Filmanmeldelse: Snowden – Big Brother is watching you

snowden

5 popcorn

- Jeg betragter min regering som løgnagtig!
(Oliver Stone)

Det mest vanvittige ved at sidde og anmelde Oliver Stones ”Snowden” er, at jeg som helt almindelig menneskeanmelder i lille Danmark ikke aner, om min anmeldelse er blevet opfanget af et eller andet globalt overvågningsprogram, allerede inden at jeg publicerer den. Eller om kameraet på min computer har optaget hele seancen og mine skiftende ansigtsudtryk, mens jeg skrev den, selv om det ser slukket ud.

Det er den form for paranoia, som filmen efterlader én med. Den der ubestemmelige fornemmelse af, at der et eller andet sted sidder nogen og følger med. Og at det bliver stedse sværere og sværere at være privat her i verden.

Men tilbage til ”Snowden” som også er en genkomst for USA’s selvbestaltede samvittighed Oliver Stone, der har gjort det til sit livsværk at trykke på amerikanernes betændte bylder. Ikke siden ”Nixon” (1995) har han lavet en film med ægte relevans og formål, selv om han har forsøgt sig med både 9/11 og finansgribbene på Wall Street.

For tag ikke fejl. ”Snowden” er et af de vigtigste politiske dramaer fra nogen amerikansk instruktørs hånd i årevis. Historien om Edward Snowden fra NSA (National Security Agency), som blev whistleblower og fredløs flygtning, fordi han lækkede dokumenter, der viste, hvordan USA overvågede/overvåger store dele af verden, griber krampagtigt fast om ens arm, og den slipper ikke igen. Tværtimod tvinger den os til at se, hvad hans afsløringer betyder for os alle sammen.

Den kommer også med et bud på, hvem Edward Snowden virkelig er. Nogle har allerede stemplet ham som landsforræder, fordi han afslørede NSAs hemmeligheder. Andre anser ham for at være en helt. Men uanset om man er for eller imod Snowden eller midt imellem, så nuancerer filmen billedet af både ham og af den amerikanske efterretningstjeneste.

For hvad får et menneske til at opgive sin lukrative tilværelse, ja alt overhovedet, som Snowden gjorde det i juni 2013? Det er Oliver Stones fortjeneste, at han har indsnævret sin film til at besvare dette ene spørgsmål, og at svaret ikke findes i en enkelt hændelse, men fremstilles som en konsekvens af årelang opsparet tvivl.

Det hjælper, at Snowden, der spilles med tør intensitet af Joseph Gordon-Lewitt, er milevidt fra at være korsfarer eller venstreorienteret. Han er konservativ, hyper-intelligent og elsker sit land i en grad, så han melder sig som soldat for at forsvare det.

Men hans spinkle krop kan ikke klare den hårde belastning under træningen, så han ender med at brække sit ben, da han springer ned fra en køjeseng, fordi hans knogler allerede er overanstrengte.

I stedet kaster Snowden sig over det næstbedste: En plads hos CIA, hvor man allerede er i fuld gang med at planlægge fremtidige sikkerhedskampe i cyberspace, og hvor man hurtigt får øjnene op for Snowdens begavelse.

Samtidig møder han sin fremtidige kæreste og kone, den liberale Lindsay Mills  (Shailene Woodley), ved en anti-bush demonstration, hvor hun selvsikkert lover, at hun nok skal få pillet konservatismen ud af ham.

Det bliver imidlertid en lang og forgæves kamp. Til gengæld begynder Snowden selv at få kvaler, da han opdager, at det overvågningsprogram, han har opfundet, bruges til drone-likvideringer – endda uden at sikre sig, at det også er de mennesker, hvis mobiltelefoner man har brugt til at spore sig frem, som rent faktisk står med dem i hånden, når dronerne rammer. Og da han langsomt erkender, hvordan overvågningen griber dybt ind i vores alles private liv – inklusive hans egen – modnes hans beslutning efterhånden om at gøre noget. I de mellemliggende år har man kunnet følge, hvordan Edward Snowden på grund af sin inside-viden er blevet mere og mere bevidst om, hvor sårbare vi alle er, og prøver at beskytte sig ved blandt andet at putte tape over kameraet i computer.

Det virkelig skræmmende ved ”Snowden” er, at der ikke sidder en gruppe skumle skurke et sted og planlægger, hvordan de skal fratage os vores privatliv. Data-indsamlingen udvikler sig organisk og måske uundgåeligt i takt med teknologien – herunder internettets udbredelse.
Spionerne bag computer-bagtæppet kan inddrage hele verden, men jo mere de kigger på den gennem deres indsamlede data, jo mere fjerner de sig også fra virkeligheden, hvilket dronerne der styres med et joystick tusinder af kilometer væk, er et strålende eksempel på.

Filmens rammefortælling er det interview, som Snowden gav i Hong Kong ved indledningen til sin flugt til journalisten Glenn Greenwald og instruktøren Laura Poitras – et interview som vi kender fra Poitras eminente dokumentar ”Citizenfour” (2014). Og da Edward Snowden selv troner frem i slutningen fra sit eksil i Rusland, næsten uden at man lægger mærke til det, er det både tankevækkende og rørende. En mand som satsede alt på, at verden skulle kende sandheden, og som nu lever i eksil i et land, der om noget er kendt for at overvåge sine borgere.
Rhys Ifans har kastet al humor fra stig og fremstår skræmmende intimiderende som Snowdens chef og mentor Corbin. I en mindeværdig scene taler Snowden til ham via en kæmpe skærm, hvor Corbin troner frem og blandt andet kan berolige ham med, at Lindsay ikke har en affære med en kollega. Denne oplysning bliver det endelige strå, der får Snowden til at tage affære.

Og sådan minder Oliver Stone og ”Snowden” os om, hvordan ingen af os længere har noget privatliv – i hvert fald ikke ét, som vi kan være sikre på – og hvordan masseovervågningen er som Pandoras Æske. Når først låget én gang er åbnet, så kan det ikke lukkes igen.

Snowden – 134 minutter – USA, Frankrig og Tyskland – Instruktør: Oliver Stone – Medvirkende: Joseph Gordon-Lewitt, Shailene Woodley, Rhys Ifans, Ben Schnetzer, Melissa Leo, Zachary Qinto m.fl.