Filmanmeldelse: Havet brænder – Når flygtninge-arbejde handler om at redde liv

Film - Fuocoammare

5 popcorn

Der er ikke noget emne, der har fyldt så meget i medierne det seneste år som flygtninge.

Nogle er forfærdede over de danske stramninger over for flygtninge og asylansøgere og over regler, hvis hovedformål ikke er at hjælpe mennesker i nød, men at gøre det så uattraktivt som muligt for dem at søge hertil.

Andre er skræmte ved udsigten til, at udgifterne til flygtningene skal gå ud over den danske velfærd, og mener ikke, vi har råd og plads til flere.

Når man ser den italienske instruktør Gianfranco Rosis dokumentarfilm ”Havet brænder”, går det imidlertid op for en, at vi intet aner om flygtninge og deres desperate situation. Måske fordi Danmark trods alt ligger placeret for langt væk rent geografisk.

Den luksus har de ikke på den italienske ø Lampedusa, der ligger placeret midt i Middelhavet, og som derfor er blevet et springbræt og et symbol for afrikanske flygtninge, der krydser Middelhavet i hundredetusindevis i små udslidte skibe og gummibåde – ofte med fatal udgang.

På Lampedusa har man ikke tid til diskussioner om lukkede grænser, eller om man skal beslaglægge flygtningenes værdier. Her arbejder man hårdt hver eneste dag for at redde de nødstedte flygtninge fra at dø på havet og samle de mange op, der ikke klarede turen.

Eller som en af de lokale læger udtrykker det:

- Jeg har set så mange døde. Alt for mange. Mine kolleger mener, at jeg efterhånden må være vant til det, men det er jeg ikke. Hvordan kan man nogen sinde blive vant til at se døde mænd, kvinder og børn? Se ligene af gravide kvinder, der har født på havet, og som stadig har barnets navlestreng hængende? Nej, det vænner man sig aldrig til.

Filmen veksler fermt mellem optagelser af opsamlingen af flygtninge og skildringen af de kummerlige vilkår, hvorunder de krydser havet, og optagelser af en af Lampedusas fastboere, den 12-årige Samuele.

Lige som  -årige har Samuele ikke altid lyst til at gå i skole, men vil hellere lege med sin slynge, hænge ud på havnen eller hjælpe sin far med at fiske og træne sig selv i ikke at blive søsyg.

Kombinationen af det dagligdags og det ekstreme er styrken ved ”Havet brænder”. Hvis ikke man have fået lov at se livstykket Samuele kæmpe med et dovent øje, som gør, at han skal have klap for det raske øje, eller føre bekymrede samtaler med sin læge, fordi han har lettere ondt i maven, ville scenerne med flygtningene nærmest være ubærlige.

Samtidig er ”Havet brænder” befriende ikke-politisk ud over det usagte budskab der altid ligger under det hele, når man skildrer en katastrofesituation.

Filmen beskæftiger sig således overhovedet ikke med, hvad man skal stille op med flygtningene eller udgifterne til at integrere dem. Den handler udelukkende om at redde deres liv her og nu og om den dagligdag, som udfolder sig lige ved siden af katastrofen.

På den måde lyser Samueles verden livsbekræftende op midt i skildringen af en af de største tragedier i moderne tid. “Havet brænder” burde være pligtstof for enhver politiker, før de vedtager nye flygtningestramninger, og vandt fuldt fortjent guldbjørnen på dette års Berlinale.

Havet brænder – 106 minutter – Frankrig og Italien – Instruktør: Gianfranco Rosi – Medvirkende: Samuele Pucillo, Pietro Bartolo, Mattias Cucina, Samuele Caruana, Giuseppe Fragapane m.fl.