fortalt de to mænd, at der er en tredjepart involveret.

Patrick Dempseys glatte amerikaner er desværre en ringe erstatning for Hugh Grants uforbederlige, gavtyveagtige libertiner Daniel Cleaver. Grant takkede nej til at deltage i filmen, da han åbenbart ikke mente, at manuskriptet var godt nok.

Til gengæld er Colin Firth lige så meget Darcy, som han altid har været, og kemien mellem ham og Zellweger genopstår på magisk vis.

På samme måde får vi et festligt gensyn med Gemma Jones og Jim Broadbent som Bridgets forældre. Gemma Jones er således totalt forvirret over, hvordan
Facebook fungerer på hendes smartphone og forarget over, at der er hele to potentielle fædre til Bridgets barn: ”Du var altså med i en trekant kære?”.

”Bridget Jones Baby” er engelsk hyggefilm, når det er bedst, drevet af en motor af britisk sarkasme. Selvfølgelig er der falden-på-halen øjeblikke, som når Bridget skvatter i mudderet, men det er de underspillede replikker fra Colin Firth og filmens med-manuskriptforfatter Emma Thompson, der også har en rolle som gynækolog, der er de virkelige højdepunkter.

Og så klæder det Bridget Jones franchisen, at den er kommet videre. Bridget sidder stadig derhjemme og begynder at synge ”All by myself”, men kaster så selvmedlidenheden af sig og forsætter med House of Pains ”Jump Around” og gør lige præcis det. Og selv om Bridget nu spiser for to, er overvægt ikke det centrale emne, som det var det i den første film. Her har både Bridget og verden i almindelighed bevæget sig væk fra 90’ernes næsten maniske kaloriefiksering.

Man kan så spørge sig selv om fokus-skiftet fra lårenes omkreds til en ikke-planlagt graviditet, hvor hovedpersonen ikke rådspørger sig med nogen af de potentielle fædre, virkelig repræsenterer et fremskridt. Men i det mindste føles det både genkendeligt og såre menneskeligt.

Bridget Jones Baby – 123 minutter – England, Irland, Frankrig og USA – Instruktør: Sharon Maguire – Medvirkende: Renée Zellweger, Colin Firth, Patrick Dempsey, Gemma Jones, Jim Broadbent, Emmsa Thompson m.fl.